Nekrolog over Mao den 9. september 1976:
“Hvad han sagde, blev fremført med stor autoritet. Ikke brysk eller højtideligt. Han havde tid til at spørge og lytte, han havde også et glimt i øjet, men frem for alt var der stor ro og myndighed over ham. Når man talte med ham, kunne man mærke, at han i så mange år havde været i krig. Den lange march, de primitive og krævende livsvilkår, en tilværelse under krigens betingelser havde igennem mange år sat sit præg på hans tankesæt og hele indstilling.
Man kunne også mærke hans respekt for bondesamfundet. Det nøjsomme liv, sliddet for det daglige brød, alt det der kendetegner bondens tilværelse og livsform, har også påvirket det samfundssyn, som Mao stod for.
For hundrede millioner af mennesker har Formand Mao været og vil vedblive at være det store forbillede, den store leder, en næsten forgudet politisk skikkelse. Hans tanker om den fortsatte revolution, hans særlige udformning af kommunistiske tanker, vil præge også kommende tiders ideologiske debatter. Navnet Mao var allerede, mens han levede, blevet et begreb. Ingen som mødte Mao kunne undgå at fornemme, at her stod man over for en statsmand af stort format, men statsmanden var også et klogt og levende menneske.”
Sådan skriver en sand maoist - eller hvad?
Forfatteren til nekrologen er daværende formand for Venstre, tidligere statsminister Poul Hartling. Som en af få danskere havde Hartling selv mødt Mao, og han sendte derfor sin nekrolog til flere dagblade.
Poul, Nils & Niels
I Jyllands-Posten hed det i daværende redaktør Nils Thostrups nekrolog: “Mao Tse-tungs politiske storhed lå i hans formulering af en kinesisk kommunisme (…) Mao så, at den kinesiske revolution skulle vindes blandt de fattige bønder og landarbejdere, for hvem hungersnød og sult var hverdag. Og han vandt dem for sin sag ved at tage fra de rige og give til de fattige - han gav dem frihed for sult, de gav til gengæld kommunismen deres troskab og deres krop.”
Også daværende redaktør Niels Nørlund fra Berlingske Tidende skrev en personlig nekrolog: “Mao Tse-tung var en af de vældige skikkelser i det tyvende århundrede (…) Han var hård og grusom og nådesløs i kampen mod fjenden under krig og i revolution. I den egentlige og oprindelige magtkamp var der ingen blødsødenhed. Men i striden om den rette vej frem til det klasseløse samfund var der tålmodighed og overbærenhed og tilgivelse for de vildfarne, så længe de ikke satte revolutionens sjæl på spil. (…) Men helst var han den store lærer, den milde vejleder, den vise ven.”
(Alle citater er fra bogen Supermagten Kina - mirakel eller mareridt, som journalist Flemming Ytzen udgiver på Politikens Forlag i næste måned).
Også på dagbladet Information gik man radikalt til værks. Leder på forsiden og inde i avisen en lang nekrolog med fotos og digte over flere sider.
Nekrologen, som er i to afsnit, beretter først om Maos unge år og hans omvendelse til kommunismen. Kapitel to berører elementerne i Maos tænkning og vendepunkterne i Kinas kommunisme: Den lange march, det fejlslagne ‘store spring fremad’, bruddet med Sovjetunionen og ikke mindst kulturrevolutionen. De allersidste linjer lyder:
“Nu er Maos arbejde afsluttet. Måske det mægtigste i vort århundrede.”
Som illustration til nekrologen bragte avisen et portræt af Mao og flere af hans digte indrammet af en tynd sort streg.
- Var det sørgerammer?
“Nej,” forklarer Jørn Kring, der var typograf på Information i 1970’erne. “Den slags rammer om tekst eller foto var ganske almindelige og blev med løs hånd brugt som grafisk element, hvad ethvert opslag i avis-årgangene fra dengang kan vise. I fagsproget hed det en stumpfin streg.”
Bent
Kulturmedarbejder på Berlingske Tidende, Bent Blüdnikow, opfatter stregerne som sørgerammer. Han er overbevist om, at Information dengang i 1970’erne var “gennemsyret af maoisme”.
Bludnikow skriver: “En af de afgørende totalitære dragninger var mod Maoismen. Da Mao døde i 1976 bragte Eyvind Larsen en 3 siders stor nekrolog med en hyldest til denne tyran. Men ikke nok med det. Avisen var gennemsyret af maoisme.”
Ifølge Blüdnikow beskrev avisens Kina-korrespondent “afstemninger i de lokale kinesiske samfund som udtryk for et sandt og direkte demokrati, som var beundringsværdigt”, mens avisens tidligere redaktør Knud Vilby “skrev, at han ville støtte Kinas diktatur, hvis det bragte mad på bordet, og det gjorde det ifølge ham.”
“Man vidste i brede vestlige kredse udmærket, at Mao var en morder og millionvis sultede, døde og led. Hvorfor løb man med,” spørger Blüdnikow.
Ejvind
“Hvis jeg i dag skulle skrive en nekrolog eller en artikel om Mao, ville jeg selvsagt også omtale det, som siden er kommet frem,” siger Ejvind Larsen. Det var ham, der skrev Informations to siders nekrolog om Mao. Han afviser blankt, at Information “skal forsvare sig for noget som helst fra 70’erne.”
Larsen er fortsat skribent på Information, hvor han har skrevet i mere end 50 år.
“Alt det, der i dag påstås om Mao, var ikke tilgængeligt for mig dengang. Det var det heller ikke for Berlingske, Jyllands-Posten eller landets tidligere statsminister Hartling.”
Han henviser til, at avisens grundlægger Børge Outze i en leder havde drillet Poul Hartling, da denne var meget betaget af at have talt med Mao.
‘Hart-ling’, kaldte Outze ironisk sin leder.
Det, der betog Larsen ved Mao, var “den fortsatte kamp mod statsdirigering og kampen mod hovedkvarteret. Det hang meget godt sammen med min egen opfattelse af ‘Den Satans Stat’, som jeg havde skrevet meget om. I øvrigt var jeg utrolig optaget af Maos konstante kritik af, hvad der foregik i Kina og i det kinesiske kommunistparti,” forklarer han.
“Vi var - og mange andre var, også seriøse amerikanske journalister - optaget af at finde et alternativ til både kapitalismen, som var underlagt profittens akkumulations-tvang, og til statsdirigering, dvs det sovjetiske Gosplan og leninismen. Jeg mente, at vi skulle have en andelsorganisering af offentlige og private virksomheder på lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau. Og jeg bildte mig ind, at Mao var optaget af det samme,” fortæller Larsen.
Der var også forbindelser mellem Mao og Grundtvig, mente han. Solidariteten med de nederste var de fælles om. “‘Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde’, skriver Grundtvig. Og tilsvarende finder man i Maos lille røde, at det altid er eleven, der har ret, aldrig læreren. Dét kunne jeg godt lide,” erindrer Larsen, der er “totalt stolt” over 70’erne.
Hans, Leif & Kirsten
Var avisen så gennemsyret af maoisme?
“Nej,” siger Hans Bischhoff, der var ansat på Information frem til 1975.
“Der var nok nogle, der hældede den vej, men der var også nogle, der hældede den anden vej. Det var ikke sådan, at avisen var ensrettet. Der var meget delte meninger,” forklarer Bischhoff om en avis, hvor “alle medarbejdere havde betydning.”
Heller ikke Leif Blædel, der var ansat på Information 1947-86, kan genkalde sig billedet.
“Det er vrøvl. Information var så og så mange mennesker. Nogle var svage i forhold til Mao, men der var ikke tale om, at avisen var maoistisk.”
Journalist Kirsten Jacobsen var fast freelancer på indenrigsredaktionen fra midten af 1970’erne og frem til 1981. Hun husker, at “avisen forekom mig gennemsyret af en bestemt tilgang, nemlig at der var en sandhed om tingene, men om det var maoisme, kan jeg ikke sige,” forklarer hun.
Redaktionsmødet “vidste, hvad der var sandt. Man solidariserede sig med arbejdere, der aldrig læste avisen. Der var en intellektuel bedreviden og en selvbekræftende grundholdning,” siger Kirsten Jacobsen.
“Men jeg havde det som en fisk i vandet. Der var plads til at lave store artikler. Jeg har aldrig følt, at jeg skulle underlægges en bestemt politisk holdning, og der er aldrig blevet rettet i mine artikler,” siger hun.
Poul
Poul Høst-Madsen var ansat på Information 1975-89 som retsreporter. Han var ofte lederskribent, og på et tidspunkt blev han også chefredaktør. Selv om han tidligere havde haft sympati for bl.a. Mao, afviser han bestemt, at Information var maoistisk.
“Det er noget vrøvl. Der var også en stærk konservativ fløj, så det kunne man slet ikke komme til. Rigtig mange af os beundrede Mao dengang under studenteroprøret, men det var jo mange år før min tid på Information. Siden er Mao blevet den store skurk i åbenbaringen. Selv en ærkereaktionær som Peter Wivel var jo VS’er og maoist under studenteroprøret.”
Ifølge Poul Høst-Madsen var det en ‘favorit-disciplin’ for en del journalister på Information at gøre grin med venstrefløjen i avisens spalter.
“De skulle absolut ikke tro, at de ejede os. Vi var meget bange for, at venstrefløjen skulle sætte sig på os eller få indflydelse.”
Som eksempel nævner Poul Høst-Madsen en reportage fra en Land og Folk-festival, hvor han spurgte efter solidaritetsboden for Afghanistan, som dengang var besat af Sovjetunionen.
“Der var selvfølgelig ikke nogen bod for Afghanistan, selv om der var boder for alle mulige undertrykte folk. De folk, der stod i boderne, var meget hjælpsomme, men nok ikke særlig kvikke, så de mente bestemt, at der måtte være en Afghanistan-bod et eller andet sted.”
Knud & Erik
Knud Vilby blev ansat på Information i 1967 og forlod avisen i 1979. I to perioder var han medlem af chefredaktionen. Han mener ikke, at Information var gennemsyret af maoisme, men: “Dét er et af de områder, hvor jeg i dag vil sige, at vi var præget dels af manglende viden, dels af en lidt for stor begejstring, der gjorde, at vi ikke var kritiske nok,” mener han.
“Man skal huske, at hvis man opfatter de ledende medarbejdere på Information som venstreorienterede, der ville give læserne et korrektiv til en borgerlig presse, så var det en venstreorientering i et opgør mod den traditionelle kommunisme.”
“Der var en søgning efter bedre alternativer og en anden vej frem end den vestlige markedsmodel og den sovjetiske betonmodel. Man interesserede sig også intenst for den såkaldte euro-kommunisme, og der var et stort håb om, at Vietnam og Kina kunne være en sådan vej.”
Vilby skrev på et tidspunkt en artikel, der sammenlignede Kina og Indien. Indholdet var, at Kina med sin mangel på demokrati havde reddet flere mennesker ud af fattigdom end det demokratiske Inden.
“Det var et rimeligt firkantet syn. Enten tog jeg fejl, eller også var jeg meget forud for min tid! Dengang var min noget følelsesfulde betragtning, at hvad er demokratiet værd, hvis det ikke gør noget for de flere hundrede millioner fattige? Det spørgsmål er stadig relevant i forhold til Indien, som bliver kaldt verdens største demokrati. Sagen er jo, at det udemokratiske Kina faktisk har reddet hundrede af millioner flere mennesker ud af fattigdom end det demokratiske Indien.”
Vilby medgiver, at mange på venstrefløjen opfattede Information som ‘deres avis’.
“Det førte til mange voldsomme opgør. For gu’ var vi ej deres avis. Det er rigtigt, at vi støttede et nødvendigt oprør på universiteterne. Men hver gang nogen så mente, at de kunne regne med os, så sagde vi fra.”
Erik Meier Carlsen blev ansat på Information i foråret 1971 som redaktionssekretær. 15 år senere forlod han avisen.
“Ja, i en vis forstand var avisen gennemsyret af maoisme,” siger han. Dog ikke i en snæver partiforstand, understreger han.
“Snarere var det en almen begejstring for Kina, som var relativt udbredt dengang i tiden op til Maos død. Jeg havde da også selv den Kina-begejstring, og det føler jeg mig stadig skamfuld over. I dag er det helt utroligt, at der ikke dengang var en en større og mere kritisk interesse for, hvad der foregik. Begejstringen for Kina var en slags politisk fribillet, der gav en lov til at håbe og drømme om en bedre verden,” siger Meier Carlsen.
Peter
Den dag, Mao døde i september 1976, startede en journalist på Informations udenrigsredaktion. Det var Peter Wivel, der godt 13 år senere stoppede som chefredaktør i december 1989.
“Det er ikke for meget sagt,” siger han om Blüdnikows kritik om en Mao-gennemsyret avis.
“Men det er alligevel en forkert måde at sætte det op på. Information var en avis, hvor den enkelte medarbejder fik lov til at optræde som en personlighed. Det har siden besættelsen været avisens varemærke: Et talerør, hvor folk kunne komme til udtryk med deres tanker.”
Peter Wivel husker det som en redaktionel beslutning, at når Mao døde, skulle der laves et tillæg på otte sider. Der blev ifølge ham arbejdet på det i to år, og efterhånden blev Dino Raymond Hansen, der som udgiver og oversætter af forskellige Mao-dokumenter var datidens førende Kina-skikkelse, tilknyttet projektet.
“Den dag, jeg kom, var der højst halvanden spalte af de otte sider færdig. Jeg husker det som en fuldstændig katastrofe, hvor folk råbte og skreg af raseri,” siger Wivel.
“Ejvind Larsen skulle jo også skrive en leder. Tegneren Per Marquard Otzen var nødt til at lave en silhuet-tegning af Mao, så pladsen kunne fyldes ud. Men det er ikke en god nekrolog, Ejvind har skrevet.”
- Hvorfor ikke?
“Der er i dag bred enighed om, at Mao er en af de største forbrydere i verdenshistorien.”
- Vidste man det dengang?
“Man har nok aldrig rigtigt troet på det. Allerede i 1971 udkom Simon Leys Formand Mao’s nye klæder, som skabte oprør i maoistiske kredse. Da jeg kom til Information, havde Ejvind monopol på Kina-dækningen. Selv Poul Svejstrup, som var avisens Asiens-korrespondent, måtte overlade Mao-stoffet til Ejvind.
Dengang var Information sammen med det maoistiske partiorgan Arbejderavisen de eneste danske aviser, der i deres helhed - og ikke blot som udklip - blev sendt til Peking for at blive nærlæst af specialister. Det var Ejvind meget stolt af,” mindes Wivel.
Efter Maos død kølnedes begejstringen for Mao. Kina blev snart et stofområde for Wivel.
“Jeg fik oversat Ley’s artikler. Vi stjal dem faktisk i starten fra New York Review of Books, men endte med at betale for dem. Efter de var trykt, skrev jeg i overensstemmelse med sandheden, at Mao var en stalinistisk diktator. Jeg tror, at postbilerne kørte vrede læserbreve i sækkevis til Information på det tidspunkt. Så jo, Information var, anført af nogle medarbejdere, maoistisk sindet frem til Maos død,” lyder vurderingen fra Wivel.
“Helt fra besættelsen var der en klar afstandtagen fra Sovjetkommunismen. Det var vel også derfor, at den kommunistiske karikatur-tegner Bidstrup på Land og Folk altid tegnede Information som en naragtig abe,” tilføjer han.
Wivel mener, at det stærke engagement blandt medarbejdere var avisens styrke.
“Det er stadig en stærk tradition på Information. Det er først og fremmest personlighedernes avis, hvor folk kan folde sig ud. Det er også den eneste måde at klare sig på i et mediebillede, hvor alle andre er større.”
Ifølge Wivel opfattede Information sig selv som en modoffentlighed.
“Og der må det være både muligt og tilladt at indtage et standpunkt og fastholde tempoet. Det har Information gjort i årevis f.eks. med miljøstoffet eller nedrustning.”
- Blev Information opfattet som venstrefløjens avis?
“Ja, og det var den også. Venstrefløjen havde ikke andre aviser, alle deres egne blade var gået ned, så Information var stedet, hvor de store internationale debatter med betydning for det danske samfund blev ført. Men læserne blev ikke snakket efter munden. Hvis en læserstorm forlangte en medarbejder afskediget, var det den sikreste måde at blive. Det gjaldt også mig selv,” fortæller Wivel.
“Det kan godt være, at venstrefløjen opfattede avisen som deres, men Information var sin egen, selv om den skrev til en venstreorienteret offentlighed,” slutter Wivel.
Dino
Selv om han en sjælden gang skrev til Information om Kina og Mao, erindrer filmdokumentaristen Dino Raymond Hansen ikke at have bidraget til Informations nekrolog om Mao.
“Det tror jeg ikke, jeg har, for jeg har altid haft svært ved at skrive. Men jeg kan sagtens have talt med Ejvind Larsen, selv om jeg ikke konkret kan huske det.”
Raymond Hansen, der stadig abonnerer på avisen, afviser Blüdnikows kritik. Information var ikke gennemsyret af maoisme.
“Overhovedet ikke. Der var hos Ejvind og andre en interesse for at forstå, hvad der skete i Kina. Men det er for unuanceret at gøre det til et spørgsmål om, at avisen var gennemsyret af maoisme,” fortæller han, der aldrig har hørt, at Information blev sendt til Peking.
“Det tror jeg ikke, den var betydningsfuld nok til,” som han bemærker.
- Hvordan vurderer du Mao i dag?
Som svar beretter Raymond Hansen om et nyligt arrangement for Kina-forskere på universitetet, hvor han viste sine gamle Kina-film. Der var en tydelig deling blandt forskerne afhængig af deres alder.
“De, der som mig var unge under kulturrevolutionen, sætter Kina i en historisk sammenhæng som et middelalderligt samfund, der med en revolution forsøger at rejse sig. Men de yngre forskere betragter stort set alle som en Mao som en tyran.”
- Vidste man dengang, at der var millioner, der sultede?
“Jeg vidste det ikke. Tag f.eks. ‘det store spring fremad’, som i dag er meget kritiseret. Det var ikke noget, som dengang kunne genfindes i de informationer, man fik fra amerikanske efterretningskilder, selv om det var en af de vigtigste kilder til oplysning om, hvad der skete i Kina,” siger Raymond Hansen.
Læs nekrologen om Mao på Dahlins blog på adressen http://luftskibet.information.dk/dahlin
Fortidens spøgelser
Leflede Information i 1970’erne, 80’erne og 90’erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere?
Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af:
1. Dækningen af Blekingegadesagen (Bragt 30/1, 31/1 og 2/2 2008)
2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent (Bragt den 17/3)
3. Information var gennemsyret af maoisme.
4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.
5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.
6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980’erne og 1990’erne.
Kommentarer
Hele dette cirkus dokumentere først og fremmest at Blüdnikow er en forbandet dårlig historiker.
Jeg mener hvorfor går han ikke i rette med venstreformanden Hartlings forvildelser?
Eller Jyllands-Postens Nils Thostrups tilsvarende nonsens om Mao
eller hvad med bladets daværende økonomiske medarbejder, venstremanden Hans Bischhoff? Hvad lavede han der midt i den påståede maoistiske revolutions fortrop?
En god historiker sætter sig grundigt ind tid vidensniveau og generelle diskurs inden han eller hun ønsker at analysere eller skrive om den. Men sådan forholder det sig ikke med Blütnikow, for ham er forudfattet bagklogskab alt hvad han behøver for at drage sine gyldne konklusioner. Der er god grund til at vi forholder os kritisk analyserende over for den tids diskurs, men det skal gøres af nogen der også evner at påtage sig forarbejdet. Blüdnikow kunne lærer meget af Øvig, her kunne han lære lidt om hvad virkelig kritisk indlevelse og intelektuel dybde er for noget.
Gammele KAPere og deres sludder lever stadig i bedste velgående, man behøver bare læse de horrible linier ovenfor
DKP’erne og deres organ “Land og Folk” rasede mod Informations linje; i et af de mange læserbreve, de bombarderede den forhadte avis med - de læste den åbenbart alligevel - protesteres der f.eks. mod “de kulturradikale, intellektulle skribenter på Information” - og der menes vist ikke Hans Georg Lenz. Indbyrdes uenighed, konstant fokus på intimsfære, kvindekamp osv. og en gennemgribende fjollethed gjorde avisen uanvendelig for arbejderklassen og dermed for Revolutionen. Blüdnikow “husker” forkert!
Engang vidste vi ikke bedre og var forblændede. I dag er vi blevet klogere. Nogle af os…
Information er jo netop en Erasmus Montanus avis, som jo heller ikke for alvor har taget ved lære.
Dengang tilbad Information det klasseløse samfund og dets diktatorer.
Idag tilbeder Information utopien om det multietniske/multikulturelle samfund, til trods for at begge utopier er fornuftstridige og uden jordforbindelse.
Det der gør Erasmus Montanus til en tåbe trods hans intelektuelle kapacitet er jo netop hans mangel på sund fornuft/jordforbindelse. Hvilket hænger sammen med at han er blevet fremmedgjort fra sin samtids kultur, religion og tradition, uden at have noget bedre at sætte i stedet.
Hvis nutidens rodløse journalister fik sig et sprituelt liv, begyndte at dyrke seriøst yoga/meditation og studerede vedaerne, ville de ikke komme så meget under illusion og ikke blive så lette ofre for skøre utopier/erstatningsreligioner. Men det ville forudsætte at de for alvor tog ved lære.
Læs en norsk forfatters geniale selvkritik: Dag Solstad: Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land.
Det var godt nok en utrolig analyse af magten, Erik B. foretager - skræmmende, og måske på anarkistisk grundlag?
Men når det kommer til drama-analyse, kommer han til kort: Erasmus Montanus er ikke en halvstuderet røver, han kommer hjem med reel og sand viden, men må se sine synspunktet underkastet magtens logik.
Jeg er ret enig mht. de store magter; men det er stærkt bekymrende, at den danske befolkning fuldstændig har lagt politisk deltagelse fra sig, når den rent faktisk med lethed kunne tages tilbage.
Ideen med at være medlem af et politisk parti synes at være aldeles forsvundet, desværre. Men det skal nu nok komme igen - hvor meget grøde, der er, fik vi jo at se med den flodbølge af medlemmer, Ny Alliance fik til deres fejlbehæftede projekt.
Hvordan kan den mand dog holde ud at sidde i en ultraliberalistisk regering? Så megen klog analyse, og så - plump - falder han ned med den nivellerende, politisk og intellektuelt dovne handelsstand.
Tænk hvor meget andet, der havde set anderledes ud, Erik B., hvis vi til gengæld havde fået ham som kultur- og forskningsminister?! Så havde vi måske ligefrem stadig haft et universitet! Og kultur!
Modsat de fleste af debattørerne her holdt og læste jeg allerede Information i den pågældende periode. Min politiske holdning var dengang stort set som i dag - et sted på Socialdemokratiets venstrefløj (som dengang havde en del mere at sige end i dag). Min begejstring for de totalitære sider af maoismen kunne ligge på et meget lille sted, hvorimod jeg som nok de fleste andre, også langt ud på højre side af spektret, beundrede kinesernes kamp mod japanerne på samme måde, som vi beundrede russernes kamp mod tyskerne. Men modsat Erik B var jeg allerede dengang stærkt i tvivl om, hvorvidt USSR’s og Kinas vitterlige tekniske fremskridt var ofrene værd.
Hvis Information virkelig havde været, som Blüdnikow og de andre renegater i dag påstår, havde jeg næppe været at finde blandt dens læsere, og jeg havde kun foragt til overs de tåber på venstrefløjen, der skelnede mellem imperialisternes og “folkets” atombomber og hyldede Mao for Kinas a-våben. Men den foragt delte jeg helt afgjort med et overvældende flertal af Informations skribenter.
Men prøv lige at lægge mærke til, hvor mange af dem, der angriber Information og venstrefløjen for “medløberi”, der selv har en fortid på den totalitære brøkdel af fløjen.
Det er lidt ligesom, at de værste ikkerygerfanatikere er dem, der før har røget mest.
Erik B. : “Som Stalin sagde, dræber man et menneske er man morder, dræber man en million mennesker er man en helt.”
Stalin tilskrives normalt citatet: “The death of one man is a tragedy, the death of millions is a statistic.”
Om han rent faktisk har sagt noget sådant er tilsyneladende tvivlsomt, i hvert fald ifølge bidragsyderne på wikiquote.
http://en.wikiquote.org/wiki/Joseph_Stalin
http://en.wikiquote.org/wiki/Talk:Joseph_Stalin
Jeg er med Vadmand, langt henad vejen - f.eks. fandt jeg det besynderligt i min gymnasietid, at man kunne være i tvivl om, at det, der kaldtes borgerlig kunst, ville sejre - de kvaliteter, der ligger i kunsten i sig selv var allerede dengang for mig at se langt væsentligere, langt mere revolutionerende og langt mere øjenåbnende end den såkaldte politiske kunst, der blot brugte et formsprog til et formål.
I 80erne blev der talt om den kedelige Information, og desværre lyttede jeg for længe til den snak - desværre, fordi avisen selvfølgelig viste sig at være præcis det modsatte: alt, hvad man kunne ønske af oplysning, diskussion og væsentlighed.
“Alt det, der i dag påstås om Mao, var ikke tilgængeligt for mig dengang. Det var det heller ikke for Berlingske, Jyllands-Posten eller landets tidligere statsminister Hartling.” (Ejvind Larsen).
Hvis Larsen havde gidet undersøge grundigt venstrefløjsboghandler som Kurasjes, Demos’, trotskisternes, Bokcafeet i Lund osv. havde han ikke haft det mindste vanskeligt ved at finde grundige og særdeles kritiske analyser af de kinesiske stalinisters og Maos undertrykkende og forbryderiske virksomhed gennem tiden. Victor Serge skrev allerede i slutningen af tyverne om stalinismens (herunder kinesiske kommunisters) forbryderiske politik under oprøret i Shanghai. Om samme læste jeg selv tidligt Andre Malraux’ kendte roman.
Bl.a. britiske trotskister udgav tidligt i halvfjerdserne flere grundige kritiske bøger om Maos regime og om “Kulturrevolutionen”s forbrydelser. Bogen “Hundrede blomster visner” burde også have været kendt for Larsen. At “Det store spring fremad” var en katastrofe med millioner af døde var almindeligt kendt - det kunne læses elementært ud af demografien. Larsen gjorde simpelthen ikke sin lektie. Forståeligt? Næppe.
Maos og maoisternes højlydt proklamerede beundring for Stalin burde uden videre have vakt Larsens mistanke til hans og deres politiske virksomhed ligesom den voldsomme persondyrkelse Mao lod udfolde omkring sig selv - denne mistanke var jo vågnet forlængst på dele af venstrefløjen!
Lige så lidt som vestlige venstreliberaleres feje eftergivenhed overfor Stalin-regimets forbryderiske virksomhed i forbindelse med den spanske borgerkrig (her mangler der så sandelig ikke litteratur fra den kritiske vesntrefløj).
Baggrunden for Hartling og co.s hyldester til Mao bør ikke blive glemt som det sker her: dette var i det såkaldte ping-pong-diplomatis tid. Nixon-regimets/USAs tilnærmelse til den kinesiske statskapitalisme havde selvfølgelig nær forbindelse med det taktiske spil i forhold til den sovjettiske statskapitalisme, og dette trak selvfølgelig som enhver anden USAnsk udenrigspolitisk taktisk vending øjeblikkeligt den danske lydstat med sig, lige så sikkert som Østtyskland slavisk fulgte Sovjetunionens mindste sving. Danmark har ikke haft nogen udenrigspolitik af betydning siden ca. 1930, idag er det en helt ekstrem Bushamerikansk lydstat, værre end de fleste andre). Udgangspunktet for dette var de krigeriske begivenheder mellem Kina og Sovjet allerede i 1966 ved Ussurij-floden. Samme år greb “Kulturrevolutionens helt” og Maos arvtager Lin Piao pludselig til flugten og forsvandt til Moskva. Begge de “sosialistiske” regimer beskyldte gensidig hinanden for at være Hitlers fascistiske arvtagere, i god stalinistisk tradition fra Komintern 1929-35, hvor den såkaldte “socialfascismeteori” blev fulgt (de tyske socialdemokrater blev dengang udråbt til farligere fascister end nazisterne - en politik som Trotskij og andre ikke mindst tyske kætterske socialister glimrende afslørede og kritiserede sønder og sammen).
Wikipedias citatsamling om Stalin mangler selvfølgelig alle de virkelig gode. Som næsten al anden såkaldt historieskrivning fra vor tid er dette uhyre overfladisk (journalistisk suppe), helt ukritisk og synker faktisk tidvis ned mod den propagandistiske karakter af de makværker stalinisterne selv producerede - mest ved sine omhyggelige udeladelser og den fordrejning der derved fremkaldes.
Her er det bedste citat om Stalin jeg husker - fra Litvinovs (hemmelige!) dagbog da Hitler-Stalin-pagten blev underskrevet 1939: “Hvis dette er diplomati, hvad er da idioti?”
Erik B. kan selvfølgelig beskrive Stalin og Mao som “statsmænd” (hvilke infomationer giver dette?), men dette gælder da i lige stor grad for Caligula, Ivan den Grusomme, Hitler, Göring, Hirohito, Truman, Nixon, Pol Pot osv. osv., dvs. det ændrer intet ved det forhold at de var usædvanlig grusomme forbrydere og massemordere, som Bush, Putin, Milosevitj, Begin, Khomeini, Saddam Hussein osv. også er og var det, ja som langt de fleste
“statsmænd” helt oplagt var og er når det kommer til stykket, men her i en helt ekstrem grad. Alle de nævnte hører til det uhyre omfattende galleri af historiens værste kriminelle eksistenser, som også omfatter uhyre mange “gründere” og andre magtgale og glubske personer, der er gået over lig for at nå sine egoistiske mål. I en fransk dokumentarfilm om Putin siger Bush lige efter disses møde at han “i Putins øjne så en tvillingesjæl”. Det er der nok ingen tvivl om, men hvor mange danskere har opfattet den pointe i forbindelse med den danske såkaldte statsministers nylige sovjettiske broderbesøg hos Bush?
Der er ingen tvivl om, at vestlige, mest borgerlige, magthaveres begejstring for Mao først og fremmest handlede om at støtte “Den lille Satan”, Kina og “Den store Satan”, Sovjet.
Hvad laver Truman, en af USA’s måske bedste præsidenter nogensinde, dog i det selskab? A-bomben velsagtens. Men var den ikke blevet kastet, var krigen efter alt at dømme blevet længere og havde kostet endnu flere menneskeliv, hvilket Iwo Jima varslede om. Og så var den jo et signal til Stalin om ikke at blive overmodig, for Vesten kunne godt være lige så brutal, hvis det skulle være.
Massemorder, tjo måske. Men hvilke valgmuligheder havde han. Pest eller kolera, åbenlyst. Måske kunne han havde nøjedes med en prøvesprængning over ubeboet territorum. Nå, det er en sidetråd.
Der kommer sikkert flere indlæg i denne tråd, men jeg vil allerede nu sige tak for de hidtidige bidrag. Nogle af dem er jeg mere i overensstemmelse med end andre, hvad næppe kan komme som en overraskelse. Når jeg trods givet store forsyndelser (og mere eller mindre angribelige naiviteter) i 1970’erne alligevel ikke fortryder noget, er det fordi jeg stadig som dengang mener, at vi har brug for et modstykke både til et fremmed-kapitalistisk marked, som tvinger til ubegrænset økonomisk vækst, akkumulation, i forbrug af naturen begrænsede materialitet og til et autoritært statsdirigeri, som undertvinger behovet for og retten til uophørlig modsigelse af »hovedkvarteret«. At Kina ikke har fundet det modstykke, kan vi ikke blive uenige om, men det har USA og Danmark ejheller. Det er måske – stadig – naivt at tro, at vi kan nærme os et eller andet modstykke af den art (som sikkert må findes i mange forskellige udgaver i praksis), men så hellere naiv end kynisk.
Endnu engang tak for indlæggene – i tilslutning og modsigelse.
God påske og
venlig hilsen
Ejvind Larsen
Et sådant personangreb ville vinde i seriøsitet ved ikke at være delvist anonymt, “Jesper.” Fægt “med åben pande” som Holger Danske, tak.
For resten boede jeg selv i kollektiv i 70’erne med folk, jeg var politisk uenig med, men samtidig godt kunne sætte pris på som mennesker. Jag kunne også sagtens være i stue og have det hyggeligt med min nu afdøde storebror, som jeg skam beundrede, selv om han var KAP’er.
Jesper:
“Du skal måske mere opfatte mit indlæg som en servicemeddelelse til fremtidige historieskrivere […]”
Behøver stikkerbrevet til Bent Blüdnikow at være offentligt? Har det vigtige detaljer, som vi andre kan bruge til noget? Måske, måske ikke…
Mon ikke Bent Blüdnikow vil være i stand til at opnå adgang til bl.a. PET’s arkiver, i fald ham mener, at der må være noget fordækt at komme efter? PET har vel registreret alle de potentielle samfundsomstyrtere, og meget andet? Og megen anden viden, er vel tilgængeligt allerede, i bøger, i artikler osv.
Blot må han håbe, at Bent Blüdnikow vil være i stand til at forvalte en potentiel udvidet arkivadgang hos PET noget mere ansvarligt end Bent Jensen formåede. Forhåbentlig vil PET have lært af deres erfaringer, og vil sikre at de regler de udstikker, bliver overholdt.
Bare rolig, Jesper. Alle der skal straffes, skal nok blive fundet, og stillet til offentlig skue.
Mvh
bortset fra det så var Reagan jo en b-skuespiller per definition
iøvrigt mener jeg Jesper at du forveksler sociale kontakter og miljøer med politiske overbevisninger.
Men du følte dig tydeligvis uden for dengang eller sådan noget. Det du skriver har i alle tilfælde ikke ret meget værdi for en historisk analyse af folks holdninger. Jeg selv har også boet sammen og kendt golk der havde mange besynderlige holdninger. Jeg havde venner er var DKPere (jeg har aldrig kunnet udstå det parti) og også bekendte der beundrede Rote Ame Fraktion. Også jeg lyttede til og hørte mange vanvittigie ting.
Stadigvæk havde ingen af disse mennesker (DKP iberegnet) ret meget indflydelse. Det store og i en vis forstand indlydelsesrige parti på venstrefløjen til venstre for S var SF - det var sgu ikke KAP.
Velkommen til den Store HekseJagt!
Hvem banker på din dør?
Hmm, der er noú mange og gode grunde til at venstrefløjen bør vurderer denne fortid kritisk, blot synes jeg ikke at information har noget at undskylde for.
En fornuftig og saglig kritik her ville kunne hjælpe os til at formulere en ny og bedre platform for venstrefløjen i det 21 århundrede
de horrible linier var skrevet af Erik B. og de er siden blevet slettet. Erik B er gammel Stalin dyrker og det er stadig tydeligt omend en tiltagende ubehagelig kynisme istedet for oplyst afklaring har fået overtaget.
Jeg læser fortiden Sebastian Haffners erindringer fra 20erne og 30ernes tyskland. Haffner havde adskillige ungdomsvenner der senere blev nazister, gør det ham til nazist?
At jeg hyggede mig med at debattere med folk der i mine øjne var antidemokrater - også dengang var jeg venstreorienteret demokrat - betyder det så at jeg er antidemokrat.
Jeg delte lejlighed med en muslim - gør det mig til muslim?
Du bør prøve at anlægge en saglig historie og kildekritisk vinkel på sådan noget
Haffner er god at få forstand af.
For resten fik jeg en tanke - måske er Jesper bange for, at nogen skal stave hans efternavn forkert?
det er da en interessandt historie, især hvis den kan dokumenteres eller på anden vis underbygges, kan den ikke det hører den til i kurven hvor man opbevarer de sjove myter.
Men Jesper, hvad har det med Maoisme at gøre?
Hvis vi nu gør vores bedste for analyserer din historie såden fra en så ‘objektiv’ som muligt vinkel, så handler den om at to - hver især dygtige mennesker - havde meningssammenfald på et punkt og anmvendte dette til at styrke en bestemt vinkel på en velkendt sag.
Det er ganske normalt i det politiske liv. I USA har det endog under Bush været temmelig åbenlyst at sådanne ting foregik i flere år nu.
Det sker og har sket utallige gange over alt, også tilbage i det nittende århundrede kan du finde helt tilsvarende situationer,
Jeg skriver selv på en sag fra den periode der netop afslører to helt lignende tilfælde hvor, i dette tilfælde en liberal journalist og et liberalt palamentsmedlem styrkede den offentlige debat ved at koordinere deres indsats.
Jeg har ingen politiske kvabbabelse og ken ikke se at der er grund til at have sådanne. Det er absolut alright at gøre det. Her er der tale om at man ønsker en bestemt vinkel debatteret og det fik man så ved at koordinere indsatsen. Det er da kun sundt for demokratiet.
Ja Vadmand det er sgu en fremragende bog som folk burde læse, jeg ved ikke om den er oversat til dansk, jeg sidder selv med den engelse udgave.
(i øvrigt ville jeg være glad for om redaktionen sletter mit første indlæg på strengen her da man jo retteligt slettede Erik Baults besynderlige og temmelig uvedkomne undskyldninger for svineriet under Mao og Stalin)
Desuden er jeg fuldkommen enig i at Blüdnikov er en ekstremt dårlig historiker. Vi kan kun glæde os over at han ikke blev ved sit fag men slog sig på uvederhæftig politisk journalistik i stedet. Jeg har sagt tidliger at man ikke kan bebreh´jde vhverken Blüdnikov eller WA st venstrefløjen ikke selv altid fik tlagt tilstrækkelig offentlig afstand og senere fik gjort op med Lenin og Trotskij og deres fælles barn stalinismen og dermed Mao. Det var derimod beklageligt at man overlod det politiske opgør til dårlige historikere som Blüdnikov og Bent Jensen der begge selv har en fortid fyldt med ekstremistisk flirten og ikke evnede at gøre op med det uden bare at vælge sig en anden ekstremisme.
Venstrefløjen til venstre for S var i 1970erne - ikke KAP, SAP, KAML, det var heller ikke DKP - det var først og fremmest SF og dernæst VS og enkelte socialdemokrater - det er den eneste virkelige venstrefløj i 1970erne, og den var fundamentalt demokratisk sindet.
Stort set ingen andre havde så meget fodfæste at de kunne sikre sig representation i folketinget eller bare et rimeligt stemmetal til valgene.
At alle skrev og debatterede hæftigt med hinanden var da udmærket, men faktum er at venstrefløjen, grundet på SF og Els representation er mandatmæssigt stærkere idag end den nogen sinde var i 60erne eller 70erne - det er bare beklageligt at socialdemokratiet er så svækket
”de horrible linier var skrevet af Erik B. og de er siden blevet slettet. Erik B er gammel Stalin dyrker og det er stadig tydeligt omend en tiltagende ubehagelig kynisme istedet for oplyst afklaring har fået overtaget.”
Og du er mytoman, der kan man forsikre sig om bare ved at google dig. Eller har du allerede glemt at du er blevet outet?
Erik B. :
Og du er mytoman, der kan man forsikre sig om bare ved at google dig. Eller har du allerede glemt at du er blevet outet?
Hvad skal det sige? Kan vi få en afklaring, please.
Ja, der var mange, der elskede Mao tilbage i 70’erne. Jeg selv var kun13, da han døde i 1976, men jeg kan tydeligt huske, dengang beskeden kom. Det var i et frikvarter i skolen, og det blev meddelt i radioavisen, som vi kunne høre over højttaleren i klasselokalet. Jeg kan huske, at min daværende iøvrigt meget fornuftige klasselærerinde med højtidelig mine erklærede:
“Jeg tror, at han er et af de største mennesker, der har levet!”
Jeg husker hende som et ellers reflekterende menneske med en sund skepsis, der prøvede at opdrage os til at tænke selv, så jeg blev en smule overrasket over hendes salvelsesfulde udmelding.
Når man så film om Kina i geografitimerne, viste de altid en endeløs række af smilende kinesere.
“Kineserne hører til blandt jordens sundeste folkefærd”
lød det tørt konstaterende i en af filmene uden nærmere forklaring eller kildeangivelse. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde diskuterede den pågældende film og dens påstande bagefter.
Og det kan da også godt være, at der ikke var så mange hjertekar-sygdomme og lignende velfærds-symptomer i Kina som i den industrialiserede verden. Folk arbejdede sikkert hårdt fysisk og fik ikke så meget fed mad (eller mad i det hele taget) og de kinesere, der overlevede Maos regime med diverse fantasifulde omstruktureringer, reformer og planer, var uden tvivl gjort af et sejt stof.
Begejstringen for “Det ny Kina” havde måske en del af sine rødder i den arketypiske opfattelse af asiatere, som altid nøjsomme, smilende og glade. En opfattelse der ivrigt understøttedes af de statslige propaganda/ “undervisningsfilm” der blev lukket ud af Kina og ret ukritisk blev vist i hele verden, navnlig for børn og unge mennesker. Man kunne ikke forstille sig, at de millioner af glade kinesere, var udsat for tortur undertrykkelse og hungersnød. Det var et fantasiland, hvor alt var muligt, i stil med Eldorado eller himmerige. De fleste mennesker har brug for en drøm eller en utopi om et lykkeligere liv og et bedre samfund, og Kina lå meget praktisk så langt borte, at ubehagelige fakta ikke kunne nå frem og forstyrre drømmen.
Det er muluigt, at der blev skrevet en masse vrøvl i 1970èrne; men intet af det dog på niveau med det fordrukne sluddder, der fylder avisspalter (og nyheder på TV i 2008).
Fortidens små synder benyttes som alibi for at sjule nutidens forbrydelser.
Eksempel: Hvor mange danskere har aktivt deltaget i fx. Mao Dedung Kong Futsje - tænkningens åndelige ledelse? Og hvor mange har aktivt deltaget i George W. TIger Bushs krige i Irak og Afghanistan (Bananastand)?
Vågn dog op!
Det har du ret i, Steen Just.
Jeg tør heller ikke længere at lytte til Ludvig van og Bach, læse Schophenhauer, Hegel, Nietzsche, Voltaire (tanke:Fahrenheit 451)
Jeg skammer mig over at være dansker. Jeg undskylder mange gange overfor muslimer og venstrefløjen, jeg har italiensk, tysk og dansk blod i mine årer. Jeg undskylder mange gange jeg har en akademisk uddannelse.
Jeg lover enhver muslim, og Islam, jeg vil udvandre fra Europa. Undskyld mange gange jeg er europærer, dansk, tysk, italiener.
Nu blir du sgu ynkelig, Janus.
Javist var formand Mao populær på Information og jeg synes det er ynkeligt at Inf. skal dække sig bag hvad Poul Hartling har skrevet. Der var masser af maoisme på Information, men ingen absolut ingen Sovjetkærlighed. Der var ikke så lidt forståelse for RAF og andre organisationer. At de fleste nu enten har glemt det eller synes det er vildt overdrevet, fjerner da ikke det faktum, at Information i et årti eller mere var talerør for det yderste venstre.
Og det yderste venstre var trendsætterne blandt de unge, især de intel-lektuelle. Hvis man var tilhænger af det repræsentative demokrati i den form det havde dengang og nu, var man til grin. Hvis man mente at national-følelse eller religion betød noget fik man at vide at man havde falsk identitet og at klassetilhørsforholdet betød alt. Tibet er et godt eksempel. I National-museets bog fra 1975 i forbindelse med den store Kinaudstilling står der at Kina garanterer alle de forskellige folkeslag fuld suverænitet. Ak ja og Dalai Lama var en feudalistiske undertrykker. Information var ikke ene om den forgudelse af Riget i Midten, og at lade som om at der ikke rigtig var nogen revolutionær fascination på bladet svarer til at påstå at Land og Folk ikke rendte i røven på Sovjet.
Det er tankevækkende at hukommelsen er så sølle blandt de gamle medarbejdere at de nærmest nu står frem som det borgerlige demokratis utrættelige forsvarere, når den revolutionære ånd ellers engang var så levende.
Vi var mange der troede på de socialistiske projekter, men som af mange forskellige årsager blev desillusionerede. Men at lyve om at Maos Lille Røde ikke var en bibel eller koran for mange er vist udtryk for selektiv hukom-melse eller dårlig samvittighed.
Det kan godt være der var højt til loftet, men det forudsatte at man grundlæg-gende var til venstre. Når de gamle medarbejdere nu beskriver situationen som langt mere frisindet, tror jeg det er udslag af den dårlige samvittighed over netop frisindets sølle vilkår i perioden. Det kan være svært at indrømme ungdommens enøjede selvsikkerhed.
Tja, jeg ved bare, at hvis Information virkelig dengang havde været, som Blüdnikow & co. påstår, havde den ikke haft mig som - yderst tilfreds - læser.
Det, disse autoritære personer ikke fatter, er, at ligesom fx Krarup i dag kunne selv de mest rabiate synspunkter komme til udtryk i Information - og i særdeleshed synspunkter, der ikke kunne komme til orde i andre aviser. Det er derfor korrekt, at der var maoister, der skrev i bladet, men er det virkelig så svært at fatte, at det ikke betød, at avisen var “maoistisk”? Lige så lidt som at avisen er “pianistisk” i dag, fordi Søren Krarup skriver i den.
Det Blüdnikow & co forsøger er at gøre, er ikke at gøre fortiden, men nutiden historieløs.
Ligegyldig hvad man mente eller mener (i bagklogskabens lys) om Mao, så var han statsleder for 1/4 af jordens befolkning, og derfor var det selvfølgelig interessant at beskæftige sig med ham og Kina ud fra enhver tænkelig vinkel når man er en avis.
Når Blüdnikow vil have Information til at afstår fra sin fortid er det ikke fordi han ønsker at vi skal ændre mening om fortiden, men fordi han ønsker vi skal afstå fra at analysere og beskrive nutiden. Blüdnikows ærinde er afskaffelen af ytringsfriheden. I alle tilfælde for andre end hamselv og hans venner.
Jeg har læst Information lige siden jeg kunne læse og kendt det siden det blev legalt i 45. I mange år var det vist hvad man kalder liberalt frisindet og havde fx god forbindelse med Liberalt Centrum, dengang i 60’erne. Men det spørgsmålet drejer sig om er jo om bladet var lige lovligt forelsket i visse ikke så let forsvarlige venstrefløjshandlinger i halvfjerdserne . Her er der vist ikke nogen som helst tvivl om at en del ville have kunnet håbe på at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Om Blüdnikow har krav på bodsgang nåh ja, men at den gamle garde på Information ikke vedkender sig et endog stærk tilhørsforhold til de venstrerevolutionære kræfter i kongeriget er simpelt for slattent. Avisen holdt på ét punkt fanen højt og det var på retssikkerheden. Et af de områder der endnu står en smule fast på bladet. Børge Outze stod som et figenblad i nogle år og garantien for en vis opbakning i de pænere kredse, men at fornægte sin venstresnoede fortid er ikke blot usandt det er også ødelæggende for bladets troværdighed. Mange af de gamle venstrefløjsfolk, som nu er gået til højre har glemt deres fortid. Skal avisen nu også benægte sit eget ståsted ?
Det handler jo ikke om, hvorvidt Information var venstreorienteret i betydningen “til venstre for midten” i 60’erne. Selvfølgelig var den det. Det var - og er da heldigvis endnu - helt legitimt at give udtryk for ikke-borgerlige synspunkter i en demokratisk debat.
Det, beskyldningerne går på, er, at avisen ukritisk skulle have været propagandaorgan for maoisme og terrorisme, og det kan enhver hæderlig forsker og andre interesserede selv gå ind på Det Kongelige Bibliotek og forvisse sig om, er løgn.
Det, Blüdnikow og andre ny-macarthyister ikke kan forstå, er, at man godt loyalt kan referere rabiate personers synspunkter ud fra en mening om, at også disse skal have lov til at komme til orde, uden at man derfor nødvendigvis deler disse.
Det er faktisk det, den ytringsfrihed, som de samme ny-macarthyister forsvarer så glødende, når det gælder muslimtilsvining, handler om.
Mine sidste indlæg er fjernet ?????
meget mærkeligt!!!
hvorfor ??
tænkeligt er det jo næppe socialismen, økosystemet, naturen, miljøet, folket, arbejderne,
som er i krise, for det er snarere capitalen, der er i krise.
Skal man nu have en Avatar for at ens navn bliver vist ?
Anyway, ‘Siger’ skrev :
“Jeg mener hvorfor går han ikke i rette med venstreformanden Hartlings forvildelser?”
Fordi Richard M Nixon og Henry Kissinger hvidvaskede
salget af vore arbejdspladser til Mao-fascisterne ?
Hvad mener Den Talende Afghanerpels i øvrigt om DET ???
Jeg er i øvrigt dybt uenig med ‘Siger’ der skrev :
“..at Information i et årti eller mere var talerør for det yderste venstre” .
Nej, vi var RIGTIG mange der havde en grim smag i munden dengang over visse totalitære typers leflen for Kina-fascismen . Der er en hel del mennesker der godt kan forstå at fascisme ikke kun findes blandt ‘højre-orienterede’ .