Egentlig skulle man ikke mene, at vold i gaderne garneret med bilafbrændinger, den omfattende og celebrerende omtale af regeringens demokratikanon og X Factor-dommernes evindelige lobhudling af stjernernes 'overfede', 'seje', 'for lækre' personlighed har noget som helst med hinanden at skaffe. Men det har de; mere end vi tror. De er nemlig billedet på tre kilder til moderne identitet eller tre måder at orientere sig i verden på, kunne man lidt mere prosaisk sige. Det var den berømte canadiske filosof Charles Taylor (f. 1931), som i sit hovedværk Sources of the Self beskrev, hvordan det moderne selv var henvist til tre 'inescapable frameworks', sprog, goder og fortællinger, som med deres historiske tyngde former vores liv. I en imponerende idéhistorisk voyage demonstrerede Taylor herkomsten af de tre kilder, som vi her til lejligheden kan kalde det forpligtede selv, det ansvarlige selv og det ekspressive selv.
Værdikamp
Regeringens demokratikanon er det seneste tiltag i en kanonisering af vores danske og vesterlandske kulturarv. Først litteraturen, så historien og nu demokratiet. Fraværet af uafviselige litterære, historiske og demokratiske værdier, erfaringer og viden får os til at kanonisere og danne fællesskab omkring det. Demokratiet definerer her et demokratisk 'os', hvis væsentlige begivenheder, historie og personer gengives i demokratikanonen. Det skal fremme den medborgerlige dannelse - ikke mindst i lyset af den krydsild, demokrati og ytringsfrihed befinder sig i set i et internationalt lys. Demokratiet hives af stalden ikke som en permanent udfordring til det danske samfund, unge som gamle, medier som offentlige institutioner, lovgivere og udøvende magt etc. Nej, demokratiet er led i en værdikamp, hvor navnlig islamistiske trusler aktualiserer et 'os' over for et 'dem'. Den forfatningspatriotiske fane i forhold til de private grundskoler og friskoler blev i 2002 rejst efter sager om navnlig muslimske friskolers praksis. Ellers var demokratiet en selvfølgelighed, der kunne slumre trygt i dansk selvopfattelse. Nu skal vi forpligtes demokratisk - på værdier. Det forpligtede selv er ikke alene snøret sammen i et dansk sprogligt og kulturelt fællesskab, men dette fællesskab er demokratisk.
Liv, frihed og ejendom
Fra dette fællesskab udgrænser sig unge, som brænder biler af eller danner farisæiske fællesskaber omkring Ungdomshuset med vold som kommunikationsmiddel. Det er ikke samfundets skyld. De har som individer rettigheder og tilbud. Men de bærer ikke deres ansvar. Det skulle de se at tage på sig. Her tales i en figur, der appellerer til deres handlefrihed, men ikke begriber styrken og afmagten i de fællesskaber, de danner, og de fællesskaber, de udgrænses fra. Derfor må vi have hårdere straffe, så de som rationelle individer får et incitament til at agere anderledes, få uddannelse og arbejde. Diskursen er en anden. Demokratikanonen er rettet mod kulturer. Bilafbrændinger begribes i individuelle termer, og ansvarlighed er problemets akse, når andres ret til liv, ejendom og frihed trues for nu at alludere den liberale filosof John Locke. Et helt andet register aktualiseres, når vi ser på sproget og horisonten for de normale. Her løber en strøm af selvrealisering, af nye former for inderlighed, som skal frisættes til at forløse den enkeltes personlige udvikling. Hvor kanoniseringen af demokrati er rundet af værdier, der bør binde os sammen, og gadevolden stoppes med formaninger til individuel ansvarlighed, er centralaksen for individualiseringen personlig identitet. Om det så er via damebladenes opskrifter på krop, have og mad eller er kurser i at af klare og styrke sin personlige gennemslagskraft og selvbevidsthed gennem coaching, NLP, assertionstræning er mindre afgørende. Her er hver enkelt et nietzscheansk supermenneske, verdensmester i sit eget liv i kraft af sin personlighed. Her er mine holdninger og værdier respektable, fordi de er mine. Her er man ekspressiv. Og derfor elsker vi, når personligheder brænder igennem skærmen og forfører os. Her har man karisma, hvis man er charmerende, og en fed personlighed, hvis man kan frasere en vanskelig sang. Her dyrkes det, som overskrider normaliteten - og derfor render alle normale rundt og gør sig unikke ved at kopiere koncepter for det helt særlige. Det ekspressive selv var engang modkulturelt. I dag ordinært og tilpasset i pakkeløsninger.
Charles Taylors pointe var i sin tid, at stærke fællesskaber grunder såvel den individualisme, som har givet os rettigheder og ansvar som den individualisme, der har skabt mulighed for realisering af den selvudviklingstrang, der med almen styrke har gjort sig gældende efterkrigstiden. Uden stærke fællesskaber intet frit individ. Og i anledning af demokratikanonen kunne man måske tilføje: Uden en stærk og rodfæstet demokratisk kultur finder vi ingen reel inklusion af udgrænsede eller et potent korrektiv til den selvrealiseringsbølge, som udgør en lige så stor udfordring for demokrati og politisk kultur som et par afbrændte bænke.
