Leder

Pension til velhavere

31. marts 2008

Med mellemrum rejser politikere diskussionen om velfærdssamfundets universelle ydelser. Kan det virkelig passe, at Mærsk McKinney Møller skal have folkepension, og at hans børnebørn skal modtage børnecheck, at de velhavende ældre fruer i Rungsted skal have gratis hjemmehjælp, eller at samfundet skal finansiere hele cand. merc.-studiet og SU for unge mennesker, som resten af livet kommer til tjene fire gange så meget som de klassekammerater, som vælger at tage en langt billigere erhvervsuddannelse? Velfærdssamfundet er fuld af paradokser og uretfærdigheder. I går rejste Socialdemokraternes Mette Frederiksen en af diskussionerne med et forslag om differentieret folkepension. I 10 såkaldte teser fra Mette Frederiksen foreslås blandt andet en pensionsreform, der skal sikre en retfærdig fordeling af pensionsmidlerne til gavn for de dårligst stillede pensionister. En tredjedel af pensionisterne har i dag ikke kunnet spare op til deres alderdom, enten fordi de ikke har været omfattet af en arbejdsmarkedspension, fordi de ikke har været i arbejde, eller fordi de har været på overførselsindkomster i store dele af deres arbejdsliv.

Derfor er det et relevant problem, som Socialdemokraterne rejser, og hvis ikke netop de skulle gøre det, hvem så? Fremtidens fattige pensionister er dem, som ikke har klaret sig godt i arbejdslivet, som ikke har fået nogen uddannelse, eller af den ene eller den anden grund har været uden job i store dele af deres liv. Og med den lave folkepension som eneste indtægt bliver de straffet igen i deres alderdom. Derfor er der god grund til at iværksætte et reformarbejde på området. Men løsningen er næppe at differentiere den universelle folkepension yderligere, men derimod at sikre, at alle har en eller anden form for opsparing - også de, der er uden for arbejdsmarkedet. Det danske pensionssystem er internationalt berømmet for sin robusthed, fordi det bygger på en tredeling af skattefinansieret pension, tvungen opsparing og frivillig opsparing, som betyder at systemet er fintmasket og mere socialt retfærdigt end i mange andre lande. Folkepensionen udgør bunden, oven på det ligger en tvungen opsparing i ATP og for de erhvervsaktive en tvungen opsparing i arbejdsmarkedspensionerne og oven på det, er der de private kapital- og ratepensioner. Da man indførte ældrechecken, var det ikke blot Dansk Folkepartis forsøg på at sikre sig stemmer hos de fattigste pensionister, det var også i erkendelse af, at en stor gruppe af pensionister falder igennem maskerne i systemet.

Når skatteministeren skyder det socialdemokratiske forslag ned med et argument om, at det skal kunne betale sig at spare op, så rammer det ved siden af. For det første er de fleste opsparinger obligatoriske, og for dem, der sparer frivilligt op, udgør folkepensionen så lille en del af den samlede pen-sion, at det næppe vil afholde dem fra at spare op, at folkepensionen blev mindre. Så der er ikke no-gen undskyldning for at afstå fra et vigtigt reform-arbejde.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • 'Jeg gider ikke tale om sko og tasker'

    Tre ugers barselsorlov må være nok for en fornuftig mand, mener Asger Aamund. Han opfordrer yngre mænd til at være tro mod sig selv og sætte grænser for kvinderne
  • glistrup1.jpg

    Og dansk politik blev aldrig det samme

    På godt og ondt: Mogens Glistrup, der er død, 82 år, var den største provokatør og den mest effektive systemkritiker i den moderne velfærdsstat
  • bieri.jpg

    Når vi lever vores liv som mennesker

    Ikke alle er fordummede fjernsynskiggere. Der er også mange, der er sultne, efter at man taler med dem om de vigtige ting i livet, mener den schweiziske filosof Peter Bieri, der skriver tanketunge romaner under pseudonymet Pascal Mercier
  • reformationenharfundetsted.jpg

    Reformationen har fundet sted

    Den evindelige snak om 'reformpause' og 'reformangst' bliver nærmest latterlig, når man betænker, hvordan folkeskolen, gymnasieskolen og universiteterne er blevet gennemgribende reformeret under regeringen Fogh
  • Man kan ikke måle sig til kvalitet

    25 år med liberalisering, markedsgørelse og kontraktstyring har ikke givet mere kvalitet eller bedre service i den offentlige sektor
  • DRAMA.jpg

    Jeg vil ikke finde mig i det

    Nej, kunst bliver ikke bedre af at være skabt af flygtninge. Men hvad gør man så, når man oplever imponerende teater skrevet ud fra en flygtningedigters ord?