Rusland og USA er efter to dages samtaler endnu ikke enige om planerne for et amerikansk missilskjold i Østeuropa. Rusland vil dog se på de nye forslag, skriver Ritzaus Bureau.
Tirsdag i sidste uge afsluttede den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, og forsvarsminister Robert Gates et to dage langt besøg i den russiske hovedstad, hvor de havde sat præsident Vladimir Putin og den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, i stævne for blandt andet at diskutere de amerikanske missilskjold-planer.
Sergei Lavrov sagde efter møderne, at de to nationer fortsat ikke var blevet enige om oprettelsen af et missilskjold, der ville medføre oprettelse af missilbaser i Polen og Tjekkiet, som geografisk ligger nær Rusland.
Skjoldet skal angivelig værne USA imod angribende, langtrækkende raketter fra såkaldte slyngelstater såsom Iran og Nordkorea.
ritzau/AFP



