Øst-Libido

DDR producerede pornografi

Den østtyske folkehærs filmenhed producerede i al hemmelighed sexfilm, som især topofficerer og kommunistiske partispidser satte stor pris på, afslører ny dokumentarfilm
29. marts 2008
Af: Tony Paterson, Independents korrespondent

BERLIN - Dekadent vestlig pornografi var forbudt under kommunismen, men DDR's væbnede styrker producerede deres egne sexfilm med barbrystede kvindelige soldater, som fandt et begærligt publikum blandt de højtstående officerer og politikere, som udadtil lagde så stor vægt på at udstråle de socialistiske dyder, som skulle forestille at kendetegne bonde- og arbejderstaten.

Vidnesbyrd om den tidligere kommunistiske stats hemmelige pornoindustri dukkede forleden op i et dokumentarprogram udsendt på MDR, en regional østtysk tv-kanal. Her kunne man se oprindelige optagelser af underofficerer, der tungekysser, og kvindelige menige iført hjelme, der halvt afklædte poserer på parade.

Programmet Pornografie made in DDR afslører, at den østtyske hær, som dengang var den mest frygtede i War-szawa-pagten, havde en film-enhed på 160 medarbejdere, hvoraf de 12 havde dannet en hemmelig kreds for pornoentusiaster.

Læs mere om

DDR

pornografi

Dietmar Schürtz, en tidligere lydtekniker og skuespiller i pornoinderkredsen, som nu arbejder i den genforenede tyske hærs medieafdeling, fortæller i et interview, at enheden blev oprettet i 1982 og nåede at producere i alt 12 erotiske film før Murens fald i 1989.

"Alle film blev optaget i hemmelighed, men delvis efter tilladelse fra højtstående officerer," fortæller han og tilføjer, at landets regerende elite sjældent gik glip af en premiere.

"Alle partibosserne mødte op - enten fordi de var nysgerrige eller liderlige," siger han.

Schürtz fortæller, at filmene blev optaget på 16 mm-film, og at et militærhospital blev anvendt som filmstudie. De fleste af de tilsyneladende stærkt sexhungrende kvinder, som havde hovedrollerne i filmen, var civile ansatte i hæren:

"Vi tilbød dem en rolle, og næsten alle sagde ja med det samme."

Satire over DDR

Stilen i de erotiske film minder meget om tidlig skandinavisk pornografi. Men overraskende nok for en frontlinjestat i den daværende Warszawa-pagt rummer de også satire over kommunismens fiaskoer.

En scene viser en mandlig arbejder i et venteværelse til en lægekonsultation, der venter på at blive tilset af en kvindelig doktor. Hun kommer ind og beordrer manden til straks at smide alt tøjet.

"Men jeg er jo Deres mekaniker," udbryder manden.

Doktoren tager straks sin hvide kittel af og betjener ham seksuelt på stedet af lutter taknemmelighed over at have fundet én, der vil reparere hendes bil i et land, hvor bilmekanikere er vanskelige at opdrive.

De hemmelige klip rummer også en scene med en kvindelig soldat iført hjelm, som blotter sig på en eksercérplads på kommandoen: "Bryster frem!" - scener, som står i skarp kontrast til den atmosfære af småborgerlig moral, som herskede i Østtyskland i DDR-tiden.

Skønt nudisme og nøgenbadning var tilladt, forbød regimet vestlige sexfilm, og besøgende i landet, som vovede at importere erotiske magasiner fra Vesten, kunne være sikre på at få alt materialet konfiskeret og risikerede at blive nægtet indrejse.

Efter 1989 var et af de første udflugtsmål for de millioner af østtyskere, som pludselig var i stand til at besøge Vesten, en pornobiograf eller en sexshop.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Sanserne, sundheden og hospitalsmiljøet

    Et psykiatrisk sundhedshus i Helsingør sætter tidssvarende fysisk dagsorden. For omgivelserne har betydning for helbredelsen, så nærmiljøet er vigtigt i planlægningen af om- og tilbygninger, fremgår det af en bog om Sansernes Hospital
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget
  • Dame i dårligt selskab

    Regeringsdeltagelsen ruinerer Rønns ry og rygte
  • guidetilgroenlivsstil.jpg

    Og lige pludselig handlede det hele om CO2

    Først var det atomkraft, så var det syreregn, så forsvandt ozonlaget, og nu handler alt om CO2. Så blev atomkraft godt alligevel, økologi var lige pludselig ude, og alt det med at købe lokalt blev en løgn. For forskerne kræver det kæmpe analyser at finde ud af den rigtige måde at handle på. For alle os andre er det noget rod
  • Nu kan kvinden også være et skvat

    En række kvindelige forfattere har lagt fløjshandskerne og offerrollen væk og beskriver skyggesiden af de kvindelige dyder. Velkommen til antiheltinden og kvinden som skvat
  • ff20080904-211444-pic-76299106.jpg

    'EF-Domstolens rolle kan godt tones ned'

    I forbindelse med balladen om Danmarks udlændingeregler, er EF-Domstolen blevet beskyldt for at politisere. Men sådan er domstolens rolle defineret, siger professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der dog mener, at det godt kunne være anderledes