Anmeldelse

Alle filmens fødselshjælpere

B.T.'s mangeårige filmanmelder Jacob Wendt Jensen har begået en ambitiøs interviewbog, der kommer ud i snart sagt alle afkroge af nyere dansk film - og filmmediet som sådan
19. marts 2008

Betydningen af en god titel lader sig dårligt overvurdere, og det er snedigt af Jacob Wendt Jensen at kalde sin bog om dansk films ny - og ifølge flere svundne - storhedstid CUT. Som bekendt gjalder filminstruktører just dette ord, når en scene er i kassen eller gået i kuk, men titlen giver mindst lige så god mening, hvis man lader tanken vandre mod skalpeller, dissekering og anatomilære - og i bogens forord benytter Jensen da også en medicinsk metafor, nemlig "røntgenbillede".

Bogens fulde titel er CUT: Bag om dansk films ny guldalder - fortalt af dem, der skabte den (dansk films første guldalder fandt sted i slutningen af 1900'erne og starten af 1910'erne, red.).

I forordet skriver Jensen, at hans ærinde er at "beskrive, hvordan en film bliver til, fra idé til biografpremiere, gennem interviews med alle de vigtigste kreative kræfter herhjemme, og derigennem fremkalde et røntgenbillede af moderne dansk film".

Men måske der mest af alt er tale om en obduktion: Sidste sommer erklærede Politiken nemlig dansk films guldalder for død, og den konklusion er Jensen enig i: "Vi er ikke så nyskabende som tidligere, og der er blevet længere mellem priserne ved de store filmfestivaler."

Hvis CUT dermed også betyder 'afslutning', hvornår begyndte den ny guldalder så? Det bedste bud er ifølge Jensen maj 1998, hvor Thomas Vinterbergs Festen blev hædret i Cannes, og Lars von Triers dogme-idé gik filmverden rundt.

Hele holdet

Hvad enten dansk films ny guldalder er død eller blot skrantende, har Jensen skrevet en bog, som gør læseren klogere på filmens vide verden - også den læser, der som undertegnede i al beskedenhed allerede ved en hel del om emnet.

Det skyldes især, at han også har talt med alle dem, man ellers sjældent hører om og fra: lyd- og lysmænd, kostumiers, komponister, castere, klippere, scriptere etc. Bogen giver derfor indblik i ikke blot dansk film i en bestemt periode, men i hele filmmediet i al dets svimlende kompleksitet.

Selvom man godt ved, at der ligger enorme mængder benhårdt holdarbejde bag en films ofte smertefulde fødsel, er det berigende at blive taget med bag kulissen og ind i den kreative proces på denne udførlige facon. Og selvom man også udmærket ved, at der bliver manipuleret skam- og skånselsløst med en, når man ser film, er det spændende at få præciseret, hvordan lyssætning, lydside, scenografi og alle de andre greb indvirker på sanseapparatet.

Anekdoter og selvkritik

Samtidig er det modigt af Jensen at gribe fat i nogle fagområder, den almindeligt filminteresserede formentlig intet aner om og næppe før har interesseret sig for. Men for det første argumenteres overbevisende for, at hvert enkelt af disse leverer essentielle brikker til det værk, der får tilskueren til at græde, gyse, grine eller noget helt fjerde. Meget lidt skal gå galt, før alt går galt, og publikum i overført og bogstavelig forstand ikke køber illusionen på lærredet. For det andet formidles det mere tekniske og indforståede stof via et væld af eksempler og humoristiske anekdoter (særlig underholdende er dem om de to surreale feberredninger, der lå bag Festens Cannes-deltagelse og Nattevagtens lydside).

Visuel nydelse

Der bliver også plads til saglig selv- og efterkritik fra filmfolkenes side, og så medfører bogens struktur, at man hører om samme person eller hændelse fra forskellige synsvinkler, hvilket er ret interessant. Kedeligere bliver læseoplevelsen heller ikke af, at gamle regnskaber løbende gøres op - navnlig en alderstegen dansk instruktør og en australsk stjerneskue-spiller får kollegernes kærlighed at føle.

Også rent fysisk gør bogen indtryk, da den er i bredformat, altså aflang. Det samme er Anders Clausens helsidesfotografier af 23 af de mange filmfolk, forfatteren har talt med. Alle naturligvis 'skudt' på en meget filmisk baggrund.

Jensen fortjener også ros for pædagogisk fremstilling; fagtermer forklares undervejs, og læseren tilbydes korte biografier over de mange 'medvirkende'.

Der er dog skønhedsfejl; enkelte steder er sproget lidt kluntet (man smiler således 'ved' og ikke 'af' et minde), og de små bokse med citater hentet fra teksten virker som et overflødigt grafisk indslag - der er luft, spræl og variation nok på siderne i forvejen. Og så anføres, at Festen snævert tabte kampen om Guldpalmerne til Mike Leighs Hemmeligheder og løgne, men det var nu von Triers Breaking the Waves, der to år tidligere - i 1996 - måtte se sig slået af Leighs film.

En sjælden gang giver anmelder Jensen sin egen mening om værkerne til kende i interviewkapitlerne, hvilket virker lidt inkonsekvent og forstyrrende. Han kunne med fordel have begrænset egen stillingtagen til det informative indledende kapitel om forudsætningerne for dansk films succes, og herefter lade det være op til branchen at rise eller rose sig selv. I epilogen får vi da også en top 30 over de bedste danske film i de seneste 10 år, baseret på stemmer afgivet af alle dem, Jensen har talt med: And the winner is ... nej, slutningen skal ikke røbes her.

Men helhedsindtrykket er bestemt positivt. Så fermt blotlægger Jensen den illusionskunst, filmmediet jo i bund og grund er, at denne filmelsker til slut blev helt bekymret for, om det nogensinde igen ville være muligt at falde for bare et eneste af filmmagernes tusindvis af tricks.

Men mon ikke mediets forførelseskraft er stærk nok til, at det kan sameksistere med Jensens røntgenbillede? Jeg tror det, og tør derfor godt anbefale bogen til enhver, der har lyst til at blive klogere på den syvende kunstart - og få sig nogle gode grin undervejs.

CUT

Jacob Wendt Jensen
240 sider
299 kr.
Haase og Søn
ISBN: 978 87 559 12 267

Tre anekdoter fra CUT

"Vi castede til Bagland, og jeg kendte skuespilleren Stéphanie Leon på forhånd og vidste, hun var sej. Det er en improviseret casting, hvor jeg spiller hendes veninde, der skal trøste hende, da hendes fyr er gået fra hende. Lidt senere siger jeg så, at fyren nu er forelsket i mig, og jeg i ham, og sådan har det været de seneste to måneder. Hun reagerede så iskoldt, at jeg var lige ved at sige til instruktøren, at vi skulle stoppe, fordi jeg var fysisk bange for, at hun ville stikke mig en." (Caster Anja Philip, side 51)

It's All About Love har sine få glødende fans, men filmen har også været meget kritiseret. Galt gik det i hvert fald på produktionen mindst én gang:

"Oprindelig skulle alle optagelser foregå i Kiruna i det nordlige Sverige, men desværre smeltede sneen tidligt det år, og vi var nødsaget til at lægge optagelserne i Oslo. Vi overtog en dekoration fra 'Jeg er Dina' og fik plantet 30 store grantræer i den, og så importerede vi snekanoner fra London. Det skulle gøre det ud for et lille stykke Canada." (Scenograf Jette Lehmann, side 122)

Det sværeste, (special effects-mand, red.) Morten Jacobsen var med til, var scenen, hvor David Morses karakter bliver slået ihjel af Selma, der smadrer en skuffe fra en bankboks i hovedet på ham.

"Problemet var bare, at vi ikke kunne få Björk til at slå med kassen. Hun prøvede to-tre gange, men gik i baglås hver gang. Jeg har et videobånd derhjemme, hvor hun sidder med kassen og bare græder og græder, og Lars råber i baggrunden 'hit the dummy, hit the dummy'." (Effekt-mand Morten Jacobsen, side 181-182)

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Sanserne, sundheden og hospitalsmiljøet

    Et psykiatrisk sundhedshus i Helsingør sætter tidssvarende fysisk dagsorden. For omgivelserne har betydning for helbredelsen, så nærmiljøet er vigtigt i planlægningen af om- og tilbygninger, fremgår det af en bog om Sansernes Hospital
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget
  • Dame i dårligt selskab

    Regeringsdeltagelsen ruinerer Rønns ry og rygte
  • guidetilgroenlivsstil.jpg

    Og lige pludselig handlede det hele om CO2

    Først var det atomkraft, så var det syreregn, så forsvandt ozonlaget, og nu handler alt om CO2. Så blev atomkraft godt alligevel, økologi var lige pludselig ude, og alt det med at købe lokalt blev en løgn. For forskerne kræver det kæmpe analyser at finde ud af den rigtige måde at handle på. For alle os andre er det noget rod
  • Nu kan kvinden også være et skvat

    En række kvindelige forfattere har lagt fløjshandskerne og offerrollen væk og beskriver skyggesiden af de kvindelige dyder. Velkommen til antiheltinden og kvinden som skvat
  • ff20080904-211444-pic-76299106.jpg

    'EF-Domstolens rolle kan godt tones ned'

    I forbindelse med balladen om Danmarks udlændingeregler, er EF-Domstolen blevet beskyldt for at politisere. Men sådan er domstolens rolle defineret, siger professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der dog mener, at det godt kunne være anderledes