“De fandt Flammen og Citronen i Ryvangen forleden. De blev fundet samme Dag og kan nu begraves sammen, som de arbejdede sammen, da det at arbejde betød at slaas.”
Sådan skrev Informations grundlægger, modstandsmanden Børge Outze i Information den 4. juli 1945.
Flammen og Citronen er nogle af besættelsestidens mest legendariske modstandsfolk. Godt hjulpet på vej af hyldester, som den fra Børge Outze i Information, fik de heltestatus både under og efter krigen. Ole Christian Madsen forsøger med sin film om de to medlemmer af Holger Danskes likvideringsgruppe at give et mere nuanceret billede af den danske modstandskamp. Et opgør med det, han kalder det kollektive bedrag.
“Jo mere jeg læste og re-searchede, jo længere bevægede jeg mig væk fra det kollektive bedrag, som historien om Anden Verdenskrig var i mange år. Denne forestilling om Danmark som et homogent modstandsland blev erstattet af en overraskelse over, hvor stor diversitet og hvor mange forskellige motiver og skæbner, der kunne eksistere i så lille et land i de fem år. Med det kom også en irritation og en provokation over, at vi der ikke oplevede krigen, ikke ved så meget om de modsætninger, det danske samfund rummede, og over at historien er skrevet med disse skrøbelige kuglepenne, der ikke turde tage fat i kernen af det,” siger Ole Chri-stian Madsen. Han savnede fortællingen om de menneskelige konsekvenser: Hvad er omkostningerne ved at tage et andet menneskes liv? Hvad gør det ved et menneske at slå et andet menneske ihjel?
“Filmen behandler krig som et dybt menneskeligt anliggende. Det er ikke ideologisk eller politisk. Det handler simpelthen om det enkelte menneskes evne til at kæmpe og klare sig i en krig. Meget af det, der har været beskrevet på det niveau, har haft et meget nationalideologisk udgangspunkt, hvor modstandsfolkene har været brikker i et spil og var meget skemalagte typer. Hvis man går om på den anden side, så kan man kaste lidt lys over på den mørke side og vise konflikterne.”
Lunken fiktion
Dramatikkens fokus på menneskelige skæbner er ideelle i den forbindelse, mener Ole Christian Madsen og undrer sig over den følsomhed danskerne har overfor at bruge historien som materiale i fiktionen.
“Vi har sådan en puritanisme i forhold til vores egen historie. Hvis fiktionen gør brug af historien, så er den lunken og spekulerer i andre menneskers ulykke, og det præger også vores opfattelse af vores egen historie. Vi er ikke særlig stolte af vores historie. Vi kender ikke historien på godt og ondt, men kun som myter, og det tror jeg blandt andet skyldes, at fiktionen ikke har fået lov til at gå ind og bevæge nogle følelser omkring det og gøre billedet mere nuanceret og mere uudgrundeligt og dybere. Vi har ikke den fornødne nationale selvfølelse til at gøre os fri af myterne og gøre historien håndgribelig ved hjælp af fiktionen, mens andre landes nationale identiteter er tæt forbundede med fiktionen, USA og England for eksempel.”
Fiktionen kan gøre historien interessant for nye generationer og hele tiden modernisere historiefortællingen, mener han. Han er selv som barn blevet fortalt historien om den stolte modstandsnation og havde svært ved at tro på det.
“Det er simpelthen utroværdigt, at der var 43.000 heltemodige modstandsfolk den 5. maj 1945. Det kan jeg ikke bruge til noget som menneske. Giver man fiktionen lov til at gøre billedet af modstandsmanden mere komplekst og lov til at røre ved de personlige og moralske konflikter, man må opleve i en undergrundskrig, så begynder folk at kunne forholde sig til det og spørge sig selv, hvordan man mon selv havde reageret.”
Sæt værdier i spil
Ole Christian Madsen er bange for, at den utroværdige fortælling har fået danskerne til at gå helt i den anden grøft og opfatte al modstandsarbejde som mistænkeligt og samarbejdspolitikken som det eneste rigtige.
“Samarbejdspolitikken var rådden. Og det er ærgerligt for dem, der skal bygge Danmark op, hvis unge mennesker og historikere har den der pragmatiske opfattelse af samarbejdet og kalder Erik Scavenius en stor dansker. Men der er de jo også enige med 3,7 millioner mennesker under besættelsen. De hyggede sig jo meget godt og var lidt trætte af at modstandsbevægelsen gik og lavede sabotage. For mig er det svært at accepetere, at folk har tænkt sådan. At Wilhem Buhl og andre politikere opfordrede til at angive modstandsfolk. Der findes ikke noget forsvar for det. Det er grimt. Det er jo det moderne synspunkt, at modstandskampen og samarbejdspolitikken er to sider af samme sag. Hvordan kan man påstå det? Den holdning er ikke præget af værdier. Den er tom.”
Han eftersøger en moralsk stillingtagen til de valg, der blev truffet under krigen og forstår ikke den ophedede debat, der fulgte efter Anders Fogh Rasmussens fordømmelse af samarbejdspolitikken i forbindelse med 60-året for befrielsen.
“Det er netop bearbejdelse af det historiske traume, når han går ud og fordømmer samarbejdspolitikken.
I stedet for den der pædagogiske holdning, at man ikke kan se det ud af kontekst. Selvfølgelig kan man det. Sæt nu nogle værdier i spil!”
Lange skygger
Det er den slags debatter om Anden Verdenskrig, Ole Christian Madsen efterspørger.
“Jeg tror slet ikke, vi er færdige med besættelsen. Jeg tror stadig, vi lider under det nationale selvværdsproblem, vi fik. Samarbejdspolitikken har gjort, at vi havde meget svært ved at se os selv i øjnene mange år efter. For eksempel er vores kæmpe problemer med at åbne op over for andre kulturer og vores tøven overfor EU udtryk for en nation, der ikke hviler i sig selv og ikke stoler nok på dets værdier. Anden Verdenskrig kaster stadig nogle lange skygger til i dag, fordi den har fremstået forsimplet og umenneskelig.”
Den forsimplede version af modstandskampen blev skrevet, og vi har levet i en dobbeltbinding til den; dyrket myterne, men aldrig rigtig troet på dem, sådan karakteriserer Ole Christian Madsen det og peger på, at Frihedsrådet og modstandsfolkene selv har været med til at beskytte det kollektive bedrag. Men det synes at have vendt nu. I hvert fald var det de modstandsfolk, som Ole Christian Madsen og manuskriptforfatter Lars K. Andersen var blevet advaret om skulle være mest fåmælte, der åbnede op og fortalte om stikkerlikvideringerne. Men der er mange forskellige opfattelser af ‘Flammen & Citronen’, og Ole Christian Madsen forventer at blive kritiseret for at have valgt en version.
“Mange af de gamle kommunistiske modstandsfolk i BOPA opfatter de to som de rene psykopater, og der er jo mange af dem, der har været med til at skrive historien. Så er der Klaus Rifbjerg, som synes, at de er fuldstændig syge i bolden og decideret fór på alt og alle. Så er der Hærens Efterretningstjeneste og Frihedsrådet, der har været med til at skrive det officielle billede af Anden Verdenskrig, heriblandt Frode Jakobsen. De talte meget godt om dem og gjorde dem til helte, men efterhånden lod de dem forsvinde ud af historien. Og så er der Holger Danske, som har været tavse indtil nu, og hvis man taler med de folk, der rigtig kendte dem, så var Flammen for eksempel en stille, indadvendt, venlig og sympatisk ung mand, som var sindsygt koldblodig og nærmest frygtløs. Som muligvis havde et problem med, at det var for let for ham at likvidere. Det er dem jeg har valgt at lytte til - dem, der kendte de to. Et sådan valg bliver man nødt til at foretage, når man skal arbejde med materialet dramatisk.”
Ikke et portræt
Det er vigtigt for instruktøren at påpege, at filmen ikke er et portræt af Flammen og Citronen.
“Man sammenstykker et billede af dem. Filmen er forsøgt lagt an på en sådan måde, at dette sidste halve år af deres liv i modstandskampen gerne skulle sige noget om det at være i guerillakrig. Det er ikke et fuldstændigt autentisk portræt af de to. Da krigen til sidst kommer til Citronen, virker han meget ensom, og det er disse menneskelige omkostninger, jeg vil skildre.”
Han erkender, at den reaktion han venter på med størst bekymring, er de overlevende modstandsfolks. Han håber, de vil tage godt i mod nuanceringen af deres rolle i krigen og billedet af en meget forvirret organisering, hvor ingen var helt sikre på, hvem der gav ordre til hvad, og hvem man kunne stole på. Ole Christian Madsen medgiver, at han gennem re-searcharbejdet og samtalerne med modstandsfolkene måske er kommet lidt for tæt på og har fået en følelse af at skylde dem noget.
“Jeg synes ikke. vi har lavet en ren helteskildring af dem. I filmen sættes der også spørgsmålstegn ved det, de gjorde. Men selvfølgelig skylder vi dem noget. Vi skylder dem jo kampen for landets frihed, og det at de ofrede det dyrebareste, de havde,” siger Ole Christian Madsen.
Den 4. juli 1945 skrev Børge Outze:
“Flammen gik ind til sit Job som en tung pligt. At han efterhaanden lagde en vis Vægt paa sin Skydefærdighed og aldrig regnede med at skulle bruge mere end eet Skud, kan maaske forfær-de Medlidenhedkampagnens Menighed i dag, men saadan var det dengang… Engang naar hele Medlidenhedskampagnen er glemt, og naar mange af de Mænd, der under denne Krig har spillet en Rolle i Offentlighedens Bevidsthed, er borte, uden at nogen savner dem, vil dansk Ungdom læse om Flammen og Citronen som om Tordenskjold. Deres Minde vil ingen vove at beklikke.”
Kommentarer
Må man i den sammenhæng ikke anbefale at læse “Efter drabet” der handler om de over 400 likvideringer som modstandsbevægelsen foretog og som aldrig er blevet undersøgt nærmere. Måske skulle man bruge nogle ressourcer på det, i stedet for at jage rundt efter Søren Kam, han var tilsyneladende en grønskolling i forhold til de 2 fyre her.
M.h.t. Fogh så er det da for pi… nemt at stå så mange år efter og fordømme samarbejdspolitikken, det er jo fuldstændigt gratis, hvor mon Fogh selv ville have været henne på det tidspunkt? Samarbejdspolitikken var vel i et real poltisk henseende ikke en fejl, Danmark kom helskindet igennem krigen og enkelte fx. A P Møller, FL. Smith o.a. blev en hel del rigere.
I moralsk hensende var det selvfølgelig en fejl, men prøv så lige og tænke Fogh og moral? Tja man kan kun ryste på hovedet.
Min bare røv!
“Danskerne var sgu glade for ham Hitler - også lige til de efter slagene ved El Alamain, Stalingrad og landgangen i Normandiet fik en anden skjorte på.”
Citat fra en dømt landsforrædder, Ernst V. Nielsen, Stevns.
Er det nu også sandt at danskerne generelt deler de omtalte fejlopfattelser?
Og er den modsatte opfattelse nu hele sandheden?
Måske er det rigtigt at erfaringerne fra besættelsen 1940-45 er væsentlige.
Er den danske “aktivistiske” militære udenrigspolitik måske i høj grad en reaktion mod komplekserne?
Jamen samarbejdspolitikken lever bedste velgående endnu, men blot ikke med nogen besættelsensmagt i Danmark. Denne gang er der Danmark, der samarbejder i uretfærdige besættelser af Irak og Afghanistan
“Det kollektive bedrag”. Som så mange andre moderne myter, der tilslører et efterhånden komplet historisk register af ubestridelige kendsgerninger.
Et par korrektiver :
I udlandet er Danmark ikke betragtet som en kombattant fra Den Anden Verdenskrig og bliver i øvrigt ikke inviteret, når de “allierede” nationer samles for at celebrere sejren over nazismen…
Danmarks mest betydelige indsats i krigen var utvivlsomt på østfronten, hvor danske afdelinger af Waffen SS mistede et par tusind mand…
Efter krigen har historikerne konstateret, at Danmark var det af alle de erobrede lande, der under den tyske okkupation havde haft forholdsvis mindst tab af menneskeliv og materielle værdier…
Men var det at vi efterfølgende gik ind i NATO ikke et slags opgør med samarbejdspolitikken? Et udtryk for at vi havde indset nødvendigheden I at stå kollektivt fast?
Det at socialdemokratiet flirtedede med at give efter for sovjetunionen under den kolde krig (ensidig nedrustning, defensivt forsvar osv.) er vel også et eksempel på at spørgsmålet om vilje til modstand eller bekvem underkastelse bevarede sin aktualitet efter 2.verdenskrig?
Er det ikke en slags gentagelse vi har oplevet i forbindelse med Mohammed karikatur krisen?
Man kunne også læse bogen om “uledsagede tyske flygtningebørn” og den måde vi behandlede dem på i Danmark. Siger en masse om dansk mentalitet, vi krøb for tyskerne da de var ved magten og så hævner vi os på nogle stakkels forældreløse børn bagefter. Flot!
På den baggrund kan man jo kun beundre modstandsbevægelsen og frikorps Danmark, idet de jo i det mindste foretog et valg og satte livet ind.
Og dermed fulgte deres moralske overbevisning, begge sider fortjener efter min mening “credit” for at have gjort det.
Men det er jo lige præcis det vore politikere er meget lidt uvillige til at give folk, herhjemme er magt lig med ret og personligt ser jeg ikke nogen ændring i det. Havde tyskerne vundet, så ville Fogh have stået og hyldet samarbejdspolitiken og udtrykt, at vi skulle være glade for at fornuftige mænd og kvinder valgte den rette vej og ikke lod sig vildlede af uromagere og forbryderiske elementer. Søren Kam, Knud Børge Martinsen og Per Sørensen ville være helte og Flammen og Citronen terrorister.
Med det i tankerne så er det svært at tale om rigtigt og forkert, idet sådanne størrelser ikke findes, det er udelukkende sejrherrene der skriver historien.
Ole Christian Madsen har helt ret, når han siger, at vi ikke er færdige med besættelsestiden. Og at man kan blive nødt til at bruge fiktion, når man vil fortælle om denne tid.
Besættelsen var en gråmeleret tid. Der var meget lidt, som var sort eller hvidt. Det officielle Danmark, regeringen og Folketinget forsøgte at få det bedst mulige ud af af situationen, og den daværende socialdemokratiske statsminister Stauning nåede næsten at blive euforisk, inden han var så heldig at dø, før han blev nød til at fortryde sine synspunkter og ord. Det, som siden hen blev kaldt frihedskampen, var i lang tid og for de fleste danskere blot kriminelle handlinger. Staunings efterfølger, Vilhelm Buhl holdt tilmed en radiotale, hvor han opfordrede befolkningen til angiveri, hvis man vidste noget. Stikkertalen blev den kaldt.
Filmen om Flammen og Citronen skal have kredit for at gøre opmærksom på et fænomen, som hører til de mest betændte under besættelsen: De mange hundrede likvideringer. Set i sammenhæng med, hvad der eksempelvis skete i Norge under besættelsen, er tallet uhørt stort. Jeg har selv engang personligt fået at vide af Frihedsrådets faktiske leder, Frode Jakobsen, at likvideringerne skulle betragtes som krigshandlinger. Og i krig skyder man nu engang fjender. Men hvorfor skød man så mange ”fjender” i netop Danmark? Og hvad var det for ”fjender”? Stikkere er de blevet kaldt. Men var der vitterlig så mange dødsensfarlige stikkere i Danmark, at man var nødt til at dræbe dem?
For nogle måneder siden udgav jeg bogen ”Kong Midas Barber”, som for en stor dels vedkommende foregår under besættelsen. Min tanke var oprindeligt at skrive et faghistorisk værk, men under min meget omfattende research endte det med, at jeg lige som Ole Christian Madsen valgte at gøre rammen om historien fiktiv - for at kunne fortælle noget, som jeg fik en mistanke om, men som jeg ikke kan bevise. Jeg fik under min research en klar fornemmelse af, at besættelsestiden endte med en form for blodigt politisk opgør i Danmark. At likvideringerne - nogle af dem i det mindste - havde et politisk formål.
Fra efteråret 1944 vidste alle, at tyskerne havde tabt krigen. Men hvem ville vinde i Danmark? Socialdemokraterne, det altdominerende parti, frygtede, at det kunne ende med en kommunistisk magtovertagelse. Især hvis det blev russerne, som kom først til Danmark. I Grækenland var der efter landets befrielse i 1944 borgerkrig - med det kommunistiske ELAS som den ene part, og i Frankrig var kommunisterne i gang med at tage blodig hævn på dette her tidspunkt. Og de danske politikere med Buhl, H.C. Hansen og Hedtoft i spidsen frygtede, at noget tilsvarende kunne komme til at ske her i landet.
Jeg tror, at politikerne under socialdemokratisk førerskab indgik en uhellig alliance med dele af modstandsbevægelsen og ikke mindst med besættelsesmagten om at få ryddet op, mens tiden endnu gjorde det muligt. Det er i hvert fald påfaldende, at de fleste ”stikkere” blev skudt, og de fleste dødsdomme og de fleste henrettelser fandt sted lige op til befrielsen. Enkelte blev tilmed skudt efter den. Dette er måske den mest mudrede af alle besættelsestidens problematikker. Ole Lippmann, den britiske sabotageorganisation SOE’ s sidste leder i Danmark, sagde engang, at der blev begået forædderi mod modstandsbevægelsen. Dele af den, tror jeg.
Jeg har det i øvrigt lige som Georg Metz. Jeg bryder mig heller ikke om den slags film. Især fordi rollen som Citronen er givet til en markant skuespiller, som slet ikke minder om den autentiske person. Vi har sikker begge billedet af Citronen på vores indre nethinde. Det med bilen og den manglende generator er til gengæld ikke nogen brøler, bortset fra, at det, så vidt jeg husker, var en Opel Kaptajn, som var stjålet fra tyskerne. Men jeg tror alligevel at filmen vil vise sig at være nyttig. For den sidste historie om besættelsestiden er med sikkerhed ikke blevet fortalt endnu…
Når man nu ser Fogh (Fogh fordi han har en eller anden toppost i EU i udsigt) og Stig (fordi Fogh siger det) krybe hen af gulvet fordi en eller anden har lavet en “Islam kritisk” film. (I citationstegn fordi filmen vist bare består af dokumentar optagelser som er en provakation? Hermed inforstået at muslimerne er en provakation af sig selv, idet de jo selv har forestået de handlinger som er optaget.)
Men så forstår man nok hvordan danske politikere har reageret og opført sig under krigen. Nothing new under the Sun
Hvor blev forsvaret for ytringsfriheden af? Uskønt er det at se, men udvidende for ens forståelses horisont.