Stikord

Kammerater

Inger Christensen var ombejlet, da hun forleden læste op i Berlin
19. marts 2008

De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

BERLIN: I det smukke amfiteatralske rum, hvis vægge er beklædt med lysebrunt læder, lyder Inger Christensens oplæsning blidt musikalsk blandt de intenst lyttende tilhørere, som fangede de også meningen på klangen alene. Og virkningen er ikke mindre magisk, da hun videre læser dele af Sommerfugledalen på tysk. Der Schmetterlingsthal. Vi befinder os i fællesområdet for de nordiske ambassader i Berlin, hvor en festaften for den danske digter er i gang. Den ombejlede forfatter har trukket salen fuld, så mange har måttet renoncere. Hun har indledt med at læse af den ny, netop udgivne Alfabet, som oversætteren Hanns Grössel har fortalt os om i foyeren. Han har også lige afsluttet arbejdet med debutdigtene Lys, som nu er på vej. Ellers foreligger det meste på tysk, også romanen med titlen Das gemahlte Zimmer, hvis rette betydning vi diskuterer.

Inger Christensen er ved at afslutte, fuldkommen rolig, i nøgtern fortrolighed med sit publikum. Mestersonettens dødeligt skønne slutningsord dirrer i rummet:

Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

Hun rejser sig i den uendelige applaus og afløses ved det lille bord på scenen af skuespilleren Hanna Schygulla, der trækker mikrofonen til sig og reciterer hele sonetkransen med disse brogede sommerfugle. Nu flagrer rummet over den lidt hæse, fortryllede stemme og det grå blik, der sidder i en fra alle Fassbinder-filmene.

Fugaoplevelse

Det er en fugaoplevelse med de motiviske linjegentagelser og den anede danskstemme under det tyske, der befrier sig for enderimene, men formulerer andre klange. En lille bitte fejllæsning i dette sidste digt får Schygulla til at hviske nein! og tage det forfra, som var det netop en tematisk pointe, en besindelse på at se det værste i øjnene.

Es ist der Tod, der dich mit eigenen Augen
vom Schmetterlingsflügel aus anblickt.

Hyldesten er ikke forbi. Den yngre, men til en vis grad beslægtede, fremstående lyriker Durs Grünbein træder an på scenen og indleder sin egen oplæsning med en længere hommage til Inger Christensen. Og slutter af med en tilegnende gestus til samme. Aftenen kan fortsætte hos Uffe Andreasen, den danske kulturråd ved ambassaden, manden bag arrangementet.

Hvorfor vi næste dag så stod i Berliner St. Marienkirche og betragtede restaureringen af den store Totentanz-frise, véd jeg ikke. Atter en fuga. Her er mundarten oprindelig niederdeutsch. Døden i skikkelse af en kønsløs splejs med en kappe om skulderen præsenterer sig for den lange række mennesker fra alle stænder og professioner, ser dem an én for én og byder dem op til dans. "Jetzt musst du erleiden den bitteren Tod". Nogle beder om udsættelse. Ak, giv mig en længere frist, du er jo min gamle, bedste kammerat!

Sådan er det. Så længe det går, skal man vælge sine kammerater med omhu. Poesien er en af de trofaste, hvis man udsætter sig for den. Tyskerne har fundet noget hos Inger Christensen.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • ff-932874923847bobbitt.jpg

    'Stort set alt, hvad vi ved om terror, er forkert'

    Han regnes som favorit til at blive sikkerhedsrådgiver for Barack Obama og har fungeret som rådgiver for seks forskellige amerikanske regeringer. Information har talt med den amerikanske forfatter og professor Philip Bobbitt
  • ff20080826-181437-pic-486019354.jpg

    Under overfladen

    Den danske filminstruktør Kasper Barfoed er stor fan af sin amerikanske kollega Michael Mann, hvis film 'Collateral' har været en stor inspiration for Barfoeds seneste film, thrilleren 'Kandidaten', der har premiere på fredag
  • captain_america.jpg

    Overforpligtet

    'Kejserlig overforpligtelse' er, hvad alle imperier før eller siden dør af. En stormagt skal kunne finansiere sine ambitioner. Ellers er den ikke længere en stormagt. Den amerikanske statsgæld er for tiden ved at passere 10.000.000.000.000 dollar
  • Dansk udlændingepolitik bliver svær at redde

    Det bliver mere end almindeligt op ad bakke for Anders Fogh Rasmussen at gøre noget ved de huller, der i løbet af sommeren har vist sig i den danske udlændingepolitik. Mulighederne er begrænsede, og de andre EU-lande er trætte af Danmarks retsforbehold
  • Vaneforbrydere?

    Udtryk som indvandrerkriminalitet og andre irrationelle sammenkædninger af etnicitet og kriminalitet ses ofte i den politiske debat og i medierne. Sammenkædningen er både simplistisk og racediskriminerende - og forkert
  • Kina har overvundet dets historiske ydmygelse

    Vestens reaktion på Kinas sportslige succes siger langt mere om os end om kineserne