TEHERAN - En af de mest grundlæggende debatter i Iran for tiden handler om, hvordan landets navn skal forstås. Det fulde navn er Den Islamiske Republik Iran, og iranerne, eller i hvert fald nogle af dem, er uenige, om trykket skal lægges på 'islamisk' eller på 'republik'. Der er ingen tvivl om, at præstestyret og dets institutioner lægger trykket på islamisk, og egentlig ikke er interesseret i at diskutere det yderligere. Men der er folk, der mener, at landet bør identificere sig mere som en republik, og den debat fører de så i landets aviser og i parlamentet, hvor der er plads til den slags, fordi der i Iran er en stærk tradition for både at kritisere og diskutere - også selv om det indimellem koster debattørerne fængselsstraffe eller nødtvunget eksil i udlandet.
Dr. Barzegar er forfatter og professor i sociologi, og han forklarer, at den iranske debat egentlig ikke handler om islam, for begge sider i diskussionen accepterer religionen som et vigtigt element i samfundet. Spørgsmålet er derimod, hvor grænsen går.
"Spørgsmålet er, om nationen skal hente sin suverænitet i Gud eller i folket. De, der taler for at lægge trykket på 'republik', siger, at de fleste iranere er muslimer, så landet er automatisk islamisk, men det skal også være pluralistisk. De vil overlade det offentlige domæne til folket, mens de, der lægger trykket på 'islamisk', overlader alt til de religiøse autoriteter og Koranen," siger dr. Barzegar.
Den iranske regering forsøger at fremme sit synspunkt ved at understrege den islamiske del af iransk historie og ved i et vist omfang at ignorere den præislamiske.
Hov, var det kritik?
Generelt er iranerne lige så stolte af deres persisk/iransk historie, som grækerne er af deres, og historien er en af byggestenene i den selvforståelse, iranerne bruger til at hæve sig op over deres arabiske og tyrkiske naboer, til som et minimum at sidestille dem med europæerne. Siden den islamiske revolution i 1979 har dr. Barzegar iagttaget en yderligere opblomstring i interessen for flere tusind års iransk kultur og dermed også den før-islamiske. Særligt blandt unge mennesker er der en stor og voksende interesse for iranske digtere og forfattere.
Serie
Identitetspolitik
Globaliseringen raser, migrationen strømmer, og alligevel diskuteres de nationale værdier som aldrig før. Fra Iran til Belgien, fra Storbritannien til Danmark ønsker politikerne at skabe eller styrke følelsen af national enhed gennem værdipolitik. Diskussionerne kredser om de samme spørgsmål, men de gribes meget forskelligt an. I en ny serie stiller Information skarpt på de identitetspolitiske diskussioner i en række lande.
"Unge iranere interesserer sig for litteraturen, men ikke kun på grund af stolthed over den nationale arv. De søger svar hos de gamle forfattere og filosoffer. Problemerne fra dengang er ikke helt de samme, men det er menneskets natur, og derfor er den gamle litteratur relevant i dag. Den reflekterer over iranernes karakter og kan derfor hjælpe til at løse hverdagsproblemer," siger sociologiprofessoren, og forklarer, at da historien ikke er statisk, så er de moderne generationer nødt til at diskutere, hvordan de på den baggrund skal forstå og genskabe deres identitet.
"Vores litteratur oppebærer iranske værdier. Litteraturen har mange facetter, men de to vigtigste værdier er rationalitet og humanisme."
Selv om der på mange måder er højt til loftet i den politiske debat i Iran, så er der alligevel grænser for, hvad man kan kritisere præstestyret for. Derfor må det være op til læseren selv at vurdere, om professoren her kritiserer det moderne Iran for at mangle rationalitet og humanisme. Selv siger han ikke mere end det.
En indvandrer på toppen
Med indførelsen af den islamiske republik skulle man tro, at anderledes troende ville have det svært i landet. Men meget tyder på, at mindretallene med undtagelse af bahai'erne er velintegrerede i det iranske samfund. De iranske jøder, der er immigreret til USA, er for eksempel kendte for i højere grad at omgås andre eksiliranere end amerikanske jøder, og de, der er blevet tilbage i Iran, nyder samme rettigheder og pligter som muslimske iranere. Som en lille kuriøsitet har de kristne armeniere også lov til at producere og sælge svinekød i Iran.
"Iransk kultur er så stærk, at de trækkes ind i en smeltedigel. Azerierne (fra Kaukasus, red.) har været involverede i sociale og politiske forandringer i over 100 år, og bidrog også til den islamiske revolution. Den øverste leder ayatollah Ali Khamenei er for eksempel azeri," siger dr. Barzegar.
"Det handler om, at de forskellige grupper respekterer hinanden, og hver har deres andel i magten. Hvis de har det, så er mange problemer løst. Vi er ikke perfekte i Iran - slet ikke. Men man er nødt til at begynde at kommunikere på et helt basalt niveau. Radikale synspunkter begynder at gro i lukkede samfund, hvor ting misforstås, og 'de andre' ses som fjender."
Intet varer evigt
Irans historie er fuld af eksempler på invasioner fra Centralasien, Mellemøsten, Europa og Kaukasus, og det har ført til stor mistro mod udenlandske magter og en forsmag for stærke mænd, der slår på deres evne til at forsvare landet. Derfor er den amerikanske strategi over for den gamle krigernation helt forfejlet, mener professoren.
"Magtens folk i USA tror, at jo mere de angriber vores ledere, jo blødere bliver de. Men det er helt forfejlet, det er det modsatte, der er tilfældet."
De mange invasioner og den store tilflytning af etniske og religiøse grupper har imidlertid, ifølge dr. Barzegar, også gjort det iranske samfund til et meget tolerant samfund. Det synspunkt er umiddelbart overraskende, fordi præstestyret er berygtet for sin intolerance over for alt, der er eller bare ligner en udfordring af dets magt. Det være sig alt lige fra løse hovedtørklæder over kvindesagsaktivisme til egentlig politisk opposition.
I sit svar på det spørgsmål lyder det næsten som om, dr. Barzegar opstiller en historisk parentes omkring præstestyret, men det siger han naturligvis ikke direkte.
"Verden er i forandring, tiderne skifter, og hver periode har sine begrænsninger. Intet varer evigt. Systemer skifter og tilpasser sig. Jo mere kontakt, jo mere integration. Hvis der er isolation, hæmmer det kontakt og forståelse."
