"For nogle mennesker er vold let, familiær endda. For nogle få er den decideret behagelig. For de fleste af os i 13-gruppen indebar den, at vi skulle overvinde næsten uoverstigelige mentale og fysiske barrierer."
Der er mange, der gerne vil have en bedre verden. Der er færre, der går til demonstrationer. Endnu færre, der opgiver deres upolitiske liv til fordel for det politiske. Og allerfærrest, der tager det sidste skridt ud over kanten: vælger den politiske kamp i en så ekstrem version, at alt andet må fravælges - selv respekten for det individuelle menneskeliv.
I sin nye roman My Revolutions vælger den unge britiske forfatter Hari Kunzru 68-oprørets venstreradikalisering som scene for en historie, der stærkt inspireret af 70'er-bombegruppen The Angry Brigade følger forstadsdrengen Chris' rute fra socialt engagement og marginalisering hele vejen ud til kanten: der hvor kampen for en bedre og fredeligere verden kræver, at han må gøre vold på verden af i dag.
Vi følger Chris' første lykke ved omsider at opleve en samhørighed med en gruppe, der accepterer ham og samtidig er optaget af verden med en passion, der står i skarp kontrast til hans egen lower middle class-familie. Siden hans lidenskabelige optagethed af gruppen, dens medlemmer og dens mål, som sammenblander uretfærdigheder på alle planer: Vietnamkrig, overgreb i Nordirland, klasseskel og tomme boliger. Men også de overgreb, gruppen begynder at begå mod medlemmernes egne privatliv, som i stadigt stigende grad udsættes for indbyrdes granskning, redegørelse, revision og en programmering, som det politiske program synes at påkræve:
"Sean og Anna var sammen, før hun tog afsted, men monogami var aldrig en del af aftalen. Dét var både en personlig og en politisk beslutning. Som mange af os andre bevægede også de sig mod den holdning, at byggestenene i den undertrykkelse vi alle oplevede, molekylerne i den kapitalistiske stats gigantiske legeme, var psykologiske. En revolutionær forandring af samfundet ville kræve en forandring af det sociale liv, en omdannelse af os selv. Alt det, jeg kendte fra min egen familie, bekræftede den opfattelse."
My Revolutions
Hari Kunzru
278 sider
211 kr. hos Atheneum i Kbh. eller 11,89 pund hos amazon.co.uk
Hamish Hamilton
ISBN: 978 02 411 43 100
Men samtidig med indadvendtheden følger også en mere voldelig udadvendthed. Og endelig følger vi også Chris' fremspirende utilpashed, efterhånden som gruppen i kampen for verdensfred griber til nye og voldsommere mål, og pludselig en dag befinder de sig et sted i Sønderjylland i lidt for tæt kontakt med sammenbidte mænd fra den palæstinensiske gruppe PFLP.
Radikalisering
Radikaliseringens psykologi er en gåde, der har spillet en stigende rolle i angelsaksisk litteratur i de seneste år. Eksempler er Hanif Kureishis novelle og film My Son the Fanatic (1998) om en ung andengenerations-indvandrer, der i frustration over sine forældres bløde tilpasning griber til radikal islam, og John Updikes forsøg på at forstå en terrorists psykologi i Terrorist (2007).
Kunzru går til opgaven fra den anden side, så at sige, ved at starte historien i det middelklasse-normalliv, som det i 90'erne øjensynligt er lykkedes Chris at slippe ud til, men som trues af en stemme fra fortiden, da romanen starter.
Som altid hos Kunzru fungerer romanens hovedperson som skueplads for en tid, en kultur og dens omvæltninger og sammenstød. I Impressionisten (2002) gjaldt det en ung mands omskiftelige vej gennem Indiens raceskel og kulturelle koder; i leela.exe (2004) en indisk udvandret computerprogrammør og en computervirus i Silicon Valley, og i My Revolutions er det igen en tidsånd og dens gennemstormning af individet, der er Kunzrus fokus. Ikke at han giver køb på individualiteten, men hans interesse er åbenlyst det menneske, der opstår i krydsfeltet mellem en personlighed og de historiske vilkår.
Lov og orden
Derfor handler My Revolutions naturligvis også om de radikaliseringer, der foregår i dag, og i sin skiften mellem årtier minder den os om altings historiske betingethed, om 90'ernes naivt kedsommelige tro på en harmløs og ideologiløs verden, og med en vis kynisme om de betingelser, der gør, at nye uretfærdigheder altid vil avle nye ideologier og måske også altid ny vold:
"Fordi lovlighed kun er et andet ord for alt det, der ikke truer den herskende orden; fordi de fattige sulter, mens de rige leger; fordi det flimrende system af tegn lokker os til at opgive vores dyrebare indre liv og kaste os ud i dansen; fordi insekternes verden venter lige rundt om hjørnet."
