Arbejdsmarkedets sundhedsforsikringer, som nu omfatter en halv million lønmodtagere, er stort set penge ud af vinduet. Det kommer af, at køen til behandling i sundhedsvæsenet, som forsikringerne giver mulighed for at springe over, er afskaffet. Med behandlingsgarantien på en måned og med det frie sygehusvalg, herunder ret til brug af betalingshospitaler, er borgerne sikret hurtig behandling betalt af det offentlige. Vil man modvirke udviklingen af et todelt sundhedsvæsen, hvor det ene er kommercielt funderet, står kampen således ikke om, hvorvidt sundhedsforsikringerne kan trækkes fra i skat eller ej. Kampen handler om, at overenskomster med fastansatte læger svarer til de øvrige offentlige aftaler, hvor højt placerede medarbejdere ikke har fast arbejdstid og ikke må have faste job ved siden af. Desuden skal betalingshospitalernes takster ned. De overstiger langt, hvad tilsvarende ydelser koster i det offentlige, som samtidig har alverdens forpligtelser, som privathos-pitalerne ikke vil røre med en ildtang. Derved bliver privathospitalerne mindre lukrative for både personalet og aktionærerne. Sundhedsvæsenet bør desuden gås efter for, hvilke opgaver det med fordel kan fritages for, fordi der ikke er tale om sygdom i medicinsk forstand.
Størstedelen af de længerevarende sygemeldinger drejer sig om bevægeapperatslidelser og lettere psykiske lidelser, som skal forstås som forskellige former for belastningstilstande. De skal tages alvorligt, og de skal behandles, men det gør ondt værre at sygeliggøre dem. Blev behandlingen af dem grebet radikalt anderledes an, kan fraværet bringes ned, og mange fyringer og i sidste instans også førtidspensioneringer kunne undgås. Det er den drøm, arbejdsgiverne og lønmodtagerne knytter til sundhedsforsikringerne, nemlig drømmen om, at medarbejderne kan beholde deres arbejde. Ikke mindst i tider med mangel på kvalificeret arbejdskraft, og hvor indkøringen af nye medarbejdere er bekostelig, gælder det om at arbejdsfastholde medarbejdere, der skranter, ved at komme dem rigtigt i møde.
God vilje på vildspor
Arbejdsmarkedet indgik omkring 1990 aftaler om, at alle overenskomstdækkede - og ikke kun de højtuddannede, højtlønnede og dem med det gode liv - skal have en arbejdsmarkedspension som supplement til deres folke- og evt. førtidspension. Ved overenskomstfornyelsen i 2007 blev der aftalt indbetaling til nye kompetencefonde, som supplerer de offentlige ydelser under gennemførelsen af videre- og efteruddannelse, så de blive mere attraktive. Dette viser viljen hos arbejdsmarkedets parter til, at der af lønsummen afsættes penge til andet og mere end her-og-nu-forbrug. Den samme vilje er sundhedsforsikringerne udtryk for, de er bare på et vildspor. Derfor er der brug for den visionære debat om arbejdsgivernes og medarbejdernes drøm om at sikre arbejdsfastholdelse, når helbredsproblemer truer.
Den debat er skudt i gang med regeringens nyligt offentliggjorte jobplan, hvor målet er at udvide arbejdsstyrken. Under afsnittet om nedbringelse af sygefravær står der, at regeringen i juni måned fremlægger en handlingsplan, der omfatter initiativer, "der bl.a. styrker opfølgning og dialog under sygefravær, afklaring og udredning af sygemeldte samt understøtter fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet under sygefravær jvf. tankerne bag KIA-projektet fra det tidligere Vejle Amt". KIA står for Koordineret Indsats for Arbejdsfastholdelse, KIA-indsatsen går efter en tidlig og tværfaglig - også lægelig - indsats over for de mange med bevægeappa-ratslidelser og psykiske lidelser. Indsatsen foregår uden for sundhedsvæsenet, og der er fra dag ét fokus på dialogen med arbejdspladsen og den sygemeldte for at arbejde med de barrierer, der forhindrer aktuel arbejdsfastholdelse. Resultatet fra Vejle var, at langt flere vendte tilbage til deres arbejde end ved den gængse måde at bistå de sygemeldte.
Samarbejde afgørende
Også på sundhedsområdet er der således en opgave til højre ben for arbejdsmarkedets parter, så færre udstødes fra arbejdsmarkedet. Samarbejdet med arbejdspladserne og deres organisationer er helt afgørende for succes. Dialogen kan også have den virkning, at arbejdsforholdene bliver sådan, at bevægeapperatslidelser, stress, depression og udbrændthed, som kan være arbejdsbetinget, forebygges. Det er en mere konstruktiv måde at være fagbevægelse på end at bruge en masse krudt på at føre arbejdsskadesager, som ofte ikke anerkendes - slet ikke de psykiske - og som kun er et plaster på et forringet liv. Arbejdsmarkedets parter og eventuelt også staten burde kunne finde sammen om partnerskabskonstruktioner, hvor alle er ansvarlige, har indflydelse og medfinansierer. Så kan arbejdsmarkedets parter aftale, i hvilket omfang de betaler for de overenskomstdækkede. Det giver i tider med skattestop mulighed for, at staten betaler for dem, der står uden for arbejdsmarkedet.
LO's formand, Harald Børsting, ønsker de nuværende sundhedsforsikringer hen, hvor peberet gror, så han kan passende tage initiativ til at få spiselige sundhedsordninger. På arbejdspladserne vil arbejdsgiverne og tillidsrepræsentanterne blive ved med at indgå lokalaftaler om sundhedsforsikringer som frynsegoder, indtil de bliver inddraget i den visionære debat og forhandling om, hvad der sikrer arbejdet bedst. Om end Socialdemokraterne i påsken har meldt ud, at fradragsretten bør afskaffes, er der ikke politisk flertal for det, så der er kun den konstruktive vej at gå.
