OL bliver aldrig politikfri

Fredsduer, festfyrværkeri og dans i folkedragter er klassiske ceremonielle ingredienser i det store glade OL-sportsfællesskab, hvor politiske 0vertoner angiveligt er lige så sjældent skemasatte som snestorme i helvede. Også i Danmark lever drømmen om sport uden politik i bedste velgående, hvilket kan virke en smule forbløffende, den politisk livlige OL-historie taget i betragtning.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) er tilsyneladende en af dem, der har drømmen intakt. Til Berlingske Tidende siger han om OL: "Jeg er af den overbevisning, at hvis vi vil opnå noget stort, skal vi også turde drømme stort."

Man bemærker det nationale 'vi'. Danmark bør ifølge ministeren gå efter otte til ti medaljer ved OL i Beijing, og boykot som protest mod diktaturet i Kina er alene af den grund udelukket. Kulturministeren siger: "Jeg er imod en boykot. Det vil være en uhensigtsmæssig sammenblanding af politik og sport".

Hertil siger historikeren, forfatter Ole Lange: "Det er det rene sludder, legene er jo allerede blandet dybt ind i politik. Arrangørnationerne har altid i forskellig grad udnyttet OL til politiske formål, når det har været opportunt. Omvendt har protester deres berettigelse alene ved at tage stilling til for eksempel brud på menneskerettighederne. Undertiden har protester også haft en effekt. Legene i Moskva i 1980 blev på grund af stor boykot en tam affære, hvilket jeg selv oplevede som journalist på stedet. Der var ikke tale om nogen propagandasejr, selv om de sovjetiske idrætsfolk løb med alle medaljerne."

Skønmaleri uforstyrret

Morten Stig Christensen, tidligere elitesportsmand, tv-sportschef og nuværende håndbolddirektør, håber ligesom kulturministeren på et upolitisk OL i Beijing. Alverdens idrætsfolk kan mene og sige, hvad de vil om diktaturet, men: "Når man er ude i Kina, så er man der som gæst, og så løber man ikke rundt og demonstrerer," siger Morten Stig Christensen til Politiken.

Protest, muligvis komplet boykot, måske udeblivelse fra indmarchen og i hvert fald afbud fra det officielle Danmark - det har Dansk Folkeparti ellers længe talt for. Det samme har partierne til venstre for Socialdemokraterne.

Morten Stig Christensen hævder, at dansk idræt ikke har tradition for at blive væk - men heri har han dog kun delvist ret.

Den danske top-idræt stillede rigtignok op i Sovjetunionens hovedstad i 1980, ligesom man var med, da Mexico og Sydkorea stod for legene. Og den mest notoriske deltagelse var i 1936, da Nazityskland var arrangør. Danmark sendte rekordmange idrætsfolk, 138 styk, og den sportslige velvilje over for Nazityskland fortsatte et stykke ind i besættelsestiden.

Idrætshistorikeren, professor Hans Bonde vurderer, at OL i Berlin i 1936 "var Adolf Hitlers største propagandatriumf. Det lykkedes at fremstille Nazityskland som et pluralistisk og fredeligt samfund, og det lykkedes at beskytte dette skønmaleri mod en omfattende boykot."

Der var ganske vist protestbevægelser op til legene, fortæller Hans Bonde. Den svenske fagbevægelse pressede på for at få en boykot, og i USA affødte nazisternes jødeforfølgelser en stærk boykotbevægelse. Da det kom til stykket, valgte USA dog at deltage, og det samme gjorde Danmark. Et par jødiske, danske topatleter valgte imidlertid at blive væk. Det drejede sig om bryderen Abraham Kurland og fægteren Ivan Osiier, som fire år før havde vundet OL-sølv.

Dannebrog blev hjemme

Så ja, Morten Stig Christensen har ret i, at traditionen for deltagelse findes, hvad enten den vurderes at være fornuftig eller ej.

Men den danske OL-trup var faktisk med i en protestaktion mod det kommunistiske diktatur i Moskva i 1980. Sammen med en række andre lande stillede danskerne op under OL-flaget i stedet for Dannebrog, og de danske guldmedaljevindere fik til deres ære spillet den olympiske hymne i stedet for 'Kong Christian stod ved højen mast'.

I protest imod ubehagelig sovjetisk nationalisme og aggression nedtonede Danmark altså sine nationale signaler. I år synes strategien over for en anden kommunistisk diktaturstat at være en ganske anden.

'Vi' skal have masser af medaljer og kørt kronprinsen i stilling til den olympiske komité. Og Brian Mikkelsen siger, at han hellere vil have "interkulturel dialog om grundlæggende menneskerettigheder" end deltage i boykotaktioner. Heri støttes han af Socialdemokraterne og Ny Alliance, der fastholder, at en boykot ikke nytter og kun er et tomt signal, når handelsrelationerne til Kina opretholdes.

Om forestillingen, at OL kan holdes fri af politik, siger Hans Bonde, at det ikke giver mening. "OL uden politik er som en svømmekonkurrence i et bassin uden vand. Netop de mange advarsler i denne tid mod at sammenblande politik og sport viser, at de to ting har rigtigt meget med hinanden at gøre. Men det kommer åbenbart som et chok for nogle, at der fortsat er systemkamp i verden og store forskelle i styreformer, som giver anledning til voldsomme protester," siger Hans Bonde, som påpeger, at da militærdiktaturet i Sydkorea skulle arrangere sommer-OL i 1988, var man så bange for protesterende studenter i gaderne, at man på forhånd lovede en række demokratiske reformer, som faktisk blev gennemført.

Kina har selv boykottet

Det samme er ikke sket i Kina op til sommerens OL. Tværtimod er arre- statio-nerneaf systemkritikere taget til. Dialogens vej, som Brian Mikkelsen slår til lyd for, har ikke virket.

Da OL-flammen forleden blev tændt i Grækenland, blev ceremonien forstyrret af demonstranter. Den kinesiske regering sagde prompte gennem sin talsmand: "Enhver hindring, der lægges i vejen for faklens færd gennem verdensdelene, er skændig."

Måske skulle Kina, inden forargelsen over sammenblandingen af sport og politik bliver alt for stor, kaste et blik i historiebøgerne. Her vil den kinesiske regering kunne læse, hvorledes Kina i 1956 selv boykottede OL, som blev afholdt i Australien. Det skete i protest mod, at Taiwan deltog.