NÅR LØNMODTAGER Iversen hører radio på vej til arbejde om morgenen eller læser avis i middagspausen, vil hun ofte have lagt øre eller øjne til de to arbejdsmarkedsforskere Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, der er to af de mest anvendte eksperter, når det drejer sig om vurderinger af aktuelle forhold på det danske arbejdsmarked. Iversen har blandt andet fået den besked af de to forskere, at en overenskomststigning på 12,8 procent var rigeligt, og at strejker ikke fører til noget, lyder kritikken fra blandt andre arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet. Forskernes optræden er udtryk for partiskhed, der bygger på, at det center, som Due og Madsen er ansat ved, FAOS, er finansieret af blandt andre Dansk Industri, CO-Industri og Dansk Arbejdsgiverforening samt Beskæftigelsesministeriet. Disse eksterne finansieringskilder udgør langt hovedparten af FAOS’ budget.
Men trods den massive eksterne finansiering bliver Due og Madsen ofte omtalt i medierne som forskere eller professorer ved Københavns Universitet, hvor centret har haft til huse siden 1990, hvilket klart signalerer, at de tilhører en uafhængig forskningsinstitution. Det er ikke nogen afsløring, Information her bringer til torvs. Konstruktionen bag centret er kendt og fremgår af FAOS’ hjemmeside. Det angribelige er imidlertid, at Danmarks største forskningsinstitution, Københavns Universitet (KU), i 2005 har givet de privatfinansierede forskere deres blå stempel med titler af professorer og dermed givet dem en høj grad af uafhængighed. At de pågældende forskere selv hævder, at de har truffet de nødvendige forholdsregler for at sikre deres uafhængighed (se www.faos.dk), stiller ikke sagen anderledes. For den rækker videre end som så. Uagtet at forskeres partiskhed kan være svær at fastslå, udgør det faktum, at KU kan udsættes for kritik af institutionens uafhængighed som følge af FAOS’ tilknytning, et problem.
SAGEN KAN synes ubetydelig, men er ikke desto mindre symptomatisk for det angreb, som den frie forskning og de frie forskningsinstitutioner i disse år er udsat for. Når centerleder ved FAOS Søren Kaj Andersen i et indlæg i gårsdagens Information således forsvarer centret med, at man er pionerer for det nye samarbejde mellem private og offentlige forskningsinteressenter, så er det også et udtryk for, at vi i fremtiden vil se meget mere af denne sammenblanding af interesser. Det er nemlig en udvikling, som er ønsket af både regeringen med dens forskningspolitik – Fra tanke til faktura – samt af universiteterne selv, der bliver mere og mere afhængige af eksterne finansieringskilder. Sektorforskningsinstitutionerne, der er kendetegnet ved at lave bestilte forskningsopgaver for aktører, som dermed har købt og betalt forskningen, bliver ligeledes indlemmet på de traditionelle forskningsinstitutioner i disse år via fusioner. Det er med andre ord universiteternes uafhængighed og troværdighed, der er på spil. At de ikke har patent på viden i et videnssamfund er evident, og en udvikling universiteterne har været nødt til at forholde sig til. Men de har den særlige rolle at spille for et demokratisk oplyst samfund, der sigter på at udvikle sig i borgernes fælles interesse, at deres forskning må være uafhængig.
DET ER ALLEREDE et stort problem, at den medicinske forskning er dybt sovset ind i industriens interesser, og at de uafhængige forskere ikke kan få midler til at gå de medicinske landvindinger kritisk efter i sømmene. Samfundsforskningen og den humanistiske forskning har hidtil kun kunnet tiltrække ubetydelige eksterne forskningsbevillinger, men også disse forskningsområder er under pres i disse år grundet den førte forskningspolitik. I udlandet ser man allerede flere eksempler på universiteternes angreb på deres egne forskeres forskningsfrihed, hvilket blandt andet er fremgået af en konference, Dansk Magisterforening har afholdt om emnet. Men indtil videre taler de bekymrede forskere for døve øren.
Det er beskæmmende, hvor uvillige Folketingets partier er til at tage diskussionen om universiteternes rolle i samfundet som følge af de store forandringer, den nye universitetslov har ført med sig. Socialdemokraterne har stukket den kritiske pibe ind, og hos støttepartiet Dansk Folkeparti hører man ikke mere til Jesper Langballe, som ellers har ført sig frem som forsvarer af universiteternes forskningsfrihed og værnet om de frie basismidler. Ydermere får universiteterne i disse år tilført flere midler til deres virksomhed. Det vil være meget uheldigt, hvis tilliden til forskerne følger en modsatrettet nedadgående kurve.
Hvis universiteterne vil bevare den uafhængighed og troværdighed, som er deres eksistensberettigelse, må man sikre sig klare linjer for deres forskningsvirksomhed.
