Uafhængig forskning er FAOS' styrke

Information bragte onsdag den 26. marts en artikel, hvor det blev insinueret, at FAOS' finansiering med eksterne midler fra arbejdsmarkedets parter påvirker vores udtalelser om de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked.

Vi har gennem 30 år været ansat ved Københavns Universitet og har altid åbent lagt frem, at vores forskning er finansieret med eksterne midler. Vi har i høj grad forholdt os til de problemer, der kan være ved en sådan finansieringsform, og har derfor sikret os mod indblanding i forskningen.

Det er ikke mindst gjort gennem en bred finansiering, der har omfattet både lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer og offentlige midler bl.a. fra ministerier og forskningsråd. Vi har haft en tæt dialogbaseret relation til parterne på arbejdsmarkedet, og det har været en stor styrke for vores forskning. Samtidig har det været den altdominerende holdning hos de parter, der har bidraget til finansieringen, at de netop har ønsket at garantere vores forskningsmæssige uafhængighed, fordi de ellers ikke kunne bruge forskningen til noget.

Etiske regler

Der har i det seneste tiår været et stigende krav om, at forskere bidrager til den offentlige debat på de områder, de forsker i. Det er en forpligtelse, vi i høj grad har taget på os, og vi har i den sammenhæng formuleret etiske regler. Det gælder først og fremmest, at vi bestræber os på at give forskningsbaserede oplysninger og undgår at optræde som aktører. Det er baggrunden for, at vi på www.faos.dk har en særlig side om OK 2008.

Det er klart, at en sådan form for analytisk følgeforskning ikke altid vil være lige behagelig læsning for alle involverede parter. Tilbagevendende har der da også været organisationer på begge sider, som har følt sig stillet i et kritisk lys, og som vi derfor i en periode har haft et anstrengt forhold til. Men i næste runde er situationen en anden, og så kan der være andre, der føler sig ramt. Når Dennis Kristensen, FOA, bidrager til artiklen i Information, er det et eksempel på denne mekanisme, og i virkeligheden er det et udtryk for, at vi fungerer som uafhængige forskere. For tre år siden var Dennis Kristensen meget tilfreds med vores analyser, og det vil han sikkert være igen om tre år. Til gengæld vil der utvivlsomt til den tid være andre, der vil være mere kritiske. Sådan er livet som uafhængige forskere.

Professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, bidrager med nogle eksplicit kritiske punkter. Vi må sige, at der her foretages en stærk forvrængning af vores udtalelser. For det første har vi aldrig sagt, at de indgåede forlig betyder, at de offentligt ansatte "får så rigeligt". Vi har alene konstateret, at forligene lever op til det hidtil gældende forhold i lønudviklingen mellem den private og den offentlige sektor. For det andet har vi heller ikke sagt, at "strejker aldrig betaler sig", men blot konstateret, at enkeltgrupper historisk set har haft svært ved at bryde niveauet i de indgåede forlig.

Vi har i den sammenhæng beskrevet, hvordan truslen om konflikt er et væsentligt element i aftalemodellen, og hvordan konflikter kan påvirke efterfølgende forhandlinger. Vi har også flere steder beskrevet, hvordan sygeplejerskerne i 1995 fik en ekstra lønstigning i forhold til KTO-forliget. Men pointen var her, at det blev betalt med ekstra fleksibilitet, som de øvrige i KTO ikke havde givet. Så for sygeplejerskerne var det ikke nogen løsning, hvilket da også fremstår tydeligt ved, at de igen strejkede i 1999, og at de nu for tredje gang siden midten af 1990'erne er på vej i konflikt.

Vores kommentarer baserer sig på forskningsresultater om det, der er sket. Luftige spekulationer om fremtiden ligger uden for forskningens verden.

I artiklen bliver vi kritiseret for at være for positivt indstillet over for de danske arbejdsmarkedsparters selvstændige overenskomstforhandlinger. "Due og Madsen højtbesungne 'danske model'," som Henning Jørgensen formulerer det. Her tillægger han os dog for stor en ære. Godt nok skrev vi en bog med titlen Den danske Model i 1993, men det er nu ikke noget, vi har fundet på, men et system for reguleringen af løn- og arbejdsvilkår og forholdet mellem parterne og det politiske system, som aktørerne selv har skabt gennem deres indbyrdes handlinger.

Vi forholder os også løbende kritisk til den danske model. Senest i bogen Fra storkonflikt til barselsfond, der har undertitlen: 'Den danske model under afvikling eller fornyelse'.

Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, professorer ved FAOS, Københavns Universitet