Lyden af kulisser, der braser sammen og skuespillere på afveje fra de vante scener i Wall Street og City of London giver genlyd verden over. Dækningen af begivenhederne indhylles i reglen i økonomiske analysers søvndyssende sprog - der tales om "markedsturbulens" og "en forestående konjunkturnedgang" - som fremkalder forestillingen om finansverdenens modstykke til en tsunami: En af disse forfærdelige rystelser, som fra tid til anden bryder løs - pludseligt og uden for vores kontrol.
Men de seneste finansielle krisesymptomer har på ingen måde en naturkatastrofes uforudsigelighed over sig. Tværtimod er de det direkte resultat af den konsekvente forfølgelse af en bestemt ideologi til dens logiske slutpunkt: Når finansboblen i dag er ved at briste, er det fordi vi i årevis har levet i markedsfundamentalismens ideologiske boble.
Fra 1930'ernes depressionstid og til oliekrisen i 1973 var der i den demokratiske verden konsensus om, at nok var markedsmekanismer nødvendige for at skabe velstand, men de ville samtidig skabe alle mulige problemer, hvis man bare overlod dem til sig selv. Økonomer som J. M. Keynes og J. K. Galbraith belærte os om, at afskaffer vi markedet, bliver resultatet sult og knaphed. Men afskaffer vi de demokratiske kontrolmekanismer, får vi et system, med uudholdelige grader af forurening og ulighed, der æder sig selv op indefra og til sidst bryder sammen.
Vraggods
Læs mere om
Men siden 1970'erne har man forsøgt at bilde os ind, at denne indsigt er forældet vraggods. At markeder fungerer bedst uden alle de bånd, stat og fagforeninger vil pålægge dem. Uanset problemet bestod universalkuren i at afskaffe alle regulerende indgreb.
I dag er eksperimentet så ført ud i livet. Vi har et stort set ureguleret globalt markedssystem og afmægtige fagforeninger og politikere, som i vidt omfang er købt af de superrige. Uligheden er vendt tilbage til 1920'ernes niveau og den sociale mobilitet er sat i stå. Vi oplever stormløb på bankerne af paniske kontohavere, hvis lige vi ikke har set i et århundrede. Og nu høres selv højtstående Wall Street-figurer mumle om depression og "den værste krise siden 29".
Sammenbruddet på boliglånemarkedet, som udløste de første rystelser på aktiemarkedet, var ene og alene affødt af afreguleringsmanien. Tidligere forbød staten bankerne at tilbyde ubetalelige boliglån til Amerikas lavindkomstgrupper. Det forekom nemlig indlysende, at et sådan system både ville være urimeligt over for forbrugerne og potentielt destabiliserende for det finansielle system. Men ikke for Bush og hans hold, for hvem statsregulering altid var af det onde og markedsfrihed altid løsningen. Nu da markedet er begyndt at kollapse ved egen drift, har staten så måttet gribe ind og smide milliardsummer efter fallittruede banker.
Ny epoke
Hvilke politiske forandringer må vi forvente i lyset af den eskalerende recession, som markedsfundamentalismens ideologiske forblændelse har udløst? Verdensøkonomien har brug for en ny epoke med reguleringer i stil med dem, Franklin D. Roosevelt gennemførte med regulering af banker, lovliggørelse af fagforeninger og indførelse af progressiv beskatning. Det vil blive vanskeligere, da økonomien i dag er langt mere globaliseret, men med tilstrækkelig politisk vilje kan det gøres.
Men det er ikke nødvendigvis, hvad der vil ske. De superrige taler højere end os, og politikerne er afhængige af deres partidonationer. Når økonomien bliver stram, opstår nye brudflader, som vi tydeligt kan se i britisk politik i dag. Når finansieringen af de offentlige tjenester begynder at tørre ud, vil højrefløjen instinktivt kigge nedad efter besparelsesmuligheder. Der er et forslag undervejs fra de britiske konservative om at beskære invalidepension, uddannelsesstøtte og starthjælp til ledige. Flygtningene må også holde for: Står det til David Cameron skal Storbritannien arbejde for afskaffelse af FN's Konvention om Flygtninge fra 1951, der blev til i kølvandet på Holocaust.
Hertil kommer så den massive skatteunddragelse, som de superrige tegner sig for. Det britiske skatteministerium har beregnet, at skatteunddragelse og kapitalflugt koster statskassen et årligt beløb på 41 mia. pund. Selv hvis hver eneste invalidepensionist var svindler og hver eneste flygtning en nasser, ville de stadig snyde os for mindre, end de superrige aktuelt gør.
Og hvis de superrige betalte deres skat, som alle vi andre er forpligtet til, kunne vi hæve folkepensionen med 50 procent eller tredoble bevillingerne til uddannelsessektoren.
Heppekorets insisteren
Selvfølgelig vil afreguleringens heppekor, som ufortrødent førte os ud i hele denne redelighed, insistere på, at krav til de rige om at betale deres rimelige andel, vil skræmme investeringerne bort og få produktiviteten til at styrtdykke. En intelligent iagttager kommenterede engang denne indvending således: "Skatteministeren har gavmildt forsynet de meget rige med nye og lukrative muligheder for skatteunddragelse. Tankegangen er, at kapitalen vil trives og foretagsomhed og nytænkning blomstre til gavn for os alle. Men realiteterne er mere dystre og jordbundne. Kun skatteunddragerne høster belønningen, hvilket vil sige, at de meget rige kun bliver endnu rigere - ikke mere produktive."
Sådan skrev Gordon Brown i 1987. Måske nogen kunne minde den nuværende premierminister om disse ord i dag.
© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
