ISTANBUL - Et eller andet sted ude i Basras og Bagdads slumkvarterer ligger forklaringen på, hvorfor den kun 34-årige Moqtada al-Sadr er blevet så rasende populær i Irak, og det også uden for hans egne shia-muslimske rækker.
Han står i dag i spidsen for den våbenstærke og indflydelsesrige Mehdi-milits, men hans eget væsentligste fortrin er, at han er sin fars søn.
Faren var storayatollah Mohammad Mohammad Sadeq al-Sadr, der angiveligt blev dræbt af irakiske agenter på vegne af Saddam Hussein, dengang han ledede Irak.
Arven
Faren efterlod sin søn et netværk af hjælpeorganisationer, der via fødevareuddelinger i fattige shiamuslimske områder bidrager til at bevare al-Sadr-familiens gode navn og rygte, men derudover har Moqtada a-Sadr ikke selv meget at byde på.
"... han er ikke særlig karismatisk eller nogen særlig dygtig taler. Han har ikke støtte fra noget partiapparat. Han har ikke megen religiøs legitimitet, og ifølge de fleste kilder er selv hans materielle værdier sparsomme," skriver tænketanken International Crisis Group i en rapport, der vurderer om Moqtada al-Sadr er en 'samler' eller en 'spreder' i Irak. Svaret på det spørgsmål er, at han er begge dele.
Bidrog til stabilitet
Amerikanske kilder kalder ham den mest alvorlige trussel mod amerikanske interesser i Irak, mens andre peger på ham som nøglen til den stabilitet, Irak higer efter, og som i glimt begyndte at vise sig sidste år. Reuters Bureau citerer amerikanske officerer for at sige, at det blandt andet var Moqtada al-Sadr og Mehdi-militsens våbenhvile, der bidrog til, at volden faldt med 60 procent i Irak i 2007.
Mehdi-militsen blev dannet i 2003 kort tid efter invasionen og blev hurtigt udpeget som en trussel mod de udenlandske styrker. Moqtada al-Sadr rasede i sine taler mod udlændingene, og det kom til flere voldsomme sammenstød og regulære belejringer af Moqtada al-Sadr og hans flok. Men gennem stadigt mere pragmatiske taler positionere Moqtada al-Sadr sig imidlertid ikke kun som kriger, men også som politiker og som én, man både kunne og skulle tale med.
Da medlemmer af hans milits i august 2004 kidnappede en britisk journalist og begyndte at udsende de berygtede, grynede videooptagelser, skred militslederen ind og fik journalisten løsladt.
"Vi undskylder for det, der er sket dig. Den slags ligger ikke i vores skik, den slags gør vi ikke. Det er ikke i Islams tradition," sagde en talsmand for Moqtada al-Sadr efterfølgende.
En mand af folket
Ifølge både den britiske Irak-ekspert Toby Dodge og International Crisis Group er militslederens styrke, at han taler fra de nederste lag af den irakiske befolkning og som en af dem. Han er ikke fedtet ind med hverken det gamle styre fra Saddam Husseins tid og heller ikke med de nye politikere, der enten er vendt hjem fra eksil eller arbejder tæt sammen med USA. Han er i opposition til dem alle sammen, og det kan mange irakere godt lide, også de der ikke er shia-muslimer som han selv.
"Han er blevet den ægte talsmand for en betydelig del af almindeligvis upriviligerede irakere, der langt fra har udbytte af det gamle regimes fordrivelse, og som fortsat er marginaliseret i den nye politiske orden," skriver International Crisis Group.
På det seneste er den ellers nærmest kultisk populære leder kommet i problemer. Rundt omkring i hans organisation er utilfredsheden med våbenhvile og pragmatisme begyndt at brede sig, og udenlandske efterretningsoplysninger peger på, at medlemmer af Mehdi-militsen er begyndt at operere på egen hånd mod de irakiske og internationale styrker og mod Moqtada al-Sadrs ordrer. Allerede i 2006 beskrev New York Times, hvordan op mod en tredjedel af hans militante tilhængere har svigtet deres loyalitet over for ham i protest mod den kompromissøgende linje, Moqtada al-Sadrs folk fulgte i parlamentet. Trods to måneders boykot af parlamentet fortsætter den kurs, og i løbet af de seneste uger har Moqtada al-Sadr sagt, at han vil forlænge den selverklærede våbenhvile. Han har dog tilføjet, og det givetvis i et forsøg på at inddæmme utilfredsheden, at hans folk gerne må forsvare sig mod angreb.
Om det kan være med til igen samle flokken omkring ham, afhænger af om Bagdad og Basras fattigste stadig tror på, at det er gennem Moqtada al-Sadr, de skal hente den fremgang, de drømmer om.
