Lanceringen af teser som ‘det enkeltes menneskes frihed står over alt andet’, ‘pligter er vigtigere end rettigheder’ og ‘velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv’ fra Socialdemokraternes Mette Frederiksen, er ikke led i en overordnet socialdemokratisk strategi for at generobre den politiske dagsorden.

Initiativet kommer nedefra, men er blevet blåstemplet af partiets ledelse, der hungrer efter at komme ud af den aktuelle krise.

Det viser samtaler med en række centrale personer i og omkring partiet.

Det er folkene bag det uafhængige, men S-tilknyttede, tidsskrift ‘Vision’, der står bag initiativet.

Når de liberale har deres teser, ville vi se, om vi ikke kunne få det samme på vores fløj. Vi nåede så frem til, at en af dem, som vi tror kan formulere dette, er Mette Frederiksen, som vi tog kontakt til. Hun indvilligede i at skrive teserne.

Vi har så haft en dialog omkring det i mange måneder,” siger Jens Jonatan Steen, redaktør på Vision.

Modtaget med kyshånd

Det forløb bekræftes af Mette Frederiksen:

Når jeg har sagt ja til folkene fra Vision, var det fordi jeg synes det er rigtigt godt, at nogen i vores organisation gerne vil fremme sådan en debat. Men som medlem af Socialdemokraternes ledelse har jeg selvfølgeligt sørget for at vende udspillet med resten af ledelsen, før vi gik ud med det,” siger Mette Frederiksen.

Ifølge en kilde med et indgående kendskab til Socialdemokraterne, har partitoppen - delvist af nød - modtaget det nye udspil med kyshånd.

Jeg tror, at ledelsen er glad for hvad som helst, der kan afspore Jeppe Kofod-debatten. Og så kan Mette Frederiksen også bliver ledelsens repræsentant i at tage luften ud af Den Røde Skole og få skuden vendt i forhold til vælgere, der siver til SF,” lyder det fra kilden.

Venstres chefideolog, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, er langt fra imponeret over S-udspillet:

Det virker som de har sagt: Vi er i krise, lad os diskutere noget, som vi kan udvikle hen af vejen. Men det er sikkert godt for Socialdemokraterne, at de har fået en disposition for, hvad de skal arbejde med i den kommende tid,” siger han.

Utålmodigt bagland

Claus Hjort Frederiksen har heller ingen fidus til den græsrodsmetode, der ligger bag udspillet.

Tilblivelsen virker meget aparte, for hvordan politiske partier normalt arbejder.

Normalt fremlægger ledelsen et forslag, som så bliver bearbejdet. Man starter ikke med at sige: Hvad synes I selv. Det betragter jeg ikke som et seriøst politisk arbejde,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, ser denne reaktion, som udtryk for den topstyrede kultur, der er hos Venstre.

Men det er da et klart dilemma for ethvert parti, hvor stærkt det skal styres oppefra, og hvor meget det skal gives fri nedefra. Socialdemokraterne har en tradition for aktive græsrødder og en kultur, hvor man skal sætte sig ned og evaluere sig selv. Men mediedagsordenen kræver at man skal kunne reagere centralt og hurtigt. Det er et virkeligt dilemma,” siger han.

I partiets nuværende situation med elendige meningsmålinger, mener Kasper Møller Hansen dog, at der er brug for at lade græsrødderne komme endnu mere til orde:

Problemet er, at baglandet ikke kan vente på, at ledelsen reagerer. Så pt. er løsningen ikke at styrke ledelsen, men at gøre det modsatte: Give los og lade lokalafdelinger og græsrødder debattere på kryds og tværs,” siger Kasper Møller Hansen.

Fakta

Ti socialdemokratiske teser for et bedre Danmark

1. Det enkelte menneskes frihed står over alt andet

2. Pligter er vigtigere end rettigheder

3. Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere

4. Velfærden skal hellere være fælles end privat

5. Der skal tjenes flere penge i Danmark

6. Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv

7. Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug

8. Danskerne skal først og fremmest være borgere - ikke kun forbrugere

9. Verden har behov for mere politik - ikke mindre

10. Skal skrives sammen med andre der også ønsker et socialdemokratisk Danmark