BEIJING - Det tibetanske lamatempel står som et fort over dalen på kanten af det tibetanske plateaus nordøstlige hjørne i Gansu-provinsen. Men dets høje rød-hvide mure har ikke kunne holde den kinesiske indflydelse og den seneste uges tibetanske uroligheder for porten.
“Det er et konstant pres,” fortalte en tibetansk munk, da det tidligere på ugen lykkedes Information at komme bag om det kinesiske politis vejspærringer, som har til hensigt at holde udenlandske journalister ude og forhindre, at Beijings version af historien om det blodige tibetanske oprør bliver udfordret.
Myndighederne havde allerede været på besøg i lamatemplet og givet munkene ordre om at holde sig for sig selv og ikke deltage i protesterne, fortalte den ældre munk.
Han var rædselsslagen for, at myndighederne skulle opdage, at han alligevel fortalte om det pres, munkene er blevet udsat for. De skal underlægge sig patriotiske uddannelseskampagner, de skal offentligt kritisere Dalai Lama og samtidig acceptere, at det ateistiske kommunistparti nu står for udvælgelsen af deres religiøse ledere.
I den tilstødende landsby var spændingerne mellem kineserne og tibetanerne tydelige. Tibetanerne fortalte, at de og kineserne lever adskilt, men at de er fælles om at kæmpe for at overleve med de få økonomiske muligheder, det ludfattige område tilbyder. Inden for de sidste år er fremtidsudsigterne dog blevet forbedret med den nyanlagte vej, der skærer gennem dalen fra provinshovedstaden Lanzhou og dybt ind i tibetanernes hjemland.
Kineserne og tibetanerne her har den samme udsigt til vejen, men de to befolkningsgrupper ser på den med vidt forskellige øjne. Kineserne ser den som et tegn på udvikling og økonomiske muligheder. Tibetanerne ser den som et symbol på eroderingen af deres kultur og på en udvikling, der ikke foregår på deres præmisser.
“De er så mange,” som en lokal tibetaner sagde om kineserne.
Social harmoni
Det var ironisk, at de tibetanske protester begyndte, netop som den årlige Nationale Folkekongres løb af stablen i Beijing. Et af hovedtemaerne for den årlige samling af lovgivere i Beijing var netop ‘social harmoni’, inklusive harmoni mellem etniske grupper.
De tibetanske uroligheder har sat en tyk streg under, at denne attråede harmoni langt fra er nået til Tibet, på trods af at den kinesiske regering har forsøgt at pacificere de tibetanske ønsker om selvstændighed ved at skrue op for den økonomiske udvikling, efter at den tibetanske hovedstad sidste gang blev ramt af omfattende og blodig uro i 1989. Tibets økonomi voksede sidste år med over 13 procent.
Men det tal fortæller ikke historien om, hvem den forbedrede økonomi kommer til gode, og at Han-kinesere i hobetal er fulgt i kølvandet på investeringerne i Tibet.
Så mange Han-kinesere er taget dertil, at den tibetanske eksilregering vurderer, at der nu er flere kinesere end tibetanere i Tibet.
Konsekvensen er, at kinesisk har udviklet sig til det dominerende sprog, og tibetanere er i stadig større grad nødt til at indrette sig efter den kinesiske livsstil. Og mens økonomien er blevet bedre for nogle, oplever tibetanerne, at de nyankomne kinesere drager større fordel af de økonomiske muligheder end den oprindelige befolkning.
Tibetaneres kritik af, at deres kultur og levevis udvandes af den kinesiske oversvømmelse, og af Beijings hårde kontrol med og angreb på tibetanernes religionsfrihed, er hidtil blevet undertrykt. Det har fået frustrationerne til at hobe sig op, og derfor er de nu kommet så eksplosivt til udtryk.
Beijing ynder at fortælle, hvordan Kina har reddet Tibet fra århundreder med elendighed og overtro. Men protesterne i Tibet viser netop, at høje væksttal ikke er tilstrækkeligt til at overbevise tibetanerne. Væksten har ikke mindsket tibetanernes ønske om religiøs og kulturel frihed eller deres vrede over at være andenrangsborgere i deres eget land.
Ingen sympati
Demonstrationerne vinder ikke megen sympati i den kinesiske befolkning. De fleste kinesere ser det som en selvfølge, at Tibet - ligesom Taiwan, den nordvestlige muslimske provins Xinjiang og Indre Mongoliet - er en integreret del af Kina. Det er det eneste, de nogensinde har hørt i medierne og i skolerne. De anser derfor - ligesom regeringen - tibetanske ønsker om selvstændighed som et direkte angreb deres land.
Styret i Beijing hævder, at det er Dalai Lamas skyld, at det tibetanske folk endnu ikke har set lyset og erkendt de fordele, det kinesiske styre har bragt med sig. Beijing frygter den spirituelle leders fortsatte indflydelse på tibetanere og anklager ham for at have en hemmelig selvstændighedsagenda.
I virkeligheden droppede Dalai Lama allerede i i 1990’erne sit krav om tibetansk selvstændighed, og han har siden søgt større autonomi inden for Kinas grænser.
Det forunderlige er, at Kina fortsat insisterer på at dæmonisere Dalai Lama, som konstant satser på en forhandlingsløsning med Beijing. I denne uge har Dalai Lama oven i købet truet med at træde tilbage som eksilregeringens leder, hvis tibetanerne ikke standser de voldelige protester. Dalai Lama ligner Beijings bedste bud på en fredelig løsning, da han er omgivet af flere og flere tibetanere, der er begyndt at tvivle på, at hans fredfyldte retorik og kompromissøgende kurs er hensigtsmæssig. De har set, at forhandlinger ikke har bragt dem forbedrede vilkår, og de anser mere og mere åben modstand for et bedre alternativ. Ikke desto mindre fortsætter Kinas retorik over for Dalai Lama med at blive hårdere.
Premierminister Wen Jiabao sagde denne uge, at Kina har beviser for, at Dalai Lamas folk stod bag urolighederne. Og han mente, at Dalai Lamas opfordring til fredfyldt dialog “ikke er andet end løgne”.
Mere kontrol
Wens udmeldinger gav ingen forhåbning om, at Kina vil løsne grebet om Tibet.
Den bedste måde, hvorpå Kina kan dæmme op for tibetanernes vrede, synes ellers at være en eller anden form for selvstyre i Tibet. Det vil kunne øge tibetanernes mulighed for at beskytte deres egen kultur og samtidig give den tibetanske befolkning flere basale friheder. Men mens regeringen i Beijing kunne vælge at betragte urolighederne som et incitament til at komme med indrømmelser, vil den højst sandsynligt bruge protesterne som en anledning til at stramme skruen endnu mere over for tibetanerne.
Kontrol over Tibet er nemlig altafgørende for Beijing. Omverdenen skal derfor ikke gøre sig nogen illusioner om, at regeringen vil lempe på sin kontrol eller ændre sin hårde fremfærd over for tibetanerne, blot fordi det kan give Kina og de Olympiske Lege i Beijing et dårligt image.
Kommentarer
Send nogle danske og vestlige soldater, saa kommer lys i Tibet , ligsom der kommet lys i Irak og Afghanistan og Pelastina osv….!!!
Det eneste lys du vil få i Tibet er det samme lys som du har set i Irak, Afghanistan, Palestina osv. : Lys fra ildkamp!!
Et frit tibet er eneste alternativ til optøjer!
/Tjaldi
Reclaim the world!
Fuck all nations!
Naomi Klein skriver i hendes seneste bog: “The Shock doctrine” hvordan Milton Friedman´s besøg i Kina i 1980 var med til at udløse neoliberale økonomiske reformer, og hvordan Friedman´s opfattelse af frihed fint passede sammen med opfatelsen i det kinesiske politbureau. (Side 184-190).
Man har altid påstået, at hvis blot folk får deres økonomiske frihed, kommer resten så at sige af sig selv. Laize-fairre økonomien kunne klare det hele. Hvad der foregår i Kina og Tibet i øjeblikket viser med al tydelighed klart, at det er en forkert holdning. Man kan ikke indføre politisk frihed fra oven, den vil altid komme nede fra, fra folket selv. Ligeledes har man påstået, at når nu Kina får OL til sommer, vil der også komme politiske reformer. De er desværre bare udeblevet.
I øvrigt skriver Klein også, at de “anti-riot” politifolk, der nu bliver sendt til Tibet, oprindeligt er uddannet i Polen “Where they studied the tactics that had been used against Solidarity during Poland´s period of martial law” (Klein, s. 186).