Da jeg læste, at ni 14-årige skoleelever fra Yesodey Hatorah-skolen, en jødisk pigeskole i det østlige London, har boykottet en Shakespeare-prøve i deres engelsktime med den begrundelse, at forfatteren var “antisemit”, kunne jeg i første omgang forstå deres bevæggrunde. Jeg antog nemlig, at det var den gamle bardes berygtede figur Shylock, som havde vakt deres forståelige mishag.

For uanset hvor menneskelig en pengeudlåner (“Når I stikker os, bløder vi da ikke?”) Shakespeare skildrer, må alene Shylocks famøse krav om at få sit lån tilbagebetalt i “et pund kød” nødvendigvis spille med på den antisemitiske understrøm, der løber igennem så megen litteratur fra den elizabethanske æra - og dermed kan hans stykke vel også nære de racistiske fordommes bål i vor egen samtid. Imidlertid handlede prøven slet ikke om Købmanden i Venedig, men om Stormen. Det var med andre ord Shakespeare som sådan, de jødiske piger ikke ville beskæftige sig med.

Selv fandt jeg Christopher Marlowe, Shakespeares samtidige dramatikerkollega, inderligt kedsommelig. Linjer som “Kristi blod gennemstrømmer himmelhvælvet” fik mig ikke til at hige efter at læse Dr. Faustus til ende, lige så lidt som min hu stod til at “ride i triumf igennem Persepolis” med hans Tamburlaine. Havde jeg havde været afklaret nok i mit unge sind til at protestere mod hans Jøden fra Malta (som var en væsentlig inspirationskilde til Shakespeares Købmanden i Venedig), kunne jeg måske også have fundet på at nægte at lade mig eksaminere i Marlowe.

Herefter kunne jeg så have forkastet T. S. Eliot, for jeg er alvorligt bange for, at det 20. århundredes mest beundrede engelsksprogede digter var antisemit - uanset hvor meget vi så forsøger at undskylde mesteren ved at henvise til, at “det var jo en anden tid dengang”. Hans horrible strofe i digtet Gerontion “Og jøden har slået sig ned i vindueskarmen, ejeren/ynglet i en tarvelig snask i Antwerpen” er umulig at bortforklare. Ned i papirkurven må således også ryge hovedværker som Eliots Prufrock, Murder in the Cathedral, The Cocktail Party, The Waste Land etc.

Men hov for resten! Vi må ikke glemme den skumle antimuslimske diskurs hos Shakespeare. Sorte Othello, der er maurer og muslimsk lejesoldat (i Venedigs tjeneste), ender som bekendt som hustrumorder! Og hvad værre er, Sycorax, moderen til Caliban, en muslimsk araber, der selv er en ond og vanskabt slave, beskrives i Stormen - det selv samme stykke, som ni jødiske skolepiger skulle til prøve i - af figuren Prospero som en heks fra Algier: “Heksen var med barn/de mørke rande om hendes øjne røbed det/blev bragt hertil (…) Hun barsled med en plettet heksehvalp/uden menneskelig skikkelses værdighed”

Hvorfor ikke protestere over dette provokerende racistiske portræt af en muslimsk araber?

Også Churchill

Winston Churchill skrev unægtelig blændende, men han gav også udtryk for holdninger til indere, som bedømt efter en nutidig målestok er renlivet racistiske. F. eks. betegner han indiske landsbyboere som “simple, fordringsløse folk, som er ude af stand til at udvikle selv den mest rudimentære form for landsbystyre”. I senere skrifter reflekterer Churchill ligefrem over behovet for at holde “den indiske race” nede, og en såret sikhisk soldat beskriver statsmanden som “et tragisk fugleskræmsel” (Se selv i My Early Life, 1935, s. 156, hvis De ikke tror mig). Så jeg er bange for, at vi fra den engelske litteratur også kan blive nødt til at udrense mesterværker som Churchills Marlborough: His Life and times, A History of the English Speaking Peoples og The Second World War.

Går vi til den øvrige verdenslitteratur, er der jo Dante. Hans Inferno udmunder i en grum anti-islamisk provokation. For hvem opdager Dante i helvedes inderste kreds andre end profeten selv? “Og mens jeg stirred fascineret på ham, så hán på míg, og flåed brystet åbent med begge hænder. Se mig, se Muhamed! Hvor jeg ser ud! Se hvor min krop er kløvet/Der foran går Ali og græder”.

Men hvorfor egentlig friholde de nærorientalske verdensreligioners helligtekster? Såvel i Haditherne som i Det Gamle Testamente kan religiøse galninge botanisere i skriftsteder, der må stå som umisforståelig retfærdiggørelse af folkemord og etnisk udrensning. Muhammed selv skilte sig på grusom vis af med Medinas jøder, hvilket måske kan hænge sammen med, at det allerede i Koranens femte bog hedder (5:82): “Du (Muhammed, red.) vil finde, at de største fjender af de troende, er jøder …” I Bibelen (4,33,51 f.) befaler Gud Moses om at give Israels børn følgende instruks: “Når I kommer over Jordan til Kana’ans land, skal I drive landets beboere bort foran eder (…) I skal underlægge eder landet, thi eder har jeg givet landet i eje.”

Indfør censur

Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og skåne den opvoksende ungdom for sådanne anstødeligheder ved at gennemføre samme form for censur, som Den Arabiske Liga - der må være den tåbeligste institution i verdenshistorien - nu vil sætte i værk i Mellemøsten. For jo, den 22 medlemmer store liga har just udsendt en erklæring, hvori den kræver, at tv-stationer afstår fra at “krænke religiøse ledere eller religiøse symboler og fra at gøre skade på den sociale harmoni, nationale enhed, offentlige orden eller traditionelle værdier”. Tv-kanaler må derfor undlade at “udsende alt, der kan drage Gud, de monoteistiske religioners og religiøse trossamfunds profeter og symboler i tvivl”.

Min yndlingsformulering i Ligaens erklæring er dog denne: “Ytringsfriheden må udøves ansvarligt og med stadige hensyn til de arabiske staters og den arabiske nations højeste interesser”.

Egyptens informationsminister, Anas al-Fiqi, udtalte med stolthed, at hans land som det første ville ophøje dette feje dokument til lov. Det kan ikke undre, for Cairo har rige traditioner for censur. Det var således en forgænger til al-Fiqi, der nedlagde forbud imod Steven Spielbergs Schindlers liste og dens episke skildring af det jødiske holocaust med den begrundelse, at filmen var “for deprimerende”. Nej, så må vi da hellere lukke alle øjne, ører og hjerter til for vores forståelse af historien og os selv.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen