NÅR JENS-PETER BONDE forlader Europa-Parlamentet den 9. maj, markerer det slutningen på en epoke af venstreorienteret EU-modstand, som har sat sig dybe spor i danmarkshistorien. Bonde har som en ud af seks medlemmer af det nuværende parlament siddet der siden det første direkte valg i 1979. Han var med under Den Kolde Krig, da EF var et fredsinitiativ, som skulle få europæerne til at samarbejde og handle indbyrdes frem for at kriges. Som tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti havde mange svært ved at acceptere, at hans loyalitet lå på den anden side af Jerntæppet. Han var med - og imod - at det indre marked blev skabt. Han kæmpede imod Den Fælles Akt i 1986 og tabte. Han var med, da EU blev udvidet med de tidligere fascistiske diktaturer i syd, Grækenland, Portugal og Spanien og med de skandinaviske lande i nord. Og han var med, da Europa blev forenet efter Murens fald. Da Den Europæiske Union var til folkeafstemning i 1992, var Jens-Peter Bonde igen imod, og denne gang vandt han. Da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten den 2. juni, var det med egne ord den største dag i hans liv. Han red på en bølge af protest, som bredte sig i Europa og var med til at smadre føderalisternes drømme om de forenede stater. Han var med til at danne JuniBevægelsen på bølgen, men året efter tabte Bonde igen, da danskerne stemte om de fire EU-undtagelser. Bonde var imod - men vælgerne sagde ja. Derefter fulgte Amsterdam-traktaten, Nice-traktaten og senest Lissabon-traktaten. Jens-Peter Bonde har været imod dem alle sammen, men han er ikke længere modstander af EU.
DET GIVER IKKE længere mening at melde sig ud, og for den venstreorienterede EU-modstand giver det ikke længere mening at kalde Unionen for de riges klub, når 10 tidligere østeuropæiske - og fattige - lande er optaget. Og det er svært at påberåbe sig de usle standarder på miljø, sundhed og arbejdsmiljø, når der i de fleste tilfælde er tale om, at EU har et højere beskyttelsesniveau end i Danmark. Med den tiltagende globalisering er det mere åbenlyst end nogensinde, at der er brug for et stærkt europæisk samarbejde for at bekæmpe de negative sider af åbne grænser og frie kapitalistiske markeder. Miljøproblemer, kriminalitet, terror, fattigdom og regionale konflikter bekæmpes bedst i fællesskab, og jo mere integreret fællesskabet er, des mere effektiv bliver indsatsen. Den mest markante EU-modstand har derfor i et årti eller mere været højreorienteret og nationalt orienteret. Pia Kjærsgaards, Jörg Haiders og Jean-Marie Le Pens modstand mod unionen er langt nemmere at forstå. Den handler om nationale følelser og national egenart, om at bevare det nære og trygge, kronen, flaget, Folketinget, nationalsangen og sommerhusene, om at holde de fremmede kulturer ude og bekæmpe multikulturalismen. Og i takt med at forsvaret for nationalstaten og den nationale selvbestemmelse blev selve kernen i EU-modstanden, så flyttede den fra venstre side til højre side af det politiske spektrum. Og i takt med at Dansk Folkeparti satte sig tungere på modstanden blev det stadig sværere for skeptikerne at identificere sig med Jens-Peter Bondes projekt.
DE SENERE ÅR har han især brugt på at bekæmpe svindel med EU-midler, misbrug og overforbrug og ikke mindst den bureaukratiske lukkethed i Bruxelles. Ethvert system har brug for sine interne revsere, og i den rolle er der et uvurderligt behov for Jens-Peter Bonde og hans ihærdighed. Som han selv anfører i en afslutningssalut på nettet, så var EU-Kommissionens interne telefonbog et hemmeligt dokument, og dagsordener og referater fra Kommissionens møder var fortrolige, indtil Bonde og andre fik skabt åbenhed om det. Når det i årtier er lykkedes Jens-Peter Bonde at personificere EU-modstanden og gøre den til en folkesag, som har lagt et stærkt pres på skiftende regeringer, så skyldes det ikke mindst den måde, de har valgt at tackle ham på. Ved som Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen og senere Poul Nyrup Rasmussen gjorde; at udgrænse ham og gøre ham ikke stueren, åbnede de i virkeligheden for en ladeport af protest mod arrogancen og den elitære bedrevidenhed.
BONDE HAR BEVIDST spillet på danskernes foragt for de små konger på de bonede gulve og den selvbestaltede euroelites udemokratiske tilbøjeligheder. Og ved at stemple Bonde som demagog, manipulator, gammelkommunist, og hvad man ellers har fundet på gennem tiden, har den borgerlige fløj i virkeligheden sikret hans overlevelse gennem tre årtier. Behændigt har han ført kampagne efter kampagne på, hvad der måske vil ske, hvad der ligger i horisonten af trusler mod dansk selvbestemmelse. Og her har Jens-Peter Bonde været en mester - godt hjulpet på vej af dansk mindreværd og franske og italienske supereuropæeres hang til at lufte storladne visioner for Europa. Men de nationale parlamenter eksisterer stadig, Jens-Peter Bonde. Europa er ikke blevet til forenede stater, Europa-hæren er ikke etableret, og næppe nogen vil betegne Europa som en global supermagt. Jens-Peter Bondes skræmmende forudsigelser gennem tiden står i kø for at blive afmonteret.
