Har du støttet en terror-organisation i dag?

EU vil øge overvågning af NGO'er for at forhindre, at deres penge misbruges til terror. Men øget kontrol kan true deres rolle som aktive spillere i den demokratiske proces, lyder bekymringen

"Jeg vil bare lige sige, at der er en risiko for, at penge går til terrorisme."

Hvis EU-Kommissionens første udkast til en såkaldt Code of Conduct for NGO'er i medlemslandene var gået igennem i 2005, ville enhver organisation - fra Red Barnet til Dansk Cyklistforbund - være forpligtet til at oplyse den glade giver om, at der var en potentiel risiko for, at femmeren i indsamlingsbøssen kunne ende med at finansiere terror.

Det skete ikke, men i næste måned ventes EU-Kommissionen at offentliggøre studier af terrorfinansiering gennem NGO'er. Derefter følger et sæt retningslinjer til medlemslandene, baseret på det mellemstatlige forum Financial Action Task Forces (FATF) anbefalinger.

FAFT konkluderer i sin seneste rapport: "Misbrug af Non Profit-Organisationer til at finansiere terrorisme er i dag anset som et alvorligt svagt punkt i den globale kamp for at stoppe terror."

Øget byrde

Hos NGO'ernes organisationer er der bekymring for, at EU's fokus på de meget få tilfælde, hvor penge givet til velgørenhed er gået til finansiering af terror, kan skade Europas mange folkelige organisationer.

Agnès Philippart er koordinator for den europæiske organisation Concorde, der varetager europæiske NGO'ers interesser. Hun fortæller, at ingen af repræsentanterne for civilsamfundet er blevet taget med på råd i udformningen af retningslinjerne.

"De valgte at droppe den demokratiske proces og har i stedet ansat et konsulentfirma til med lys og lygte at finde eksempler på, at europæiske organisationers penge er gået til terror," fortæller hun.

Blandt de ting, som hun venter fra EU, er nye retningslinjer for, at medlemslandene skal pålægge NGO'erne i detaljer at redegøre for deres brug af midler til centrale myndigheder.

Fakta

Terrorbekæmpelse

Efter terrorangrebene 11. september 2001 vedtog FATF ni særlige anbefalinger mod finansiering af terrorisme. National lovgivning skal være i overensstemmelse med disse anbefalinger, hvilket for Danmarks tilfælde er sket gennem anti-terrorpakken. Den ottende anbefaling handler om kontrol med 'Non Profit Organisationer' - eller NGO'er.

Som led i antiterrorindsatsen fremlagde EU-Kommissionen i 2005 et forslag til et såkaldt 'code of conduct' vedrørende NGO'er, terrorfinanciering og hvidvaskning af penge. På papiret handler den om at beskytte ngo'er mod at blive udnyttet til at finansiere terrorisme og andre kriminelle aktiviteter.

"Men der er allerede indberetningspligt til donorer, skattemyndigheder i de enkelte lande. Endnu et sted at indberette betyder bare, at organisationerne skal bruge endnu mere tid på administration," siger Philippart.

Mindre uafhængighed

Hendes kollega i den Bruxelles-baserede Civil Society Contact Group, Regula Heggli, frygter for organisationernes økonomi.

"Det er ude af proportioner, og den voldsomme fokus på de få tilfælde, hvor der har været mistanke om kanalisering af penge til terror, svækker befolkningens tillid," siger Regula Heggli, der også er bekymret for organisationernes uafhængighed, hvis der hænger en trussel om terroranklager over dem.

Det gælder bl.a. organisationer, som opererer i konfliktområder, f.eks. Sri Lanka eller Palæstina, hvor de nødvendigvis er i kontakt med grupper, som anses for at være terrorister, men det er ikke kun geografisk.

"I nogle lande er der en tendens til, at myndighederne foretrækker, at NGO'ere holder sig til blot at udføre arbejdet og ikke tale politik. Det kunne man frygte, at de fik udvidede beføjelser til at håndhæve," siger Heggli.

Birgitte Kofod Olsen, der er forsker ved Dansk Center for Menneskerettigheder, mener også, at øget overvågning af NGO'erne kan begrænse deres rolle som aktive deltagere i den demokratiske proces.

"I Danmark er det et princip, at civilsamfundets organisationer ikke skal registreres hos myndighederne. Det kan godt give mindelser fra Hviderusland, hvis det skal blive en konsekvens af den europæiske terrorindsats," siger Birgitte Kofod Olsen og slutter. "Der skal være proportionalitet mellem hvad, man får ud af nye terrortiltag, og omfanget af skader på civilsamfundet."


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her