Det krigsførende Danmark

Hvis skyld er det, når en vestlig embedsmand i Bagdad træffer en fatal beslutning, hvis konsekvenser et land vil lide under i årevis bagefter? Diskussionen er op til fem-året for Irak-krigen igen blusset op i Washington D.C. Og den burde også gøre det i Danmark.

Den konkrete anledning - ud over fem-års-jubilæet i nat for en krig, hvis prominente tidligere tilhænger Hillary Clinton i går måtte erkende ikke kan vindes - er nye afsløringer om Irak-krigens måske mest fatale fejlvurdering: Beslutningen i maj 2003 om at afskedige hele det irakiske militær og statsapparat og dermed sende hundrede af tusinder våbenføre, pengeløse mænd desillusioneret på gaden i krigens første år.

Dokumentar-instruktøren Charles Ferguson og New York Times-journalisten Michael Gordon har blotlagt, at beslutningen gik stik imod anbefalingerne fra alle de udsendte i Bagdad, pånær en - statholder Paul Bremer - og så en uopmærksom chef ved navn George W. Bush. Colin Powell og Condoleezza Rice blev ikke spurgt. USA's allierede blev slet ikke spurgt. Og Bushs ansvarlige i Bagdad frem til Paul Bremers ankomst, generalløjtnant Jay Garner og generalløjtnant David McKiernan (som var ansvarlig for forbindelsen til den irakiske hær) var lodret imod. De var nemlig midt i at hverve i titusindvis af begejstrede irakiske embedsmænd og soldater, der var lettede over befrielsen fra Saddam - eller, som traditionen er i mange arabiske lande, blev holdt i ro gennem deres ansættelser i et betragteligt militær og statsapparat - til opbygningen og selvstændiggørelsen af det nye Irak.

I dag står øjensynligt kun én begrundelse tilbage for beslutningen dengang i 2003: Paul Bremers ønske om, at hans ankomst som Iraks øverste, midlertidige leder skulle "markeres med et antal klare, offentlige og beslutsomme skridt."

NÅR DISKUSSIONEN om opløsningen, som de fleste er enige om er en stor del af forklaringen på den voldelige opstand, der har hærget Irak siden, er så vigtig i dag, er det ikke for at pege fingre ad fortiden. Den er et eksempel på manglende politisk overvejelse, forankring og indsigt i en sikkerhedspolitisk afgørelse, hvis betydning næppe kan overvurderes - og som også den danske regering i sin rolle som våbenfør amerikansk allieret i Irak bærer et ansvar for. Informeret eller ej.

Ved en aktivistisk, pro-aktiv, militær udenrigspolitik som Danmarks bliver man nemlig medskyldig i valg med store konsekvenser, både for mennesker i resten af verden og for danskerne selv. De to sikkerhedsforskere Vibeke Schou Tjalve og Anders Henriksen påpeger i en ny rapport, at de danske politikere er endog meget langt fra at have omstillet sig til dette politiske ansvar.

I gamle dage handlede sikkerhedspolitik om reaktionen, når en konkret trussel nærmede sig den danske grænse med sværd i hånd. I dag består sikkerhedspolitik i noget abstrakt: en "global eksport af stabilitet og velstand" og en vidt forgrenet indsats mod en tåget fare, der kaldes terrorisme.

Men når truslen holder op med at være konkret, bliver forsvaret også åbent for diskussion - det bliver politisk. Det er ikke umiddelbart åbenlyst, om Danmark først skal gå til angreb i Irak, i Iran, i Sudan eller i Somalia. Om terror bekæmpes bedst med økonomiske, politiske eller militære midler. Eller om vi kan genkende vores egne værdier i den måde, en amerikansk regering betragter og håndterer sine abstrakte trusler på.

Alle disse spørgsmål har det danske folketing forsømt for alvor at tage op. På Christiansborg snakker de stadig om forsvarspolitik i forsvarsudvalget, om bistandspolitik i udenrigsudvalget, og måske lidt - men overfladisk - om kombinerede sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål i det udenrigspolitiske nævn. I salen holder man med sit parti, og da sikkerhedsforskerne spurgte folketingspolitikerne om deres største udfordring, var svaret, at de ikke har adgang til nogen særlig viden om den horisont, Danmark i dag agerer så aggressivt, udfarende og militært i.

DER ER EN EKLATANT MANGEL på langsigtede diskussioner af Danmarks strategi, nu hvor vi vil være en militærmagt. Der er en eklatant mangel på kontroller og vidensjustering i form af høringer, kommissioner, fagligt og politisk input til dem, der ifølge Grundloven har ansvaret for at kontrollere regeringens udøvende magt. Og der er en håbløst underudviklet kultur for at diskutere målet med og følgerne af den aktivistiske sikkerhedspolitik, som allerede nu totalt har forandret Danmarks status i verden.

Dét er ikke bare regeringens ansvar. De to forskeres pointer er også en alvorlig reprimande til de oppositionspolitikere, der ikke skal slippe afsted med blot at klynke over, at regeringen ikke lytter. Det danske folketing er ikke traditionelt nogen stærk parlamentarisk kontrollant i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Men da det blev grundlagt, var krig en undtagelse. I dag, hvor den herskende politiske diskurs definerer krig som en normaltilstand, må også Folketinget tage sit ansvar for, hvordan Danmark håndterer sin nye identitet. lfk