Det er klart, at Information - modstandsbevægelsens gamle flagskib, grundlagt af journalisten og efterretningsagenten Børge Outze i befrielsesdagene - skal have et menneske med en dybdegående indsigt i besættelsestiden til at anmelde vores film ‘Flammen & Citronen’.
Avisens læsere fik Georg Metz.
Det var et dårligt valg, ikke kun for vores film, men også for de af Informations læsere, der egentlig kunne ønske sig en seriøs-kritisk beskrivelse af filmens stil og dilemmaer. Metz leverer imidlertid en parodi på en anmeldelse, med blandt andet hadefulde og arrogante angreb på ikke bare filmens skabere, men også på de unge skuespillere, og misforstår fuldkommen filmens projekt.
Han fremdrager middelmådige, ufarlige engelske matiné-tv serier som ønskede forbilleder for den film, han gerne ville se og besværer sig i øvrigt over, at han ikke kunne høre dialogen. Ak ja, så er man da blevet den ældste hankat i St. Kongensgade.
Det er ikke første gang Georg Metz skyder andre i skoene at være håndgangne mænd for den yderste højrefløj, hvis de ikke er enig i Metz eget billede af virkeligheden. I dette tilfælde bliver vi anklaget for at være reaktionære, neonationalister, og fastholdere af den store fælles fortælling om Danmark under besættelsen. Intet kunne være mere forkert. Det skal indledningsvis gøres klart, at ingen af undertegnede tilhører den højrefløj, som Metz har gjort det til en livssag at bekæmpe - politisk og personligt. Hvor han finder belæg for dette i filmen er en gåde! Muligvis er han blevet frastødt af interviews med instruktør eller manuskriptforfatter, hvor vi har givet udtryk for vores respekt for de menige modstandsfolk i Holger Danske, en modstandsgruppe som i Georg Metz optik entydigt er at finde på den yderste nationale højrefløj.
Udover fejlcitater i Weekendavisen, har vi talt om identiteten som nationale individer, historieløshed og tab af selvværd, som har været vores lands kendetegn lige siden samarbejdspolitikken under besættelsen. Denne diskussion tilhører ikke højrefløjen, eller det yderste venstre. Det er en diskussion, der er bydende nødvendig i et land præget af febril afmagt over for ikke kun større internationale konflikter, men også interne problemer omkring noget så banalt som integration af nye kulturer i samfundet. Pointen er: havde vi et mindre skrøbeligt nationalt selvværd, ville vi kunne reagere mere afbalanceret og generøst på disse udfordringer.
Don Quixote
Georg Metz fremstår i sit glødende raseri som en Don Quixote, der rider hovedløst ind i mere og mere imaginære vindmøller. Som sagt finder Metz i ‘Flammen & Citronen’ belæg for, at filmen skulle understøtte “…efterkrigstidens yndede store fælles fortælling, der hævder de nationale klichéer som grundlag for forståelsen af de 5 år”. Hvor har han det fra? Vi er enige med Metz i, at den populære fremstilling af Danmark som modstandsnation er et fordrejet og forløjet billede. Der var ikke mange, der gjorde aktiv modstand, og efter krigen lukrerede det officielle Danmark på få menneskers indsats.
Men hvorfor hævder han så, at filmen er ude i et slags nationalromantisk ærinde? Som vi ser det, beskriver filmen to modstandsmænd, der bid for bid afmonterer deres menneskelighed for at kunne fortsætte kampen. To mænd, der nægter at overgive sig. Og i den forbindelse fortæller vi om viljen til modstand, deres had til nazismen, deres tvivl, indre dæmoner og åbne sår på sjælen. Hvilken anden dansk modstandsfilm har gjort det? At Metz kan opleve dette som et ideologisk knæfald for DF, virker komplet ureflekteret og giver - må man da håbe - kun mening i Metz eget hoved.
En særlig specialgruppe
Lad os for god ordens skyld slå fast, at vi ikke fortæller historien om samtlige danske modstandsgrupper. Vi fortæller historien om en ganske særlig specialgruppe, der havde udgangspunkt i de rester af Holger Danske, der fandtes i begyndelsen af 1944. En gruppe det indtil nu ikke har været muligt for historikere at komme tæt på. Hvor andre modstandsgrupper som BOPA, Studenternes Efterretningstjeneste, HjemmeFronten, ja, selv Hærens Efterretningstjeneste har været genstand for forskning, har dette kapitel hidtil været fortalt som ammestue-historier i populære opslagsværker.
Vi taler her om det mest voldsomme kapitel i dansk besættelseshistorie.
Syv års research
Da vi begyndte researchen på ‘Flammen & Citronen’ i 1999, var det derfor meget svært at finde troværdige skriftlige kilder. Ved henvendelse til førende danske historikere viste det sig, at de tilsyneladende heller ikke vidste meget om Holger Danske gruppens aktiviteter. Vi har i sagens natur været nødt til at grundforske nye informationer frem. Vi endte med at researche i syv år. Vi har været i kontakt med ikke bare modstandsfolk fra Holger Danske, BOPA, 1944, Studenternes Efterretningstjeneste - men også med efterretningsfolk fra ind og udland, heriblandt tidligere og nuværende ansatte i Hærens Efterretningstjeneste (senere FET), SÄPO, MI6 og CIA. Det siger sig selv, at vi ligeledes har gennemtrawlet samtlige danske arkiver, både offentlige og private - og ligeledes en del udenlandske. I modsætning til Georg Metz ved vi, hvad vi taler om i krydsfeltet mellem Holger Danske, Hærens Efterretningstjeneste og Gestapo.
Metz’ naive billede
Ikke desto mindre prøver Georg Metz at gøre sig til ekspert på lige præcis det illegale arbejde Holger Danske udførte. For eksempel anfægter han troværdigheden i beskrivelsen af HD folkenes relativt frie bevægelse rundt i byen - deres brug af benzindrevne biler, og deres dumdristige benyttelse af barer og restauranter, hvor tyske officérer og efterretningsfolk også kom. Georg Metz’ naive billede af modstandsmanden som en ung knøs, der gemmer sig på et loftskammer, dækker ikke i tilfældet Flammen og Citronen og deres lille hårde gruppe. Her skjulte man sig, ved ikke at skjule sig. Byen var en jungle, hvor man kunne fordufte når som helst. Ligeledes er det et faktum, at de benyttede sig af benzindrevne biler til specialaktioner, qua deres gode forbindelser til politi og ambulancefolk. BOPA sabotører anså denne praksis for vanvittig, men en del af Flammens identitet var, at han førte underjordisk krig på første klasse. Hoteller og restauranter var en del af hans jagtmarker - det var her han havde mulighed for at komme tæt på fjenden. Vi taler om et mod og en mennesketype langt ud over det sædvanlige. Men tilsyneladende er det svært for Georg Metz at forlade sit grundfæstede billede af illegalt arbejde, og åbne sig for en version, der bryder med hans forbenede fordom. I mindre format har vi oplevet det i andre anmeldelser også: Denne tendens til at skubbe sin egen forestilling om besættelsen foran filmen - en halvbelæst forestilling, der lige netop bygger på ammestuehistorier fra efterkrigsårenes fælles mytologisering.
Kort sagt trækker Metz’ selv sin kritiske næring og historiesyn fra lige netop den fælles fortælling han så inderligt afskyr. Og kommer på den måde til at fremstå salvelsesfuldt uvidende.
Bedsteborger-stil
Han rider ufortrødent fra den ene mølle til den anden, og intet i filmen finder nåde for hans frådende vrede. Han anklager unuanceret Mads Mikkelsen for at spille Mads Mikkelsen, og fatter ikke den enorme emotionelle kraft Mads Mikkelsen bidrager med i filmen. Men heller ikke den unge skuespiller Thure Lindhardt slipper udenom. I hans rolle som Flammen hånes han for at gå “…i gestisk stilart, som en Clement Kjærsgaard, halvt i narkose”. Udsagnet kan ikke fratages en vis barok humor, men det er på den anden side som at læse en bedsteborger i 1960’ernes begyndelse gøre sig lystig over Beatles frisurer, anderumper og larmende pigtrådsmusik. Tilsyneladende repræsenterer Thure Lindhardt - ligesom åbenbart også Clement Kjærsgaard - en form for ungdom og tvetydighed, som Metz har svært ved at acceptere, fordi de så indlysende emmer af en livsstil, der så tydeligt frastøder ham, og fratager ham muligheden for at sanse de flertydige nuancer, der bærer både skuespil og film.
For os som engang har respekteret krigeren Georg Metz, er det virkelig trist at se, at han forfalder til at skrive så nedgørende om andre mennesker.
Et korstog
Når vi er ved nuanceringen, så er det tydeligt, at det i høj grad er blevet Metz’ svage punkt - hvis det nogensinde har været andet. Metz’ tekst er ikke en anmeldelse, det et korstog: Alt i filmen beskriver han nedladende og undervurderende. Han er ikke et sekund tvivl om sit eget udsagns værdi og gyldighed, et sandt kendetegn på en fanatiker, der har mistet jordforbindelsen - han lader sit blinde raseri fylde hver en sætning. Man kan spørge sig selv, hvor denne vrede egentlig kommer fra? Er den udelukkende politisk/psykologisk betinget? Eller har Georg Metz personlige aktier i den her historie, som ingen kender til? Hvorfor skriver Metz intet om de mere kontroversielle lag i filmen, de hidtil mørklagte ting om Flammen og Citronen? Hvorfor skriver han intet om Winther-karakteren? Om Hærens Efterretningstjeneste? Om spillet i Stockholm? Om Flammens gådefulde død? Netop de lag i fortællingen - med hidtil hemmeligholdte danske og udenlandske efterretningsrapporter, og nye vidneudsagn som kilder - der direkte modsiger Metz anklager mod filmen, og lader hans tilsyneladende blinde arrogance stå og blafre i vinden.
Ole Christian Madsen er instruktør og Lars K. Andersen er manuskriptforfatter på filmen ‘Flammen & Citronen’
Kommentarer
Information bør prise sig lykkelig for at have en begavet skribent, der tør skrive artikler der adskiller hæver sig milevist over den mainstream væg-til-væg grød, der totalt dominerer dansk journalistik.
Georg Metz har på glimrende vis formået at sætte filmen i perspektiv, ved på en meget præcis og saglig måde at identificere og problematisere Ole Christian Madsens og Lars K. Andersens dybt naive og særdeles problematiske nationalromantiske historiesyn.
Ud over at Foyle er en udmærket og meget engelsk serie, som på grund af nogle undertiden meget gode plots er yderst seværdig som Andersen og Madsen umuligt kan mene er middelmådig, så er deres protest mod Metz “anmeldelse” af deres film helt berettiget. Metz anmelder aldrig noget, hverken film eller bøger. Han bruger blot bogen/filmen til at få fortalt den samme sure historie om at alle andre er uvidende ignoranter. Den tidligere tv-oplæser, som giver den som den eneste der har forstået problematikken under besættelsen, gentager sig selv igen,igen. Hvorfor er filmen ikke anmeldt af en filmanmelder ? Så kunne vi andre måske få noget at forholde os til.
Terrori`sering er godt når bare det er os der er udøverne.
Terrorister blev de kaldt i aviserne dengang, og det kalder vi dem stadig i avisen og medierne, folk der ikke vil indordne sig under de indtrængende, tilpasse sig fornyelsen, synes vi er iorden at fængsle, torturer, bompe og udrydde, pr stedfortrædder.
Mon Thomsen selv har set filmen? Nå, Metz er en sur gammel stodder, ingen tvivl om det. Han er - som mange andre kritikere - heller ikke i stand til at producere nogen væsentlig selv. Så er det jo straks nemmere at rakke ned på andres produktion…
Chris Henriksen, Metz har faktisk selv “produceret” adskillige umærkede romaner.
Jeg håber, han vil svare på artiklen her, for den stiller nogle vigtige spørgsmål.
Og så vil jeg i øvrigt godt melde mig i rækken af “gamle knarke”, der tit har svært ved at forstå, hvad Mads Mikkelsen siger. Og jeg er enig i, at han - ligesom fx Axel Strøbye og Poul Reumert - har et ret begrænset repertoire som skuespillee, men også at han lige som disse i den rigtige rolle kan fungere suverænt.
“umærkede romaner!” - det var en af de mere interessante slåfejl. Der skulle selvfølgelig stå “udmærkede”. Jeg skal vist snart have nyt tastatur. Der er for tit bogstaver, der forsvinder. Beklager.
Jeg er ikke syg med forfatteren Carsten Jensen; det bedste ved ham er, at han afskyr Georg Metz; og skaf så gøg og gokke (Thomsen&Vadmand) fast arbejde, at der geares ned for Deres evindelige kommentarer
Lang - som en helaftensfilm - men kedeligt indlæg. Jeg er ikke i tvivl om at man har lagt alt muligt og umuligt i flimen, men af og til svigter talentet ambitionerne, og det er så sket her.
Flammen og Citronen er et stykke DR-tungt kakkelbordsunderholdning. Beklager.
Jeg har nu, Claus Møller, fået det modsatte at vide, og jeg glæder mig til at se den. Men alene “DR-tungt kakkelbordsunderholdning” fortæller mig, at jeg vil nyde hvert minut: kunstneriske oplevelser kommer kun, hvis man slider for at få dem.
Jeg har nu, Claus Møller, fået det modsatte at vide, og jeg glæder mig til at se den. Men alene “DR-tungt kakkelbordsunderholdning” fortæller mig, at jeg vil nyde hvert minut: kunstneriske oplevelser kommer kun, hvis man slider for at få dem.
Kunstnere der anmelder anmeldere er sku ynkelige, og filminstruktører der må udgive vejledninger til deres film burde ikke lave film!
Det er i dette tilfælde en uretfærdig vurdering, Stig Larsen, for ophavsmændene gør ikke andet end at redegøre for, at deres film hviler på nyt materiale, som altså i en dramatiseret form for første gang når det brede publikum. Hvis det var en teaterforestilling, ville den slags fremgå af en eller måske endog flere artikler i et program; men det er mange år siden, man holdt op med at udgive programmer til filmforevisninger.
Var til premiere på Flammen og Citronen. Ud over det historisk interessante projekt at skildre det moralsk usikre projekt, det vel altid vil være at likvidere og gøre sig til dommer og bøddel over andre - er det en flot og dyrt produceret film, dygtigt skruet sammen, filmet, lyssat og så videre, men gabende kedsommelig og uvedkommende. Flade og uinteressante karakterer (bortset fra Stine Stengades figur, som hun faktisk formår at gøre vedkommende) og kedelig dialog.
Og dermed falder filmens projekt - man (jeg) bliver ganske enkelt ikke optaget af at forstå og reflektere over dens budskab, fordi den ikke fungerer på det dybereliggende kunstneriske/psykologiske plan.
Efter min mening.
LB (Lille Bøvs ?)
Har du set filmen eller har du ikke haft tid pga. overarbejde ?
Jeg vil som Socialdemokrat tillade mig at mene at Georg Metz fremfører nogle solide argumenter og synspunkter.
Filmens blanding af fakta og fiktion er meget uheldig.
Netop fordi der en sammenblanding var det umuligt for mig at finde ud af hvad jeg skulle bruge filmen til.
Hvis filmens formålet som Madsen og Andersen skriver på deres nedgøring af George Metz; mest var at vise ‘to modstandsmænd der bid for bid afmonterer deres menneskelighed for at fortsætte kampen” - hvorfor så alt vrøvlet med at blande fiktive personer og fiktive handlingsforløb ind i historien?
Jeg mener at filmens titel med navnene på to virkelige sabotører og modstandskæmpere forpligter på fortælleplanet.
Titlen gør at publikum med rette kan forvente en historisk korrekt fortælling.
Og det er sandsynligvis ikke det publikum får.
Filmen når heller ikke at vise en Københavns befolkning der under krigen var en meget disciplineret og selvregulerende.
Dengang fik børn og unge der ikke kunne gå i takt så mange lussinger at de hurtigt lærte det - og de voksne var tilsvarende afrettede - se på billederne af ”Flammen og Citronen” på Nationalmuseets hjemmeside via url nedenfor.
Afvigere pådrog sig hurtigt opmærksomheden - ikke mindst lovens - hvis de som i fx Mads Mikkelsens iscenesatte figur ‘Citronen’ rendte rundt i dagevis uden at vaske eller barbere sig.
Jeg vil give George Metz ret i alle de synspunkter han fremlægger med hensyn til den manglende realisme.
Og jeg vil tilføje det tog oceaner af tid før filmen hinkende og utroværdigt foldede sin hovedfortælling ud…
Påstanden om at en dansk dansk politi jurist -
der tidligere havde drevet værnemager forretninger med en Tysker -
ved hjælp af en Dansk Mata Hari dobbeltspion -
og uimodsagt af et medlem af Dansk frihedsråd i Sverige -
skulle have misbrugt de virkelige ”Flammen og Citronen” -
til at likvidere folk der efter krigen kunne afsløre ham!
Hvis denne fantasifulde og utroværdige historie skulle have fungeret så skulle den have været introduceret langt tidligere i filmen.
Læs om Flammen og Citronen, sabotagerne og Frihedsrådet på Nationalmuseets hjemmeside.
Men se også filmen - for aktionerne og frihedskæmpernes besvær med at holde sig skjult for Gestapo og danskere der blev opfordret til at angive kriminelle sabotører og terrorister - er sikkert realistisk nok.
Selv om meget drukner i filmisk fantasifuldhed.
http://www.natmus.dk/sw54219.asp
Der sker noget nyt, når både virkelighed og fiktion blandes. ‘Flammen og Citronen’ arbejder med denne kombination, som så mange andre film gør. Det er IKKE en dokumentarfilm om to historiske personer, det er et udgangspunkt. Det ville lette, hvis debatten kunne arbejde ud fra dette, så vi taler og bedømmer filmen ud fra dens præmis. Ikke en gang dokumentarfilm kan siges at være den skinbarlige sandhed. Der arbejdes med alle mulige lag, for at få en historie til at gå op, både de filmiske greb, de dramaturgiske og de faktuelle. Hvem har sagt at en fagbog fortæller sandheden? Trods dygtig research og god redaktionel kunnen, så må vi også se historien løbende blive revideret. Men det er nok generationskløften, der præger debatten. Det er heller ikke særlig rart at unge filmfolk med store ambitioner og en enorm pose penge og omfattende lidenskab for fortiden, pludselig byder ind på noget der tilhører deres far’s tid og en allerede vedtagen forståelse. Forstår godt at det er pokkers provokerende, men sådan er livet altså.
Hvis man nu havde kaldt filmen “Rødtop og Appelsinen”, havde man frit kunnet udfolde den historie, man gerne ville fortælle, og de fiktive navne ville have givet de rigtige associationer, uden at man havde væreet irriteret over faktuel ukorrekthed (herunder dog ikke Mikkelsens skægstubbe, der vidner om en katastrofal historieløshed hos både skuespiller og instruktør).
Men når man vælger de virkelige navne, er man sgu også nødt til at undlade at lade de pågældende personer udføre ting, de ikke kunne have gjort i virkeligheden.
Oliver Stone kaldte sin film om mordet på præsident Kennedy ‘JFK’ - for det var jo ham, den handlede om, selvom han tager for sig af retterne, både konspirationsteorierne og de mere faktuelle. Spørgsmålet om skægstubbe eller ej, må høre til i småtingsafdelingen. I film skal der ofte overdrivelse til for at vi blir opmærksomme på personbeskrivelsen. Der arbejdes dér med arketyper, og tydelig markering af ven eller fjende. Film er vældig godt egnet til følelser, men sjældent til kompleks flertydighed, eller fuldstændig eksakt historisk gengivelse. I ‘Flammen og Citronen’ så har det vist været både intention og budskab, at fortælle om det kaos og den indre konflikt, som disse to personer må have været del af. Om det er så lykkedes må den enkelte se med egne øjne. Nej, jeg synes ikke man kan sige at det er katastrofal historieløshed, at Mikkelsen optræder med skægstubbe. Det har været et valg, der sikkert er blevet debateret under udviklingen af filmen, og set ud fra en faktuel verden, er det forkert, men filmisk har det været et bevidst til/fravalg, så de to typer har haft en visuel og psykologisk forskellighed at skue. Længere er den nok ikke. Film er ofte fyldt med faktuelle fejl, men det burde ikke ødelægge den overordnede historie. Men et ‘forklaringsskilt’ på et museum eller en udstilling om besættelsens to farverige modstandfolk, bør selvfølgelig være korrekt. Det er nemlig museets præmis og filmens er cocktailen mellem fiktion, fakta og fri digtning - også selvom man kalder sit værk den eksakte betegnelse, som den virkelige verden benytter sig af.
JFK er jo Stones personlige fabulering og et indlæg i debatten om mordet på Kennedy. Flammen og Citronen bliver jo netop fremført som historisk underbygget, med 7 års granskning af kilderne. Så den sammenligning holder altså ikke.
Hvis man synes, skægstubbene er o.k, burde man også have givet de tyske soldater græske hjelme på - de er jo meget flottere.
Stig Larsen; JFK skabte voldsom ballade, selv inden optagelserne gik igang. Manuskriptet blev lækket til den konservative del af pressen og allerede svinet til inden første optagedag. I dag hersker der stadig stor irritation over at Stone, fik konspirationsteorierne så dygtig flettet sammen med fakta, at ca mere end 70% af amerikanerne tror på konspirationenteorien end Warrenrapporten. Oliver Stone ansatte en hel hær af journalister og forskere til at samle materiale og interviewe vidner, så han havde noget at bygge sin film på. De mest kontroversielle punkter udelod han, fordi han vidste at han under alle omstændigheder alligevel få ballade for den del. Det fik han så sandelig, samt mordtrusler, mens optagelserne stod på. Flere steder blev han afvist, da han ville filme på de historiske korrekte steder. Ved ikke om man stadig kan kalde det ‘en personlig fabulering’ over emnet, som skulle stå i modsætning til Flammen og Citronen. Der er ikke den væsentlige forskel, bortset fra at JFK har haft flere resourser til at genskabe historien end F&C. Og Stones har brændt for sin historie lige så længe som de to forfattere bag deres fortælling, baseret på virkelighedens Flammen og Citronen.
Per Vadmand; du har jo et glimt i øjet - hvad så med i samme hug at erstatte dem med Argentinske eller Kinesiske hjelme? De kopierede nemlig den tyske hjelm, så man ikke kunne se forskel. Der var åbenbart rift efter godt brugsdesign, at man ikke lod sig skræmme af regimets rædsler.
Duer ikke - ingen fjerbuske.