Velkommen til magasinresuméet
Standart
Det nye nummer af litteraturtidsskriftet Standart bringer som sædvanlig en række velskrevne, dybdegående anmeldelser af dansk og international litteratur.
Fem år efter udgivelsen i USA er den danske oversættelse af Jonathan Lethems roman The Fortress of Solitude nu udkommet. Anmelderen er begejstret, han skriver blandt andet: ”Jonathan Lethem har med Ensomhedens fæstning begået en rasende ambitiøs roman, der ubesværet kan krydse klinger med de fleste andre amerikanske romaner fra denne side af årtusindskiftet.”
Tillægget Stand In beskæftiger sig i martsnummeret med ’Paratekstualitet’ – alt det som omgiver og følger med en bog, det være sig teksten på bagsiden, noter, taksigelser og så videre. Introduktionen til den paratekstuelle tematik lyder blandt andet: “At parateksten altid har spøgt ved siden af teksten er ingen overraskelse. Den er netop på mange måder indgangen, eller indgangene, til tekstens verden. Men måderne, hvorpå de forskellige paratekster virker, er muligvis overraskende, både for bogen og læseren.”
Standart bringer desuden et stort udvalg af anmeldelser af lyrik, kortprosa, skønlitteratur og videnskabelige udgivelser.
Standart, Marts 2008, Udkommer fire gange årligt, Koster 60 kr. i løssalg
Den Blå Port
Vi bliver i den litterære verden med den nye udgave af Den Blå Port. Redaktionen diskuterer, hvordan grænserne mellem fiktion og virkelighed flyder sammen i en stor del af samtidslitteraturen og problematiserer den danske holdning til denne sammensmeltning.
Der er desuden digte af Naja Marie Aidt, af Jeppe Brixvold og af den tyske digter RonWinkler. Han har blandt forfattet ”Ø, Vindbevokset”: havet virkede agilt/hydrogent, som bisubstrat/inden for synsvidde frit mågende fugle/på jagt efter stille foder, det skrev vi/straks ind i vindens logklæde (detaljer/rettede vi senere), også dette øjebliks/vandstrå, en håndfuld vanvid/til denne vindbevoksede ø. baglandet/en typisk amokflade,/som bekendt.
Martsnummeret af Den Blå Port byder også på romanuddrag, essays og kritik.
Den Blå Port, Marts 2008, Udkommer fire gange årligt, koster 98 kr. i løssalg
Strip!
Tegneserietidsskriftet Strip! interviewer den succesfulde franske serieskaber Joann Sfar. Han er en del af den gruppering man i Frankrig kalder ’La nouvelle bande dessinée’ og har siden sin debut i 1994 fået stor anerkendelse for sin personlige stil og interessante fortællinger. Den jødiske Sfar fortæller om sine inspirationskilder, sin karriere og sin tegnestil.
Strip! tager desuden pulsen på stribernes tilstand med indlæg af tegneseriekendere fra landets aviser og forlag. Nogle mener, at det går bedre end aldrig før, andre at der er behov for nyskabelse i tegneserieverdenen.
Strip!, Marts 2008, Udkommer fire gange årligt, koster 49,50 i løssalg kr.
I-D
Som den første japaner i 49 år blev hun nomineret til en Oscar for sin medvirken i den amerikanske film Babel. Det britiske modemagasin I-D interviewer den japanske skuespillerinde Rinko Kikuchi om hendes vej til det store gennembrud.
Ud over en række flotte billedserier byder magasinet også på et interview med den amerikanske designer Rick Owens, som forsøger at indkredse sin egen æstetik. I-D er underholdende læsning hvis man trænger til en opdatering fra modeverdenen, men magasinet ser også på udvalgte tendenser fra den bredere internationale kulturscene.
I-D, April 2008, udkommer hver måned, koster 69,75 kr.







Kommentarer