Barack Obamas seneste tale om forsoning mellem racerne var fremragende og inspirerende. Der var imidlertid et par ting, han ikke sagde, ikke kunne (og ej heller burde) have sagt.
Han sagde ikke, at hans aktuelle problemer har lige så meget med religion at gøre som med racisme - eller at religion er den afgørende årsag til, at den politiske debat i De Forenede Stater er så skammeligt stupid. Som Christopher Hitchens allerede bemærkede for flere måneder siden, skal man kun kaste et hurtigt blik på Trinity United Church of Christs hjemmeside for at indse, at Obamas nære forbindelse til pastor Jeremiah A. Wright Jr. før eller siden ville blive til et problem for hans kampagne. Men hvorfor har Obama så ikke bare brudt alle bånd til pastor Wrights kirke?
Det har han ikke, fordi et sådant brud med sikkerhed ville have sået tvivl om hans tro på Jesus. Det var trods alt pastor Wright, som førte ham til 'korsets fod'.
Og hvad vil der ske, hvis Illinois' senator skulle blive grebet i at tvivle på, at Universets Skaber lod sin eneste søn komme til verden fra en galilæisk jomfrus skød, lod ham oplære i tømrerfaget og derpå fik ham korsfæstet af hensyn til vores frelse? Der findes i amerikansk politik næppe nogen mistanke, der ville kunne forvolde større skade.
Religionens pest
Religionens forpestende følger kan iagttages over alt i præsidentvalgkampen. Kandidaternes tro var et konstant tema i det republikanske primærvalg, hvor John McCain, der manglede en genfødt kristens forventelige aura, har kæmpet en hård kamp for at få toneangivende religiøse galninge til at støtte sit kandidatur. Nu har en pastor John Hagee forbarmet sig og taget ham i sin favn - samme Hagee er kendt for sin påstand om, at en ny verdenskrig snart vil udbryde, hvilket vi kun skal glæde os over, fordi det vil fremskynde det endelige brud med syndens regimente og Kristi Andet Komme, hvorefter alle sorger vil være slukt.
Som enhver anden præsidentkandidat må Obama kunne appellere til de millioner af vælgere, for hvem et samfund uden religion ville være et samfund, hvor de fleste af os brugte vores tid på at voldtage og myrde vores naboer eller stjæle deres pornografi. Eksempler på anstændige og ret ateistiske lande som Sverige, Finland, Norge og Danmark - der alle langt overgår USA i jordiske dyder som uddannelse, sundhed, offentligt betalt velfærd og hjælp til udviklingslande og har langt mindre voldskriminalitet - gør ikke indtryk. Det er da glædeligt, at pastor Wright og ligesindede fra tid til anden hjælper de fattige, bespiser de sultne og drager omsorg for de syge. Men ville det ikke være bedre at gøre alle disse gode ting af grunde, som ikke bygger på åbenlyse illusioner? Kan vi da ikke tage os af hinanden uden at tro på, at Jesus Kristus steg op fra de døde og nu lytter til vores inderste tanker?
Jo, vel kan vi så.
Falske håb
Vist formåede Obama i beundringsværdig fin stil at tage afstand fra pastor Wrights kontroversielle syn på racisme i Amerika. Men han nævnte ikke (og kunne ikke nævne), at de værste indslag i pastor Wrights prædikener (og i de fleste andres prædikener) består i at appellere til tomme håb og grundløs frygt hos mennesker, som utvivlsomt kunne finde bedre veje til trivsel i deres liv, hvis de gav afkald på fiktionen om de alternative verdener, der venter i det hinsides.
Obama gjorde også klogt i ikke at nævne, at kristendommen var den helt store katalysator for slaveriet i dette land. Over en kvart million sydstatssoldater, tre gange så mange faldne som på nordstatsside, gik i døden for retten til at holde sorte i trældom og bruge dem som landbrugsredskaber - og det gjorde de i fuld bevidsthed om derved at fremme Herrens værk. Og efter borgerkrigen forenede religionen sydstaternes hvide i deres racistiske had og den sorte befolkningsgruppe i dennes elendighed - og gjorde det med langt større effektivitet, end den inspirerede sidstnævnte til at udstå og overvinde uretfærdigheden.
Problemerne med fatalisme, uvidenhed og falske håb, som er så typiske i de fleste religiøse sammenhænge, er i dag i særlig grad åbenlyse blandt de sorte amerikanere. Et af de hæsligste eksempler er den store popularitet, som det såkaldte prosperity gospel nyder - en vækkelsesbevægelse, hvor salvelsesfulde slyngler som T. D. Jakes og Creflo Dollar besnakker underuddannede og underpriviligerede mænd og kvinder til at bede til Gud om at opnå rigdom og i denne proces franarrer dem deres sparsomme midler til at opbygge korrupte præsteskaber. Uanset hvad de til tider måtte udrette af godt, er mænd som Jakes og Dollar skruppelløse bondefangere og profitører på menneskelig uvidenhed. Er det for tidligt at sige den slags rent ud i den politiske debat i Amerika i dag? Ja, det er det.
Trods alt det, han ikke siger (og ikke kan sige), tegner Obamas kandidatur dog uhyre spændende. Det er tydeligt, at han har hjertet på det rette sted, ligesom hans intelligens åbenlyst ligger mange niveauer over det, vi er blevet vant til fra den nuværende beboer af Det Hvide Hus. Trods bøvlet med pastor Wright har Obama da også stadig en vis chance for at blive De Forenede Staters næste præsident. Vinder han valget til november, vil det i sandhed være en triumf for håbet.
Alligevel er der også noget deprimerende over Obamas kandidatur, for det anskue-liggør, hvordan selv en person af meget stor oprigtighed og med en usædvanligt god kommunikationsevne er nødt til at hævde at tro på det utrolige for at gøre politisk karriere. Med Omaba har vi amerikanere muligvis fået mod til at håbe. Men får vi nogensinde mod til at bruge vores fornuft?
Sam Harris er forfatter til de ateistiske bestsellere 'Troens fallit' og 'Brev til en kristen nation'
