Festen kræver altid forandring, og forandring skal den få. For vi kan jo ikke blive ved med at danse til fordums storhed (vel, Dan Rachlin?). Verden forandrer sig, vi forandrer os med den. Og vi kan kun besøge Yazoo og Ace of Base som museumsgenstande, vi har investeret store teenage-sorger, nu nostalgi i. Så festen kræver forandring. Ellers er det jo ikke længere en fest, men gravøl for tabt ungdom.
Så derfor er jeg glad for Hercules and Love Affairs debutalbum og for Gnarls Barkleys andet album.
Sidstnævnte hedder The Odd Couple og arbejder endnu engang med duoens to personager som sikkert iscenesatte freaks i popkulturens store åbenbaring. "I got a secret/Something I thought maybe I could do/But I can't now, can I?/Lucky you", lyder det på 'Would Be Killer'. Og 'Even my shadow leaves me all alone at night'.
Den amerikanske duo har tidligere fremstillet sig selv som patienter i spændetrøjer på pressefotos og tekstligt arbejdes der stadig med indlæggelser og sindssyge og vaklende virkelighed. Men duoen er lige så meget, hvis ikke i højere grad, healere og plejere af modernitetens sår. Mens vi danser til senkapitalismens beat, så siver sjælen jo, folkens. Du ved det. Jeg ved det. Cee-Lo ved det: "Still my hunger turns to greed/Cause what about what I need?/Who's gonna save my soul now?". Ved at bære sygdommen bliver de i en popsangs længde til kuren, og i Cee-Los smukt knækkede desperation og soulede sturm und drang gemmer der sig historicitet og kontinuitet, men også løfter for fremtiden og festen.
Lyden af gamle dage
The Odd Couple er en mindre hit-gejl plade end den brillante debut St. Elsewhere. Men ikke et mindre anfægtet og anfægtende værk med bjergtagende kor, catchy og gribende omkvæd, instrumentale lækkerbidskener samt frække kombinatorikker fra komponisten/produceren Danger Mouse væbnet med sampleren som tidsmaskine.
Resultatet er en serie opdaterede soul-sange svøbt i 50'er- og 60'er-samplinger og ikke mindst deres sværmerisk analoge klangvarme - som matches af de nyindspillede instrumenter, men også fileteres af Cee-Los let skingre, brillant ekspressionistiske sangstemme. Lyden af en svunden tid indfanget, indkapslet og pakket ud i nutiden. Forbilledligt præserveret i samplerens vakuum-indpakning og studiets trolddom.
Det er pop med flere tider i sig og benådet med en god gammeldags besjælet røst - om det så er dæmoner eller engle, der har taget bo i den gode hr. Green. "Can't you see?/If I help somebody, baby, that's mercy for me/Aaah charity".
Og så er der en sublim egensindighed i deres vitaminrige tidsrejser. Her er for eksempel afsnuppede baglæns strygere med hilsen(?) til Mobys tidligere hits - men under påvirkning af et beat, der er så snublende, og bas-programmeringer, der er så kontraproduktive, at det kan være decideret invaliderende at forsøge at danse til det. Dette er med andre ord en duo, der har besluttet, at verden må følge med dem og ikke omvendt. Og halleluja for det. The Odd Couple er i sine bedste øjeblikke medicin til moderniteten.
Genkendelig grundnerve
Hercules and Love Affair er også egensindige, men ikke helt så egensindige. Primus motor i newyorker-kvartetten hedder Andy Butler, men forsangeren truer med at stjæle billedet. Det er nemlig ingen ringere end Antony Hegarty fra Antony & The Johnsons. Og som i Gnarls Barkleys tilfælde, så beånder en stor stemme således også debutalbummet Hercules and Love Affair med sin smukke, men anderledes bævende røst. Og mens genkendeligheden er Gnarls Barkleys kokette trick, så er det snarere grundnerven i Hercules. Gennem albummet dunker nemlig en salig disco-forgiftning som den udfoldede sig fra midten af 70'erne. Her er det old school-disco-beats og liret, svampede basgange med tyverier fra tidligere tider i et tempo, der efter house, techno, drum'n'bass virker decideret sindigt - selv da duoen kopierer fra et house-hit. Men ikke mindre appellerende eller syntetisk erotisk i sine bedste øjeblikke. Der er en konsekvent altmodisch håndspillet tilgang til disco-faget på Hercules and Love Affair.
Men heldigvis er albummet ikke gennemvædet af nostalgi, hvilket især skyldes divaen Antonys u-funky, men rørende og rørige sang samt en kreativ, nogle gange decideret modgiftig brug af messingblæs. I disse passager omplantes disco-euforien, og festen kan fortsætte på et nyt niveau. Stadig under spejlkuglen.
Men alligevel. Andre steder bliver disco-fetichen for tør, puritansk og retrospektiv, og selv Antony kan virke rådvild og hjemløs, mens den kvindelige forsanger fremstår kønsløs. Men det ændrer ikke ved, at Hercules and Love Affair er trådt et skridt videre i musikrevolutionen og har givet os ny nødvendig sanselighed i deres bedste udforskninger af den evige disco. Vi har jo brug for det.
Og således sparkes vi frem og tilbage i tiden, ind og ud af kropsligheden, væk fra og tilbage til moderniteten (det billige skidt) af to amerikanske plader. Og det kilder i maven tur-retur.
Gnarls Barkley: 'The Odd Couple' (Atlantic/Warner). Udkommer i dag. Hercules and Love Affair: 'Hercules & Love Affair'. (DFA/EMI). Er udkommet.
