Kampe mellem irakiske soldater og medlemmer af væbnede shiamuslimske grupper kostede i marts hele 923 civile irakere livet.
Det er det højeste antal i et halvt år, viser nye tal fra regeringen i Bagdad.
De mange dræbte er et alvorligt tilbageslag for den irakiske regering og de amerikanske styrker, der i måneder har lovet at nedbringe antallet af dræbte civile og gøre dagligdagen mere sikker for almindelige irakere.
Det høje tal for marts skyldes især regeringens store offensiv mod væbnede grupper i byen Basra i den sydlige del af landet. Her blev flere hundrede civile dræbt under regeringssoldaters kamp mod væbnede shiamuslimske grupper.
I går sagde premierminister Nuri al-Maliki, at offensiven mod de væbnede grupper i Basra har været en succes, og at der nu har været roligt i byen de seneste dage.
Stigninger
Men trods det store antal dræbte i marts er der alligevel tale om en klar nedgang i forhold til marts i fjor, hvor 1.861 mennesker blev dræbt.
Men dengang var Irak tæt på en egentlig borgerkrig mellem religiøse og etniske grupper.
I marts blev i år 1.358 personer såret, mens det tilsvarende tal i samme måned i fjor var 2.700.
Den irakiske regering meddelte også, at 102 politibetjente, 54 soldater og 642 væbnede oprørerne blev dræbt i marts måned.
Ligeledes en stigning i forhold til de foregående måneder.
Samtidig rapporterer FN, at tæt ved 2,8 millioner irakere i øjeblikket er på flugt i deres eget land. Det er 300.000 flere end ved den seneste optælling i december 2007.
Men samtidig siger FN, at tal for de første måneder i år tyder på, at færre og færre irakere flygter fra deres hjem. De fleste flygter fra volden i hovedstaden Bagdad, skriver FN.
Uro har dog også fået mange til at flygte fra provinserne Dahuk, Nineveh og Diyala.
FN skriver, at mange internt fordrevne flygtninge lever under kummerlige forhold. En million har behov for bedre boliger og bedre sanitære forhold. 300.000 flygtninge har ikke adgang til rent vand.



