Søvndals ufuldendte mission

Venstrefløjen har fra begyndelsen taget fejl i udlændingespørgsmålet. Søvndals seneste udmeldinger er kun første skridt i den rigtige retning. Han må gå endnu længere

SF-s formand, Villy Søvndal, er gået frem i meningsmålingerne efter hans skærpede retorik over for blandt andet Hizb-ut-Tahrir. Både internt i SF og eksternt har der dog også været kritiske røster. Foto: Lars Skaaning/Polfoto

I en kommentar 15. marts beskylder Rune Lykkeberg Socialistisk Folkeparti, og især Villy Søvndal, for i sit forsøg på en nyorientering i forhold til udlændinge- og integrationspolitikken at have anerkendt de borgerlige præmisser for 'det politiske blik', dvs. præmisserne for den politiske debat, men heri tager Rune Lykkeberg fejl. For at sige det råt og lige ud: Hovedårsagen til venstrefløjens seneste tre valgnederlag har været, at den i udlændingespørgsmålet fra starten har taget fejl.

Holdningen til indvandrings- og flygtningedebatten har været præget af en fra u-landsspørgsmålet stammende pligtetik, hvor man har villet være solidariske og hjælpe folk, der var i nød. Fra midten af 1980'erne har der foregået en indvandring, hovedsagelig fra lande i Den Tredje Verden, som har været uden sidestykke i Danmarkshistorien, og som på sigt radikalt vil ændre be-folkningssammensætningen i de store byer.

Da denne udvikling medførte problemer som diskrimination af kvinder, kriminalitet, og konflikter pga. forskellige værdier blev disse i første omgang enten ignoreret eller bagatelliseret - problemerne ville løse sig selv hen ad vejen, hvis de da ikke skyldtes danskernes diskrimination - af de værdipolitiske globalister. Denne benægtelse havde en ideologisk og en politisk årsag.

Den ideologiske var, at man betragtede flygtninge/ indvandrere som ofre, hvorfor man ikke måtte træde yderligere på dem (en holdning der også skinner igennem i holdningen til Muhammed-tegningerne), og den politiske var, at højrefløjen i skikkelse af Pia Kjærsgaard fra starten var ude med kritik af konsekvenserne af udviklingen, og hende ville man ikke slås i hartkorn med, og hun måtte ikke få ret - selv om historien har givet hende ret!

Grundlæggende har debatten været forplumret af, at etniske, religiøse og evolutionære begreber sammenblandes i et væk. Problemerne skyldes ikke i sit udgangspunkt etniske forskelle, altså danskere over for 'fremmede', men førmoderne kulturer over for en senmoderne kultur.

Til begreberne førmoderne og senmoderne kulturer knytter sig forskellige bevidsthedsniveauer, der afspejler en evolutionær udvikling - fra mindre til mere differentierede og komplekse bevidsthedsstrukturer. De førmoderne indvandrerkulturer med udspring i islam har ikke adskillelsen mellem religion og stat, idet islam er en altomfattende livsfilosofi, hvor der heller ikke er sket en adskillelse mellem religiøse myter og tænkning.

I disse kulturer har individet endnu ikke opnået rettigheder i forhold til kollektivet, familien, men er defineret i kraft af sin sociale og kønsspecifikke rolle. Normer og værdier er meget faste, og overtrædelse bliver mødt med stærke, negative sanktioner. Hvis en person træder ved siden af, taber hele familien ansigt. Derfor vogter man over hinanden inden for familien, og den personlige frihed er stærkt begrænset.

Dette afspejler de stormellemøstlige samfunds lave udviklingsniveau - typisk landbrugssamfund - og fraværet af en stærk statsmagt, hvorfor familien har været det sociale sikkerhedsnet.

Kultursammenstød

Når mennesker med disse kulturer kommer til højtudviklede, senmoderne kulturer, opstår der problemer i kultursammenstødet. Ofte har de førmoderne mennesker meget dårlige forudsætninger for at opfylde de ret avancerede krav, der stilles på arbejdsmarkedet - de simple, manuelle jobs forsvinder hastigt - og derfor kommer de ofte på mere eller mindre permanent overførselsindkomst.

Samtidig udsættes børn og unge for modsatrettede krav og påvirkninger fra de to kulturer, idet de i hjemmet i en opdragelsespraksis præget af kontante sanktioner oplæres til lydighed og rollekonformitet uden at skulle tage selvstændig stilling - og ofte kommer til at mangle sproglig kompetence - mens det i uddannelsesinstitutioner og den offentlige sfære forventes, at de er verbalt ræsonnerende og selvstændigt tager stilling til tingene.

Resultatet bliver, at de unge bliver spaltede individer, der ikke føler at høre til hverken i den oprindelige eller den nye danske kultur og derefter danner modidentiteter, der skaber sociale og kulturelle problemer.

Kulturrelativisme

Den danske venstrefløj har hidtil begået den kulturrelativistiske fejlslutning - hvis man da ikke har afvist, at problemerne havde noget som helst med indvandrerkulturerne at gøre - at fordi alle mennesker er lige, så gælder det også, at alle kulturer er ligeberettigede, hvorfor man ikke kan kritisere andres kulturer. Derfor bliver det også svært at kritisere andre kulturers praksisformer, f.eks. deres kvindeundertrykkelse, som man aldrig ville acceptere, hvis den foregik blandt etniske danskere. Det multikulturelle samfund er nemlig ikke bare et spørgsmål om 'kulturel berigelse', men om forskellige livsopfattelser og bevidsthedsformer, der støder sammen og skaber konflikter.

Ingen konsekvensetik

Hvis progressive danskeres holdning i stedet for at være præget af en sindelagsetik, der skal vise, at man er et godt menneske, havde fulgt en konsekvensetik, ville man spørge, hvad konsekvenserne af éns holdning bliver. F.eks. har venstrefløjen nægtet, at der er grænser for, hvor mange indvandrere landet kan kapere, hvorfor man har haft let spil til at kritisere regeringens tiltag, der i form af 24-års reglen har haft uheldige konsekvenser. Men man har ikke selv opstillet alternativer.

Villy Søvndal har indset, at skal oppositionen vinde regeringsmagten tilbage, må man vinde en del vælgere tilbage på udlændingespørgsmålet ved så at sige at åbne en ny front med demokrati- og ligestillingsaspektet som omdrejningspunktet. Herved kan han vinde lette points, fordi alle kan være enige i fordømmelsen af totalitære bevægelser som Hizb-ut-Tahrir, ligesom hans forsvar for ytringsfriheden i forbindelse med Muhammed-tegningerne egentlig er en klassisk venstrefløjsholdning. Hans klare udmeldinger har udløst et lettelsens suk blandt mange venstrefløjsvælgere, der ofte som ansatte i den offentlige sektor har mærket problemerne med indvandrerkulturerne, men hvor det ikke har været legitimt at ytre sin utilfredshed af angst for at være politisk ukorrekte, og vælgerne strømmer til SF.

Søvndal er imidlertid med sin udtalelse om, at integrationsproblemerne også skyldes kulturelle forhold, herunder religion, trådt ind i et minefelt, fordi han risikerer at blive beskyldt for at skabe en opdeling (på samme måde som Dansk Folkeparti) i 'os' og 'dem' og dermed virke ekskluderende, og dette imødegår han fikst ved at fremhæve, at han er optaget af en 'demokratisk skillelinje'. Men hermed undviger han også centrale dele af problematikken, fordi formentlig ret få indvandrere vil sige, at de går imod demokratiske værdier, mens deres kulturelle praksis - socialisationsformer i familierne af kønnene, opfattelsen af religionens betydning, osv. - går i modsat retning.

Ufuldstændig mission

Med regeringsskiftet i 2001 ændredes familiesammenførings- og asylreglerne, således at tilvandringen til Danmark fra førmoderne samfund f.eks. i forbindelse med giftermål formindskedes kraftigt, og det danske samfund fik et tiltrængt pusterum til at integrere de allerede ankomne.

Samtidig har højkonjunkturen ført til en kraftig forøgelse af især efterkommeres erhvervsdeltagelse, hvilket har gavnet den økonomiske integration, men kulturelle konflikter består stadig, og der er især problemer med indvandrerdrenge. Her må venstrefløjen formulere en strategi, der indebærer en langt mere fokuseret og massiv indsats i daginstitutioner og folkeskoler i form af ændret pædagogik, mentorordninger, osv. Til gengæld ser det ud til, at især pigerne drager fordel af 24-års reglen, som de bruger til at storme ind i uddannelsesinstitutionerne som led i deres frigørelsesproces. Her igennem sker måske i disse år det største fremskridt i indvandrerkulturernes moderniseringsproces. Denne udvikling risikerer man at sætte over styr, hvis 24-årsreglen bliver ophævet, som SF stadig ønsker, og det igen bliver muligt at importere ægtefæller fra oprindelseslandene.

At Villy Søvndal ikke har foreslået en politik til begrænsning af tilvandringen endnu, kan måske tilskrives angst for reaktionen fra hans eget bagland og andre globalister. I en diskussion med Margrethe Vestager undveg han diskussionen om kulturens betydning, og i hans eget bagland har der været kraftig kritik af kursændringen. Skal SF og venstrefløjen være stuerene i udlændingespørgsmålet, må man imidlertid formulere en politik, der både forhindrer kædeindvandring og formår at integrere indvandrerne såvel økonomisk som kulturelt og samtidig tør markere, hvilke kulturelle værdier der er acceptable, fordi de er grundlaget for at være medborgere i det senmoderne samfund.

Per Clausen er lektor i samfundsfag og underviser på RUC

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

God tone i debatten

Kommentarer

Per Thomsen

31. marts, 2008 #

Per Clausen:

"Til begreberne førmoderne og senmoderne kulturer knytter sig forskellige bevidsthedsniveauer, der afspejler en evolutionær udvikling - fra mindre til mere differentierede og komplekse bevidsthedsstrukturer. De førmoderne indvandrerkulturer med udspring i islam har ikke adskillelsen mellem religion og stat, idet islam er en altomfattende livsfilosofi, hvor der heller ikke er sket en adskillelse mellem religiøse myter og tænkning. "

Josef Stalin var i lighed med Per Clausen en ivrig meget evolutionsteroretiker, der tog udganspunkt i en meget mekanisk og rigid læsning af Karl Marx´s meget tidlige og i nogle henseender meget umodne værker.

Det var den såkaldte "produktivkraft-logik", der forudsagde at kapitalismen med dens indbyggede kriser ville bryde sammen af sig selv, og nærmest pr. automatik blive afløst af det socialistiske tusindårsrige.

Debat