Medierne meddeler, at: Tre teenagere i København slår et avisbud, så han dør af kvæstelserne. Sagsbehandlerne i Kalundborg kommune gør opmærksom på, at de frygter misbrug af børn i sager, som de ikke har tid til at behandle. Og i marts måned fandt der to ildspåsættelser og et overfald sted i Bramming. Ved bare at kigge lidt tilbage i tiden kunne opremsningen fortsættes, men jeg tror, det nævnte rækker.
På overfladen er motiverne bag vold forskellige, men under overfladen har voldsmanden meget ofte en historie, der er præget af et omsorgssvigt, som har varet hele barndommen, og som der aldrig er grebet effektivt ind over for. Der kan have været gjort en masse. Der kan i løbet af voldsmandens opvækst have været iværksat mange forskellige foranstaltninger. Det har bare ikke virket.
Problemerne er tværtimod blevet gradvist større. Det har f.eks. ført til, at det ene anbringelsessted efter det andet har givet op over for den unge. I de sene ungdomsår har den unge måske drevet rundt på egen hånd. I det typiske forløb har barnets forældre selv manglet følelsesmæssig omsorg som børn. De er forblevet umodne og ikke har udviklet den normale trang til at skabe kontakt med deres barn, som andre mennesker udvikler. De har fra begyndelsen set deres barn som en forstyrrelse, når mad og en tør ble ikke lukkede munden på det.
Verdenen er modstander
Reaktion på omsorgssvigt er, at barnet udvikler mistillid til forældrene og kommer til at opfatte dem som modstandere. Mistilliden og fjendebilledet overføres til alle andre voksne, f.eks. i daginstitutionen. Modstandere kan man enten kæmpe imod, overtilpasse sig eller flygte fra. Vold og ildspåsættelser er eksempler på kamphandlinger.
Den voldsmand, der som barn f.eks. har været anbragt uden for hjemmet, er typisk blevet mødt med velment pædagogik. Men pædagogik dur ikke til børn og unge, der opfatter den voksne som en modstander.
Pædagogik dur kun til børn og unge, som har udviklet tillid til voksne. For pædagogik vil forandre, og børn og unge kan kun forandre sig, når det sker i forhold til voksne, som de har tillid til vil hjælpe dem. At pædagogik vil forandre betyder, at man vil lære barnet en adfærd, der er mere hensigtsmæssig end den, det allerede har.
Det er pædagogik, når forældrene fortæller deres treårige, at han skal spørge, om han må låne sin kammerats legetøj, før han tager det, eller når læreren underviser børn i læsning. Det hensigtsmæssige er naturligvis, at de normer og kundskaber, som barnet lærer, bidrager til, at barnet får et godt forhold til andre og klarer sig godt i tilværelsen.
De pædagogiske ambitioner har vi på alle børns vegne, men hos det omsorgssvigtede barn aktiverer pædagogik kamp eller overtilpasning. Kamp er, når barnet gør, hvad det vil, og er ligeglad med pædagogens velmente vejledning om at spørge om lov, før det tager legetøjet fra andre. Overtilpasning er, når barnet lytter til vejledningen, for så når den voksne er ude af syne at følge sine egne indskydelser.
Hvad gør man så?
Når pædagogik ikke dur til det omsorgssvigtede barn, hvad skal man så gøre? Man skal møde barnet på måder, som minimerer kamp og overtilpasning, og som tværtimod giver barnet grund til at tro, at der findes voksne, som det kan have tillid til. Miljøterapeutiske metoder som spejling og jeg-støtte er nogle måder at møde barnet på.
Spejling er en metode, hvor barnets problemadfærd i en periode accepteres og forstås som meningsfuld set på baggrund af barnets livserfaringer. Dette skaber grundlag for, at barnet kan udvikle tillid.
I pædagogisk arbejde indgår man aftaler, som barnet har et medansvar for. Et svigtet barn lever imidlertid ikke op til sit medansvar. Barnet bryder aftaler, dels fordi det er i opposition til de voksne, dels fordi det ikke er styret af aftalen (som et normalt udviklet barn), men derimod af sine øjeblikkelige indskydelser. I jeg-støttende behandling tager den voksne derfor ansvaret for alle de handlinger, som barnet ikke selv tager ansvar for.
Miljøterapeutiske metoder kan anvendes over for omsorgssvigtede børn og unge i alle aldre, så længe de ikke har vist samfundet ryggen. Behandlingen er dog lettere at gennemføre, og resultatet bliver bedre, jo yngre barnet er.
I de senere år er mange anbringelsessteder og heldagsskoler gået i gang med at lære miljøterapi. Derimod har kommunernes socialforvaltninger, deres pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR), Velfærdsministeriet og Servicestyrelsen endnu ikke vist mærkbar interesse.
En langsigtet strategi
Volden er meningsløs, set fra det sagesløse offers, de pårørendes og alle andres synspunkt. Set fra voldsmandens synspunkt er volden imidlertid et meningsfuldt udtryk for den frustration og vrede, som er ophobet hos det omsorgssvigtede barn, der ikke har fået effektiv hjælp.
Men uanset den mening, som volden således rummer, kan et retssamfund ikke nøjes med at forstå den. Når tragedien sker, er der brug for, at politi og retsvæsen træder til. Men deres indsats ændrer ikke det omsorgssvigtede barns løbebane. Når politi og retsvæsen varetager deres funktioner, bekræfter det tvært imod voldsmanden i, at omverdenen er en modstander.
Skal det blive anderledes, er vejen frem, at politikere og myndigheder bliver opmærksomme på, at hjælpen til omsorgssvigtede børn og unge skal gøre det muligt for dem at udvikle tillid til voksne.
Det vil være et skridt i denne retning, hvis Velfærdsministeriet igangsætter undersøgelser af effekten af behandlingen af omsorgssvigtede børn og unge. Man bør undersøge velbeskrevne og veludførte metoder, der ud fra erfaringer synes at være effektive. Blandt sådanne metoder er f.eks. de nævnte miljøterapeutiske metoder.
Lars Rasborg er cand. psych., specialist i børnepsykologi og privatpraktiserende psykolog. Han er forfatter til ‘Miljøterapi med børn og unge’ (Akademisk Forlag, Kbh., 2007).
Kommentarer
En meget interessant artikel.
Men hvad koster det - og virker det?
Lars skriver at:
“Miljøterapeutiske metoder kan anvendes over for omsorgssvigtede børn og unge i alle aldre, så længe de ikke har vist samfundet ryggen. Behandlingen er dog lettere at gennemføre, og resultatet bliver bedre, jo yngre barnet er.”
Er der nogen der gider svare/ kommentere paa foelgende:
1) Den gode gamle debat om arv og miljoe. Lars forudsaetter tilsyneladende at vi taler om 100% miljoe. Jeg synes ellers der er en stigende boelge af forskning der taler om arvens/genernes paavirkning.
2) Den modsatte opfattelse af Lars’ ville vaere at man skal saette haardt mod haardt mod unge der har “givet samfundet fingeren”. Den manglende respekt for andre befordres ihvertfald ikke af eftergivenhed og flere “paedagoger”. Her lidt samme logik som Hitler og appeasement, uden sammenligning i oevrigt, men bare at vende den anden kind til kan jo ikke altid vaere rigtigt overfor graensesoegende boern og unge.
3) Hvilke signaler sender det i samfundet, hvis dem der raaber hoejest bare faar hvad de vil have, uden nogen form for modspil? Det er da ikke et samfund jeg synes lyder saerlig rart - meget uretfaerdigt. Hovedhjoernestenen i velfaerdssamfundet er da at alle har et medansvar, at man ikke bare kan sige rend mig, og saa lade andre staa med stumperne. Eller er der noget jeg har misforstaaet?
4) Hvad koster den slags terapi, i forhold til alternativerne? Det kan da godt vaere at hvis man saetter 12 paedagoger og mandsopdaekning paa en “omsorgssvigtet”, at man kan faa noget rimeligt ud af det, men hvis det koster 400,000 kr om maaneden, er der da andre ting jeg synes man hellere skal bruge pengene paa.
Paa forhaand tak.
Lars Rasborg tale om, at pædagogik ikke dur til omsorgssvigtede børn, fordi de ingen tillid har til voksne. Det er en voldsom udtalelse!
Rasborg taler om miljøterapeutiske principper - men det er vel også en form for pædagogik, er det ikk’?
Der er uden tvivl brug for dybere forståelse af de dynamikker, som medfører et ungt menneskes meningsløse vold, og Rasborg udlægger meget fint, hvordan meningsløse handlinger er umiddelbart meningsfulde for den omsorgssvigtede, som er dybt frustreret. Men så skal vi vel se på alle de faktorer, som frustrerer.
Vores skolesystem er indrettet til middelklassens piger. Sid ordentligt, lav dine lektier, ti stille - gør hvad der bliver sagt. Vi har indført individuelle læreplaner og tester og screener vores børn i en uendelighed. Der er en ensidig dyrkelse af en række helt specifikke aspekter af vores intelligens og kreativitet. Det er en indsnævring af normen, og flere og flere falder uden for. Det er ikke Folkets Skole. Det er en ekskluderende skole.
Vi forstår mere og mere om vigtigheden af nærværende voksne i barnets opvækst. Men vi prioriterer ikke flere hænder på dette område. I stedet har vi politikere som bare vil have mere af det, som de kalder kvalitet. På New Puclic Management-sprog betyder det: effektivitet og dokumentation.
Der er mange såkaldte ‘anbringelsessteder’ i landet. Men at ‘anbringe’ et andet menneske kan let opleves som en eksklusion. De miljøterapeutiske principper, som Rasborg taler om, koster mere, end det, vi giver ud i dag. Det kræver simpelthen flere ansatte. På en institution er barnet / den unge hele tiden. Personalet går hjem, og nye kommer på arbejde. Der, hvor miljøterapi virker, er steder, hvor man har fået tilført så mange ressourcer, at de ansatte har tid til reflektion, tid til koordinering, planlægning, fordybelse og supervision.
Der skal sættes ind med flere midler og uden krav om så omfattende dokumentation, som tilfældet er i dag.
Men hvis vi virkelig vil sætte ind; hvis vi virkelig vil prioritere, skal der sættes ind FØR det ender så galt!
Vi bør gøre arbejdet som lærer og pædagog langt mere eftertragtet. Lønnen er klart en faktor, men bestemt også klassekvotienterne, nomeringen i institutionerne og kravene om dokumentation er faktorer.
Og så skel der tilføres midler til forskning i læringsstile, så skolen kan blive mere rummelig og i sidste ende udklække en masse frie og kreative mennesker, som skal være problemløsere i fremtidens ekstremt komplekse problemstillinger.
Rasborg taler om TILLID. Og det synes at være det helt essentielle i alt dette. Det handler om tilliden til den enkeltes autoritet - at hver enkelt har en dyb intelligens, som kan udfoldes eller undertrykkes.
I jagten på verdens bedste konkurrenceevne; i vores iver efter at vinde, mister vi tilliden til os selv og hinanden og vi dyrker vores ego i en grad, som destruerer vores livsbetingelser.
Og dét er da meningsløst! Mon ikke børn og unge mennesker OGSÅ oppunerer mod denne meningsløshed?
Jeg skal prøve at svare på nogle af Jens Christians spørgsmål:
Ad 1. De følger, som omsorgssvigt har for et barns udvikling er i sagens natur miljøbestemte. Man kunne selvfølgelig tilføje den betragtning, at der kan være nogle børn, som pga. deres gener er mere sårbare over for omsorgsvigt end andre. Det ændrer dog ikke ved, at omsorgssvigt er skadeligt for alle børn.
Ad 2-3. Det står mig ikke helt klart, om det er miljøterapi, du her sigter til her. Hvis det er, så vil jeg sige, at miljøterapeutiske metoder (hvoraf jeg i Synspunktet kun har nævnt nogle) er kraftfulde, selv om metoden spejling måske kan lyde “blødsøden”. Spejling, som sætter ord på tanker og følelser, som fx den hårdkogte unge formodes at have, men ikke selv giver udtryk for, er en form for afsløring af noget hidtil tilsløret. Det er en måde at gennemskue den hårdkogte unge på. Den unge vil i behandlingens indledning typisk reagere ved vise ganske megen frustration over dette, og det er ofte et tegn på, at miljøterapeuten har “fat i noget”.
…Maskineriet sendte kommentaren, før jeg var færdig. Her er fortsættelsen:
Ad 2.3-, fortsat: Her overfor har man i anvendelsen af pædagogiske metoder en tilbøjelighed til at svinge mellem to uheldige positioner:
Position 1, hvor pædagogen synes, at han får en fornuftig snak med den unge, hvor den unge f.eks. viser forståelse for almindelige sociale normer -hvorefter den unge går ud og gør det stik modsatte, dvs. udviser antisocial adfærd.
Position 2, hvor pædagogen drager en konsekvens af den antisociale adfærd, f.eks. ved at fratage den unge nogle frihedsrettigheder.
I position 1 kører den unge om hjørner med pædagogen, dvs. metoden er “slap” og uvirksom. Samtalen var et spil for galleriet.
I position 2 får føler den unge, at pædagogen er skarpt vendt imod ham, som en modstander, en fjende, og det vækker den unge til kamp.
Spil for galleriet hjælper ikke den unge, men understøtter tvært imod hans mønster, hvor han overtilpasser sig, så længe han taler med pædagogen, men bag denne facade skjuler antisocial adfærd, som får frit løb, når den unge ikke lige står over for pædagogen.
Det hjælper heller ikke den unge at opleve, at pædagogen er en modstander. Tvært imod, det understøtter den unges opfattelse af, at man må kæmpe imod de voksne for at klare sig.
I miljøterapi kan man undgå de to positioner, og pædagogen (nu: miljøterapeuten) kan skabe sig et tredje ståsted, hvor han i stedet for at lade sig løbe om hjørner med gennemskuer den unge vha. spejling, og i stedet for at drage konsekvenser af den unges antisociale adfærd, forebygger at den antisociale adfærd overhovedet udvikler sig til det uacceptable ved gennem jegstøtte at afgrænse den unge og tage ansvar for hans handlinger.
Ad 4. Mit svar på, om anbringelse med miljøterapi er dyrere end anbringelse uden, er, at det er det ikke nødvendigvis, men nogle gange er det.
Miljøterapi kan læres af plejeforældre, såvel som af medarbejdere i opholdssteder og døgninstitutioner. Det koster naturligvis noget at lære miljøterapi (kursus og træningsforløb.
Miljøterapi bør superviseres, dvs. at terapeuterne bør modtage løbende vejledning - med det er der plejeforældre og især medarbejdere i opholdssteder og døgninstitutioner, som allerede modtager, og vejledningen bliver ikke dyrere af, at den nu er miljøterapeutisk.
Miljøterapi bør foregå i et koordineret samarbejde og ud fra en behandlingsplan. Dette kræver mødevirksomhed, herunder også f.eks. med barnets skole. Men der er som oftest i forvejen knyttet mødevirksomhed til det anbragte barn, især på døgninstitutioner, noget mindre grad i opholdssteder, og mindst i forbindelse med plejefamilieanbringelser. Og især på døgninstitutioner, men også i opholdssteder er der allerede behandlingsplaner. Måske skal mødevirksomheden og behandlingsplanlægninggen udvides noget - men det er ikke sikkert.
Miljøterapeutisk arbejde gør det tydeligt, hvor meget man kan hjælpe små børn og hvor meget sværere det er at hjælpe større børn og unge. Derfor kunne man tænke sig, at anvendelsen af miljøterapi på længere sigt gør det tydeligere, hvor vigtigt det er med en tidligt indsættende behandling, hvis man skal komme langt i retning af en normalisering af barnets udvikling. Tidligere anbringelse vil typisk betyde, at den samlede anbringelsestid bliver længere. Derfor bliver udgiften naturligvis også større.
På den anden side: Når børn med effektiv behandling hjælpes, så de kan få en selvforsørgende voksentilværelse, fri af kriminalitet og misbrug, så bliver de “billigere”, hvad angår overførselsindkomst og samfundsmæssige omkostninger, afledt af kriminalitet og misbrug.
Men regnestykket er for mig ikke sådan lige at stille op. Jeg håber dog, at det ovenstående er et bidrag til et svar på det økonomiske spørgsmål.
Lars Rasborg
Man giver børnene en følelseskold opvækst, i et følelseskoldt og egocentrisk samfund, så de udvikler psykopati. Og nu forstå man ikke, hvorfor børnene udviser psykopatisk adfærd!
Bjørn Holmskjold
Stor tak til Lars Rasborg for et meget velgennemtaenkt og velargumenteret svar.
Man (dvs jeg) har ofte en vis skepsis overfor “bloedsoedne” metoder, udfra betragtninger om at der er tale om Position 1, som du beskriver ovenfor. Men hvis metoden faktisk virker, og ogsaa omkostningsmaessigt er rimelig, lyder det jo bestemt som noget der er vaerd at satse paa.
Jeg ved godt at der er mange der siger “fnys” naar man naevner oekonomi, men som du ogsaa accepterer, er der jo brug for cost-benefit taenkning i alle interventionssammenhaenge, ellers risikerer man jo at bruge de begraensede midler ineffektivt.
Er der nogen undersoegelser der vurderer hvilke metoder er mest effektive til at hindre “asocial” adfaerd? Jeg synes det er et generelt problem for sociologer og andre med typisk “venstreorienterede” dagsordener, at der er mange gode intentioner, men typisk en manglende villighed til at bringe samfundsoekonomiske beregninger ind i debatten [Men altsaa ikke for Lars]. Helst paa et idt mere detaljeret plan end “saa spaerer vi paa overfoerselsindkomster”. Gerne med samme dokumentationskrav som for eks. nye medicinske produkter, dobbeltblinde forsoeg osv.
Hvis der fandtes saadanne undersoegelser burde der ogsaa vaere politisk opbakning for at aendre/ oege allokeringen af ressourcer til f.eks. faengsler. Jeg bor i England, og i f.eks. Brixton faengsel i London gaar kun 5% af udgifterne til rehabilitering. Det virker som en underinvestering.
Men er det ikke ogsaa et svigt af sociologerne, at de oftest ikke kan komme med en ordentlig investment case til beslutningstagerne (dvs. skatteborgerne)?
Istedet for (a la Bjoern Holmskjold) bare at stille sig op paa barrikaden med helt forslidte “det er samfundets skyld” floskler. Hvad der er brug for er specifikke ideer, med beviselige resultater, og et rimeligt forhold mellem resultater og omkostninger.
Den nyeste adfærds- og hjerneforskning er nået til den konklusion, at der ikke er en fri vilje. Forklaringen er for kompliceret til, at jeg kan give den. Men det grundlæggende er, at du har arvet din personlighed og dine adfærdsmønstre i givne situationer. De er genetisk bestemte, og de er nogenlunde uforandrede gennem livet. Sagt meget forenklet. Men man behøver ikke at have fulgt ret meget med i debatten herhjemme for at se, at denne stadigvæk er præget af forestillinger om miljøets rolle. Ordet den ”sociale arv” går igen i tide og utide, hvor det var mere rigtigt at bruge udtrykket den genetiske arv. Jeg plejer selv at sige: Man skal vælge sine forældre med omhu.
Myter dør aldrig helt, og forældet viden gør det kun langsomt. Nok også fordi så mange af os lever - tilmed godt - på baggrund af viden og udannelser, der ligger mange år tilbage. Og da næsten al forskning på dette område stammer fra udlandet, siver den kun langsomt ind i den almene danske forståelses- og begrebsverden. Et andet af mine yndlingsudtryk er: Freud er død. Men han lever i bedste velgående i Danmark.
Vold og såkaldt ”meningsløs vold” er blevet et kæmpeproblem, også større end de fleste sikkert er klar over, for den optræder i miljøer og på steder, hvor næppe mange af Informations læsere og bloggere færdes. Og hvad man ikke ser og ikke ved, har man som bekendt heller ikke ondt af. Men den barske virkelighed viser, at alle de tiltag, der har fundet sted i de sidste mange årtier stort set er virkningsløse. Ellers ville volden jo nærmest være forsvundet, for der er næppe mange andre samfund, der har sat større ressourcer ind på området end det danske.
Den ”meningsløse vold” er sandsynligvis udtryk for nogle komplicerede processer, som skal tackles på helt andre måder, end der nu er tradition for i Danmark eller for den sags skyld i andre lande. Men hvis den ikke skal fortsætte med at udvikle sig, er det i det mindste nødvendigt, at de direkte involvere parter - udover voldsmændene (at det mest er hankønsvæsener, røber selvfølgelig også volens genetiske baggrund) - gør sig klart, hvad der styrer den, og at de får en opdateret forståelse af den. Ellers kommer vi ingen vegne. Præcis som vi ikke gør nu. Men man skal selvfølgelig også tænke på alle de terapeuter, psykologer m.fl som lever rigtig godt af de uløste problemer. Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget - eller nogle…
Hvad er prisen på et menneske?
Det var vel kun et spørgsmål om tid, før denne fyr dræbte et menneske, før han bankede sin kæreste, før han svigtede sine egne børn og før han blev en kriminel pest for dette samfund og lagde en lang stribe af ofre efter sig.
Uanset forældre og opvækst, uanset arv og miljø, offentlig hjælp eller ikke, så ved enhver når man gør noget forkert - med mindre pgl. er sindsyg. Og man ændrer sin adfærd, hvis man har gjort noget forkert. Man kan selvfølgelig have så ondt i livet, at man med stoffer, spiritus eller religion vælger bevidst at sætte sig i situationer, hvor man mister selvkontrollen og gør andre mennesker ondt. Men man kender fra start slutresultatet. Det er konsekvensen af at være et menneske, at man er bevidst om sine handlinger.
En anden fyr ses lige at have fået en dom på 11 år fængsel for at have bortført, skudt og efterladt sin kæreste døende - efter at han tidligere havde optrådt voldeligt over for kæresten. 11 års fængsel var altså den pris, som samfundet valgte at lade ham betale - for et andet menneskes hele liv, før det pinefuldt ebbede ud, og for mange pårørendes store sorg.
Nu er spørgsmålet så, at når vi nu med sikkerhed ved, at der er nogle mennesker - ofte med mere eller mindre klare psykopatiske træk, der allerede fra en tidlig alder viser tegn på en opførsel, der er helt uden for al normalitet, og at de pgl. mennesker gennem størstedelen af deres liv med meget stor sandsynlighed vil forpeste samfundet med kriminalitet, med svigt og ondskab selv over for deres nærmeste, er det så rimeligt, at vi bevidst udsætter andre menneskers liv for fare og lader hånt om den tryghed, som alle andre har brug for? Er det så rimeligt, at vi andre finder os i den forråelse, som disse mennesker spreder omkring sig som en kræft? Og er det så rimeligt, at hensynet til den slags normløse mennesker vejer tungere end hensynet til alle os andre?
Der er helt klart grænser for, hvor meget man bør ofre på at rehabilitere mennesker - og her tænkes der ikke kun på pengemidler, for varige fængselsophold vil såmænd være mindst lige så dyre viser al erfaring. Men den værdi der er, ved at vi andre velfungerende mennesker er sikre på og er trygge ved, at staten resolut griber ind og varetager vores sikkerhed, er ganske enkelt langt højere end værdien af de ovenstående drabsmænd.
Der er handlinger, som er så grove, at de aldrig bør tilgives og hvor forsøg på forståelse er spild af tid og energi. Og menneskene bag sådanne handlinger bør ganske enkelt aldrig komme ud blandt os andre igen - uanset prisen.
Alle de af os, der har med mennesker at gøre, kan ret nemt vurdere, om der er muligheder for rehabilitering. Og en ordentlig og konsekvent reaktion og visitation vil give flere midler til dem, der kan og vil “reddes”.
Nogle vil givet vis kalde min holdninger for forenklede, for overdrevent nøgterne eller måske for direkte afstumpede - og vil i stedet sætte ind med evig rehabilitering. Disse synspunkter kan jeg leve med - men det kunne avisbudet Deniz ikke.
Willy Johannsen antager, at det hele handler om genetik. Han repræsenterer således det rendyrkede biologiske menneskesyn, som er oppe i tiden. Og en fri vilje er selvfølgelig uforenelig med denne anskuelse af mennesket.
Willy skriver: “…du har arvet din personlighed og dine adfærdsmønstre i givne situationer. De er genetisk bestemte, og de er nogenlunde uforandrede gennem livet.”
Så ‘personlighed’ og adfærd er genetisk bestemt. Der er ikke så meget at stille op. Vi kan blot håbe på, at videnskaben snart får kortlagt vores arvemasse, så vi kan begynde at klone og forædle mennesket.
Det er den gamle idé om, at naturvidenskaben kan løse livets store gåder…
Men dette biologiske menneskesyn reducerer os og livet til ren materie. Vi er vores gener. Enhver adfærd, enhver tanke og følelse kan i denne optik reduceres til rene kemiske processer. Og skulle et menneskes adfærd eller følelsesliv falde uden for normen, kan vi regulere med kemi. Således ser vi i dag en alarmerende stigning i brugen af pskykofarmaka, benzodiazepiner og anden sløvende og angstdæmpende medicin.
Personlighed og adfærd kan opleves som en form for karrikatur af noget virkeligt. Vi opdrages i en bestemt familie, en bestemt kultur, og vi internaliserer ydre autoriteters opfattelser af verden. Det kan ikke være anderledes.
I denne dannelsesproces skaber vi et selvbillede. Vi danner forestillingen om os selv, og vi lærer at undertrykke en masse impulskraft, seksualitet, instinkt osv. Vi ‘kultiveres’, og vi bliver til at være i stue med.
Sociologen Zygmund Baumann bruger billedet ‘turister og vagabonder’, når han beskriver den globaliserede verdens borgere. Turisterne er de få, der kan rejse hvorhen de vil. De tilegner sig stor materiel velstand og må beskytte sig bag mure og grænser. Vagabonden bevæger sig af nød. Men han er ikke velkommen nogen steder. Det er et billede af vindere og tabere.
Det moderne menneske, siger Baumann, lever i en rus af forbrug drevet af en dyb længsel efter at blive fyldt op. Vi vil have mere og mere…
Den dybt monitorerede verden gør os i stand til at følge de få priviligerede, som kan leve i sus og dus. Det er de mange, der ser på de få, og vi forsøger at skabe os selv i dette vinderbillede. Det handler om at vinde! (Ligesom regeringens målsætning om verdens bedste konkurrenceevne i 2015)
Men når man kan vinde, kan man også tabe. Således er vagabonden den mislykkede forbruger!
Vi har skabt et samfund, hvor det er muligt at falde uden for! Det er ikke et fællesskab. Vi er ensomme i en verden uden gud. Der er ingen højere orden, der er ingen sammenhængskraft, der er ikke noget at gøre!
Er der ikke en livskraft i alle mennesker? En vilje til livet? Og hvis denne vilje eller kraft erklæres for død - hvad er så tilbage?
Min påstand er, at når et menneskes livskraft bliver tilpas frustreret opstår vrede. Her har vi alle forskellige tærskler - og ja, Willy - generne spiller helt sikker også ind i den dynamik. Men vi må anerkende, at mennesket er mere en materie; at ethvert menneske har fine spirituelle kvaliteter, som det stræber efter at udfolde. Hvis mennesket frustreres i den udfoldelsesproces, kan vreden tage overhånd…
Tidens udfordring synes at bestå i at finde ud af at så mange som muligt får muligheden for at udfolde sig, som dem de i virkeligheden er. Vi må gøre op med idéen om rigtigt og forkert. Danmark er nok det land i verden, hvor det er lettest at være forkert. Normen er ekstremt snæver og kvæler en masse liv.
Er det mon i virkeligheden angsten for liv? Er vi bange for bevægelse?
Et svar på Jens Christians spørgsmål den 2. april:
Nej, der findes mig bekendt ikke undersøgelser af, hvordan man ændrer “asocial adfærd”. Det er netop det, jeg efterlyser til slut i Synspunktet.
Jeg skrev også om dette i en artikel i Social Forskning (nr. 2, 2007). Det er et tidsskrift, som udgives af Det Nationale Forskningscenter for Velfærds (tidl. Socialforskningsinstituttets). I samme nummer af tidsskriftet bekræfter seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk mig heri.
Jeg er enig med Jens Christian i, at man i undersøgelser af, hvad der hjælper, bør læne sig op ad de “stærke”, som f.eks. anvendes i den sundhedsvidenskabelige forskning. Han nævner metoden med dobbeltblinde forsøg, dvs. dette, at man giver en gruppe personer en tablet med det formodet virksomme stof, som man gerne vil undersøge virkningen af, og at man giver en anden gruppe personer en kalktablet - for at se, om det formodet virksomme er mere virksomt end “ingenting” (eller end placebo).
Det dobbeltblinde består i, at hverken forsøgspersonerne eller medicopersonalet ved, hvem der får hvad. Man forsøger derved at adskille den kemiske påvirkning fra den mellemmennskelige påvirkning, for at undersøge den kemiske påvirkning rent.
I sagens natur kan man desværre ikke bruge en sådan “stærk” metode i en undersøgelse af fx. miljøterapeutiske metoders virkning. For dér kan man ikke skjule henh. det formodet virksomme og “ingenting” (placebo), sådan som man kan gøre det i tabletter, der udenpå ser fuldstændig ens ud. Og der er det netop den mellemmenneskelige påvirkning, man ønsker at undersøge. Derfor må man, f.eks. i social og psykologisk forskning modificere principper, som ellers er “stærke”.
Tak i øvrigt for den seriøse interesse.
Lars Rasborg.