Da jeg læste, at ni 14-årige skoleelever fra Yesodey Hatorah-skolen, en jødisk pigeskole i det østlige London, har boykottet en Shakespeare-prøve i deres engelsktime med den begrundelse, at forfatteren var “antisemit”, kunne jeg i første omgang forstå deres bevæggrunde. Jeg antog nemlig, at det var den gamle bardes berygtede figur Shylock, som havde vakt deres forståelige mishag.
For uanset hvor menneskelig en pengeudlåner (“Når I stikker os, bløder vi da ikke?”) Shakespeare skildrer, må alene Shylocks famøse krav om at få sit lån tilbagebetalt i “et pund kød” nødvendigvis spille med på den antisemitiske understrøm, der løber igennem så megen litteratur fra den elizabethanske æra - og dermed kan hans stykke vel også nære de racistiske fordommes bål i vor egen samtid. Imidlertid handlede prøven slet ikke om Købmanden i Venedig, men om Stormen. Det var med andre ord Shakespeare som sådan, de jødiske piger ikke ville beskæftige sig med.
Selv fandt jeg Christopher Marlowe, Shakespeares samtidige dramatikerkollega, inderligt kedsommelig. Linjer som “Kristi blod gennemstrømmer himmelhvælvet” fik mig ikke til at hige efter at læse Dr. Faustus til ende, lige så lidt som min hu stod til at “ride i triumf igennem Persepolis” med hans Tamburlaine. Havde jeg havde været afklaret nok i mit unge sind til at protestere mod hans Jøden fra Malta (som var en væsentlig inspirationskilde til Shakespeares Købmanden i Venedig), kunne jeg måske også have fundet på at nægte at lade mig eksaminere i Marlowe.
Herefter kunne jeg så have forkastet T. S. Eliot, for jeg er alvorligt bange for, at det 20. århundredes mest beundrede engelsksprogede digter var antisemit - uanset hvor meget vi så forsøger at undskylde mesteren ved at henvise til, at “det var jo en anden tid dengang”. Hans horrible strofe i digtet Gerontion “Og jøden har slået sig ned i vindueskarmen, ejeren/ynglet i en tarvelig snask i Antwerpen” er umulig at bortforklare. Ned i papirkurven må således også ryge hovedværker som Eliots Prufrock, Murder in the Cathedral, The Cocktail Party, The Waste Land etc.
Men hov for resten! Vi må ikke glemme den skumle antimuslimske diskurs hos Shakespeare. Sorte Othello, der er maurer og muslimsk lejesoldat (i Venedigs tjeneste), ender som bekendt som hustrumorder! Og hvad værre er, Sycorax, moderen til Caliban, en muslimsk araber, der selv er en ond og vanskabt slave, beskrives i Stormen - det selv samme stykke, som ni jødiske skolepiger skulle til prøve i - af figuren Prospero som en heks fra Algier: “Heksen var med barn/de mørke rande om hendes øjne røbed det/blev bragt hertil (…) Hun barsled med en plettet heksehvalp/uden menneskelig skikkelses værdighed”
Hvorfor ikke protestere over dette provokerende racistiske portræt af en muslimsk araber?
Også Churchill
Winston Churchill skrev unægtelig blændende, men han gav også udtryk for holdninger til indere, som bedømt efter en nutidig målestok er renlivet racistiske. F. eks. betegner han indiske landsbyboere som “simple, fordringsløse folk, som er ude af stand til at udvikle selv den mest rudimentære form for landsbystyre”. I senere skrifter reflekterer Churchill ligefrem over behovet for at holde “den indiske race” nede, og en såret sikhisk soldat beskriver statsmanden som “et tragisk fugleskræmsel” (Se selv i My Early Life, 1935, s. 156, hvis De ikke tror mig). Så jeg er bange for, at vi fra den engelske litteratur også kan blive nødt til at udrense mesterværker som Churchills Marlborough: His Life and times, A History of the English Speaking Peoples og The Second World War.
Går vi til den øvrige verdenslitteratur, er der jo Dante. Hans Inferno udmunder i en grum anti-islamisk provokation. For hvem opdager Dante i helvedes inderste kreds andre end profeten selv? “Og mens jeg stirred fascineret på ham, så hán på míg, og flåed brystet åbent med begge hænder. Se mig, se Muhamed! Hvor jeg ser ud! Se hvor min krop er kløvet/Der foran går Ali og græder”.
Men hvorfor egentlig friholde de nærorientalske verdensreligioners helligtekster? Såvel i Haditherne som i Det Gamle Testamente kan religiøse galninge botanisere i skriftsteder, der må stå som umisforståelig retfærdiggørelse af folkemord og etnisk udrensning. Muhammed selv skilte sig på grusom vis af med Medinas jøder, hvilket måske kan hænge sammen med, at det allerede i Koranens femte bog hedder (5:82): “Du (Muhammed, red.) vil finde, at de største fjender af de troende, er jøder …” I Bibelen (4,33,51 f.) befaler Gud Moses om at give Israels børn følgende instruks: “Når I kommer over Jordan til Kana’ans land, skal I drive landets beboere bort foran eder (…) I skal underlægge eder landet, thi eder har jeg givet landet i eje.”
Indfør censur
Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og skåne den opvoksende ungdom for sådanne anstødeligheder ved at gennemføre samme form for censur, som Den Arabiske Liga - der må være den tåbeligste institution i verdenshistorien - nu vil sætte i værk i Mellemøsten. For jo, den 22 medlemmer store liga har just udsendt en erklæring, hvori den kræver, at tv-stationer afstår fra at “krænke religiøse ledere eller religiøse symboler og fra at gøre skade på den sociale harmoni, nationale enhed, offentlige orden eller traditionelle værdier”. Tv-kanaler må derfor undlade at “udsende alt, der kan drage Gud, de monoteistiske religioners og religiøse trossamfunds profeter og symboler i tvivl”.
Min yndlingsformulering i Ligaens erklæring er dog denne: “Ytringsfriheden må udøves ansvarligt og med stadige hensyn til de arabiske staters og den arabiske nations højeste interesser”.
Egyptens informationsminister, Anas al-Fiqi, udtalte med stolthed, at hans land som det første ville ophøje dette feje dokument til lov. Det kan ikke undre, for Cairo har rige traditioner for censur. Det var således en forgænger til al-Fiqi, der nedlagde forbud imod Steven Spielbergs Schindlers liste og dens episke skildring af det jødiske holocaust med den begrundelse, at filmen var “for deprimerende”. Nej, så må vi da hellere lukke alle øjne, ører og hjerter til for vores forståelse af historien og os selv.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Hvis man betragter Det gamle Testamente som verdens første nationalromantiske epos og ser den øvrige jødiske, kristne og europæiske kulturs udvikling som en forlængelse deraf, så må man sige, at fællestrækket ved nationalromantikken er dæmoniseringen af “de andre”, og det går igen i alt fra Shakespeare til Elefantens Vuggevise (i morgen får du en negerdreng, og ham kan du bruge som rangle - negerdrengen er siden blevet skiftet ud med en kokosnød. Kunne man gøre det samme med Shylock?).
Måske burde vi fejre, at vi som mennesker og civilisation er nået ud over behovet for at demonisere “de andre” (nogle af os i hvert fald)? Set i historisk og globalt lys er det intet mindre end fantastisk, at vi er begyndt at indgå i fællesskaber med tidligere fjender og nabostammerne - også dem med underlige ritualer. Hvornår indfører vi en helligdag i humanismens navn?
Man burde vel så også bortcensurere “Ringenes Herre” og “Heksen, Løven og Kosteskabet”, idet der i disse bøger er utvetydige referencer til sydlændinge som værende mindreværdige og grumsomme. Pippi Langstrømpe burde også ryge sig en tur, for ikke tale om gamle børnebøger som Peder Most og Tykke Niels.
I det hele taget Lene så burde man nok indføre et ministerium for minimalsprog, således at man på sigt kan udrense sproget så meget, at det ikke længere er muligt at udtrykke andet end det magthaverne og de politisk korrekte har lyst til. Hvordan er det i 1984, er det ikke noget med at de regner med at de kan reducere sproget til 200 ord?
Man bør nok også omskrive verdenshistorien, således, at de ting vi ikke bryder os om udgår, jeg mener på den måde er vi sikre på, at vi ikke begår den samme fejltagelse igen not?
Men man mærker nok muslimernes indflydelse, vi ender såmænd nok tilbare i den mørke middelalder, hvor man blev brændt for at sige jorden ikke var universets centrum.
Religiøse tilhængere af de monoteistiske religioner bør tage afstand fra diskriminerende og fjendske passager i hellige bøger. Det gælder både passager i koranen og i biblen. Mennesker omtales som både vantro, aber og svin i f.eks. koranen. De passager bør fjernes. At bøger opfattes som hellige skal ikke kunne frede hadsk omtale af mennesker der har en anden overbevisning eller tro.
VI maa ogsaa forbyde “Fidler on the roof”,
den hebraiske udgave er dybt anti-semitisk :
” ‘lu ha’yiti Rothschild
Ya ha deedle deedle, bubba bubba deedle deedle dum.”
eller paa Yiddish :
” ven ich bin a Rothschild
Ya ha deedle deedle, bubba bubba deedle deedle dum.”
Her er der en udmærket liste over mere eller mindre absurde tilfælde af politisk korrekthed.
http://www.americanthinker.com/2008/02/the_left_wing_school_agenda_an.html
http://www.seksualpolitik.dk/jbs.html
http://www.berlingske.dk/article/20080127/livsstil/701260023/
http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Videnskab%20der%20udfordrer/20070618170144.htm
Bortset fra det, så er det jo næsten en umulig opgave at klade Jøden Shylock for en “kokosnød”. For hvis hvis nu slet og ret konstatere at han var pengeudlåner så ville det jo også være at nedgøre folk med denne udemærkede profession, hvis vi så blot kalder ham en mand, så ville det jo være det samme. Man kunne selvfølgelig komme rundt om det ved blot at referere til ham som en person og så undlade at beskrive ham nærmere, men i så fald, så er man også nødt til at undlade at skrive at det er i Italien historien foregår, idet man så ellers kunne få det indtryk, at det er en måde Italienere opfører sig på.
Hele stykket er i det hele taget noget rod, jeg mener alt det der med et lispund flæsk og sådan. Det er ikke godt for børn. Så man bør nok lave det hele om.
Jeg tænker, at man måske kunne genskrive det med dyr i hovedrollen, frøen Kaj som Shylock og så måske frøen Kermit fra The Muppet Show, så kunne Andrea have den kvindelige hovedrolle, og så selvfølgelig uden vold eller antydninger deraf.
Men lur mig om ikke der er en eller anden religion som forbyder at dyr optræder som mennesker, den vil vi jo heller ikke fornærme.
Måske skulle man bare smide bogen på bålet og så glemme alt om den, jeg tænker også at sammen med Mark Twain og alle de andre politisk ukorrekte, så kunne vi måske forsyne en del husstande med varme i et par år.
Robert Fisk skriver:
»Sorte Othello, der er maurer og muslimsk lejesoldat (i Venedigs tjeneste) …«
Othello i Shakespeares tragedie var fra den gamle romerske provins Mauretanien; det er det der gør ham til »maurer«. Mauretanere er imidlertid ikke sorte, men hvide, og Othello var i øvrigt ikke en »muslimsk lejesoldat« men en kristen maurer der var flygtet fra islamisk undertrykkelse og fra muslimske massakrer på de kristne.
Ellers var han vel heller ikke blevet admiral i den venetianske flåde, i 1500-tallet, hvor det gjaldt om at forsvare Cypern mod tyrkerne?
Er der mon nogen, der har tænkt den tanke, at Fisk med sin artikel faktisk på ironisk vis demobstrerer det latterlige i den form for censur ved at vise dens yderste onsekvens?
Meget kritik af jødisk kultur kan måske kaldes antisemitisme men det skal jo ikke forhindre at den udtales. Jøder er ikke en pind bedre end andre og må og skal tåle kritik.
Det er faktisk meget tiltrængt for en kultur der feks stadig kun tillader drenge at blive “konfirmeret” og som nu i vel over 25 år har forbudt et glimrende teaterstykke af Fassbinder fordi det meget handler om et dumt svin der var jøde. Jeg har kun læst uddrag af skuespillet men har kun hørt at han kalder en spade en spade og det er der altså jødiske kredse der er lykkes med at forbyde og stadig gør.
Jeg synes det/de trænger til er en større øjenåbner/provokation end feks den studentikose Muhammedtegning-aktion.
Begrebet antisemitisme som det bruges er strengt taget misvisende, fordi semitter er de fleste mellemøstlige nationaliteter, både jøder, arabere osv. Deres navn kommer af den gamle bibelske forestilling om at de alle nedstammer fra det gamle testamentes Sem (brødrene Sem, Kam og Jafet), en forestilling som selvfølgelig i dag er ligeså tåbelig som forestillingen om at alle nedstammer fra Adam og Eva.
Det præcise begreb at bruge om antijødiske fordomme bliver antijudaisme.
Ellers er det en overset og absurd kendsgerning, at de fleste af Israels nuværende indbyggere og også mange amerikanske jøder lider under den vrangforestilling at jøderne er en race. Da et velkendt amerikansk tidsskrift for genetisk forskning således offentliggjorde en artikel af nogle israelske forskere om disses forskning, som viste at der ikke er nogen signifikant genetisk forskel mellem jødiske israelere og andre mellemøstlige folkegrupper, vakte det et enormt raseri blant dele af tidsskriftets jødiske læsekreds (ingen arabere protesterede). Dette gik så vidt, at redaktøren under det omfattende pres som blev lagt på ham, udsendte et brev til samtlige abonnenter på tidsskriftet, som beklagede artikkelens trykning og opfordrede dem til at rive artikkelen ud!
Det absurde ligger i at Hitlers vrangforestillinger om “racer” er blevet rodfæstet netop blandt efterkommerne af de som først og fremmest blev ofre for de samme vrangforestillinger.
Faktisk var et flertal af ofrene for Hitlers jødeudryddelser semitter og egentlig ikke det man forstår ved jøder som sådan. På den baggrund kan det godt undre en noget, at nazismen er så populær i den arabiske verden. Men det er vist et sidespring.
Shakespeare’s skildring af Shylock er godt nok negativ, og Shylocks opførelse overfor Antonio er netop fordi denne havde fornærmet ham for at være jøde. Men hvis der er “antisemtisme” her, er det pga. religiøse fordom, og netop ikke har noget med race at gøre. Man glemmer for tit, at en anden ting, der ærger Shylock, er at en anden oprindelig jøde i skuespillet, nemlig hans datter, Rebecca, bliver kristen, fordi hun er forelsket og vil giftes med Lorenzo. Hun holder op derved med at være jøde. Hun er behandlet fuldstændigt positivt. Shylock selv tvinges til at blive kristen i slutningen af skuepillet. Derfor er underteksten her et spørgsmål om religiøse tilhørsforhold, og har intet med race at gøre.
Forfatteren og jøden Arthur Koestler skrev i 1976 bogen The Thirteenth Tribe under massiv mangel på interesse, idet han hævdede, at en befolkningsgruppe ved Sortehavets nordlige bredder - khazarerne - fejlagtigt var blevet anset for jøder, efterhånden som de bredte sig vest- og nordover, især til Polen.
Men de havde blot antaget den jødiske religion, fordi de - anekdotisk - foretrak en religion, der kombinerede det bedste i Kristendommen og Islam, og som ydermere var grundlaget for de to andre. I virkeligheden er khazarerne tyrkere (turkmenere). Denne frygtelige konspirationsteori er naturligvis minder velset i den udstrækning, man nogen sinde har hørt om den.
Hvis Venstrefløjen kommer kommer til magten, vil vi se mere af den slags.
“Feminism, Socialism, and Communism are one in the same, and Socialist/Communist government is the goal of feminism.” - Catharine A. MacKinnon, Toward a Feminist Theory of the State (First Harvard University Press, 1989), p.10
http://maskulinmodstand.com/node/882
Til Flow4:
Og hvad har en bemærkning af en tilfældig amerikansk akademiker i 1989 at gøre med sagen?
Det er en førende feminstist.
Jeg opfordrer til censur af enhver antimuslimsk intellektuel.
åh nej….det indbefatter jo Ayn Rand, Bertrand Russel, Karen Blixen, John Stewart Mill etc. etc. etc. etc. etc. etc. etc. etc. etc.
Uanset hvor “førende” MacKinnon måtte være, hvad har hendes gamle bemærkning citeret at dig (Flow4) med Fisks artikel at gøre?