Tonen var ny og slet ikke pæn, da Villy Søvndal på sin blog den 19. februar leverede en bredside mod Hizb ut-Tahrir, og bad dem gå ad - Iran og Saudi-Arabien til.

Opfordringen var relevant for hvorfor ikke søge de græsgange, hvor man ideologisk set hører hjemme?

I betragtning af det skingre toneleje på Søvndals blog, skulle man have troet, der ville have rejst sig et massivt ramaskrig blandt venstrefløjen, men nej. Trods lidt kritik fra egne rækker - mest over formandens manglende orientering til resten af gruppen - er successen til at tage og føle på: Vælgerne strømmer til SF, der i meningsmålinger er ved at overhale socialdemokraterne - kort sagt: Villy styrer! Dét, andre politikere på højrefløjen har sagt i årevis - ofte i mere modererede vendinger, og har måttet høre for, slipper en venstrefløjspolitiker nu pludselig afsted med. Den gode nyhed er naturligvis, at tiøren er faldet hos venstrefløjen: At et mindretal - men et meget markant mindretal - lader hånt om vores demokrati og slet ikke sætter pris på at leve i et samfund med frie valg, lighed for loven, ytringsfrihed osv., men tværtimod drømmer om indførelsen af et religiøst diktatur, kalifatet.

Men ét er Hizb ut-Tahrir. Dem ved vi, hvor vi har: uden for pædagogisk rækkevidde. Det klinger fælt at høre dem gentage koranens bud om at dræbe jøder og vantro, og ikke mindst af denne grund bør deres aktiviteter følges nøje af politiet.

Noget ganske andet er imidlertid de fremtrædende enkeltpersoner og foreninger, der under dække af en demokratisk dagsorden arbejder mere langsigtet på at fremme islamisk lov og leveregler i Europa. Her er der virkelig grund til at have et øje på hver finger og ikke blot lade opmærksomheden og indsatsen samle sig om Hizb ut-Tahrir.

Er det rent spin?

Af enkeltpersoner kan især nævnes den allestedsnærværende, smukke og veltalende Tariq Ramadan, der nyder stor velvilje ikke mindst hos den europæiske venstrefløj, og ses som den store guru i forhold til en tillempet europæisk udgave af islam, men som gang på gang har ladet munden flyde over med alt det, hjertet er fuld af: Ortodoks islam.

Overvurderer Søvndal - og med ham mange andre - det demokratiske sindelag hos en fyr som Ramadan og hans lige?

Hvad har ansporet Villy Søvndal til hans kursskifte og skarpe retorik? Har han valgt at tage den bekymring, der sikkert også deles af mange venstreorienterede dybt nede under de pæne holdninger og Politiken-abonnementet, alvorligt? Er det ren og skær spin? Eller ønsker han på denne måde at råde bod på sin personlige og fatale 2 X 180 graders kovending i Muhammedsagen?

Tilbage i september 2005, efter at de 12 Muhammed-tegninger første gang landede på forsiden af Jyllands-Postens kulturmagasin, udtalte Søvndal, at han opfattede dem som kærkomne, fordi de var med til at genrejse en væsentlig demokratisk debat, men siden - da både lokummet og de danske ambassader i Damaskus og Teheran brændte - stak han halen mellem benene og undsagde på Al-Jazeera - i bedste sendetid - de 12 tegneres ret til at udtrykke sig kunstnerisk og til ikke at lade sig pådutte en anden religions tabu - og Jyllands-Posten deres status som fri og uafhængig avis. Det var mildest talt ikke kønt at høre på, og at Søvndal i dag beklager sin vaklen (vi andre kan måske komme det lidt nærmere: hans manglende dømmekraft) og igen finder satiretegningerne nødvendige, er der god grund til.

Rettigheder

Blandt de øvrige EU-lande var der - som bekendt - heller ikke meget opbakning at hente for Danmark. Desværre. Støtten kom alt for tøvende, hvis den overhovedet kom, og forsvaret for både Jyllands-Postens og tegnernes ret til at bruge deres presse- og ytringsfrihed var generelt behæftet med for mange men’er.

Så sent som i sidste uge udtalte vores tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i forbindelse med den megen røre og nervøsitet om Geert Wilders islamkritiske film Fitna, som ingen endnu har set, men alle har en mening om, at “On one hand freedom of expression is without compromise - on the other hand it is with responsibility. I never had the opinion, that freedom of expression is created to humiliate others.”

Med europæiske MEP’ere af denne støbning - politikere, der stædigt vælger at opfatte samtlige muslimer som ofre - er forsvaret for de hårdt tilkæmpede demokratiske rettigheder i stor stil lagt over til befolkningen, og så meget mere velkomment var Villy Søvndahls initiativ med at ville samle 100.000 til en kæmpe demonstration til sommer for her at tilkendegive vores alle sammens massive misbilligelse af mørkemændene. Men hov! Nu begår SF’s formand en fejl igen: Han vil ikke lade Pia Kjærsgaard tale ved denne demonstration. Det er dumt. Rigtig dumt. Kvinden i dansk politik der ellers - om nogen - har påpeget bl.a. udfordringerne med de antidemokratiske kræfter skal igen holdes ude af det gode selskab. Og det til trods for, at Pia Kjærsgaards indsats efter alt at dømme har banet vejen for Søvndahls egen erkendelse af problemernes omfang.

Skærer borgerlige væk

På denne måde afskærer Søvndal en masse borgerlige vælgere fra at deltage i demonstrationen. De stemmer for de flestes vedkommende ikke selv på DF, men har for længst anerkendt, at Pia Kjærsgaard må høste roserne for så vedholdende at have holdt emnet integration på dagsordenen, og er bevidste nok om ikke at ville bruges som midler i Søvndals eget politiske projekt.

Så trods sin direkte appel på bloggen, så ender Søvndal med selv at spænde ben for at lade denne demonstration få den massive folkelige opbakning, som den egentlig fortjener. Det er ærgerligt. For hvorfor nøjes med 100.000 til en demonstration, når man sikkert kunne få tre-fire gange så mange på gaden i en god og meget principiel sags tjeneste og vise resten af verden, at vi ikke lader os kue her i Danmark -?