Krigen har nu kostet 4.000 amerikanske liv

Krigen har nu kostet 4.000 amerikanske liv

Antallet af dræbte amerikanske soldater i Irak nåede mandag op på 4.000, efter at en vejsidebombe havde dræbt fire amerikanere.

De nye dødstal blev offentliggjort efter, at den velbevogtede 'Grønne Zone' i Bagdad, hvor regeringen og diplomatiske missioner er placeret, havde været udsat for gentagne raket- og granatangreb.

Samtidig er volden steget markant i Bagdad og andre steder efter en periode med store fald i blodsudgydelserne i landet. Vejsidebomber er det våben, som har dræbt flest amerikanere i Irak.

Oplysningerne om, at 4.000 amerikanske soldater nu er dræbt i Irak, ventes at føre til en intensiveret debat om det amerikanske engagement i Irak.

Den amerikanske vicepræsident, Dick Cheney, sagde under en rundrejse i regionen, at de nye dødstal kan få psykologiske virkninger for den offentlige mening.

"Det er en tragedie vi lever i en verden, hvor dette sker," sagde Cheney.

I september 2004 blev antallet af dræbte amerikanere opgjort til 1.000. 18 måneder efter invasionen var antallet steget til 2.000. I december 2006 var antallet oppe på 3.000.

ritzau/AFP


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her