FØdevarekrise

Bønderne gør oprør i Argentina

En forhøjelse af sojaafgiften, der skulle sikre en velstandsomfordeling til fordel for de fattigste, har vakt voldsom vrede blandt de argentinske storbønder - nu må Buenos Aires' borgere vansmægte uden nationalspisen oksesteak
3. april 2008
Af: Paul Scheltus, Independents korrespondent

BUENOS AIRES - At tage oksebøfferne fra argentinerne er den sikre opskrift på at fremkalde alvorlig misnøje i befolkningen, hvis ikke ligefrem sociale uroligheder - det ville svare til at tage pastaen fra italienere eller camemberten fra franskmænd. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der er ved at ske i det sydamerikanske pampasland.

Christina Fernandez, Argentinas tidligere førstedame og nuværende præsident, er på direkte kollisionskurs med den mest magtfulde gruppering i det argentinske samfund: Blot tre måneder efter, at hun overtog embedet efter sin mand, Nestor Kirchner, har Argentinas storbønder udløst strejker, fødevareknaphed og gadekampe i Buenos Aires.

Ganske som sin mand før hende strøg Christina Fernandez helt til tops på et populistisk program om institutionelle reformer, der skulle hindre enhver tilbagevenden til tidligere tiders militærdiktatur.

Læs mere om

Argentina

fødevare

Nu melder skuffelsen sig blandt tilhængere, som havde håbet, at hun ville være mere pragmatisk end sin undertiden ret doktrinære mand, samtidig med at vrede breder sig blandt de bønder, som dyrker landets mest indbringende eksportartikel: sojabønner.

Igennem de seneste tre uger har bønder strejket i protest mod planer om en afgiftsforhøjelse på eksporten af sojabønner og solsikkefrø fra 35 procent til 42 procent. De har blokeret hundredvis af veje, hvilket har skabt knaphed i Buenos Aires og andre tæt befolkede områder - ikke blot på kornprodukter, men også på landets højt skattede nationalspise: oksekød.

Forkastede tilbud

Navnlig de mindre bønder har beklaget sig over, at de ikke kan få tingene til at løbe rundt med de højere afgifter. Så uforsonlig er modsætningsforholdet blevet, at da Fernandez' regering i et forsøg på opblødning tirsdag foreslog at annullere afgiftsforhøjelsen for mindre landbrug, forkastede de argentinske bønders repræsentanter hendes tilbud uden diskussion.

"Forslaget er uigennemskueligt," udtalte formanden for det argentinske landbrugs interesseorganisation, Ricardo Dagoto. "Vi har ikke nærlæst det, som står med småt."

En stor del af den voldsomme modvilje har at gøre med en regeringsloyal aktivist ved navn Luis D'Elia, som var medlem af Kirchners regering og nu agerer som en uofficiel stedfortræder for den nye præsident - motiveret som han selv erklærer af "had til de grådige oligarker".

Da bønder og deres støtter i sidste uge gik i larmende protestoptog gennem Buenos Aires - larmen fremkaldt de ved at slå løs på pander og gryder - stod D'Elia i spidsen for en moddemonstration, som konfronterede bønderne i en regulær nævekamp. Samme aften indtog D'Elia en hædersplads direkte bag præsident Fernandez, da hun holdt en tale, hvori hun forsvarede sin soja-afgiftsforhøjelse og appellerede til bønderne om at respektere den offentlige orden.

Officielt repræsenterer D'Elia ikke andre end sig selv, men han blev i sin tid smidt ud af Kirchners regering, fordi han udtrykte støtte til Irans regering.

Ikke desto mindre har han stadig kontor i en regeringsbygning, og ganske mange argentinere er opbragte over hans tilsyneladende meget nære forbindelse til Fernandez og Kirchner.

"Hvordan skal man skelne mellem regeringen og D'Elia, og hvordan kan regeringen forvente, at en mand, som optræder så aggressivt og intolerant, vil kunne bistå den med at sikre den offentlige orden", spørger Joaquín Morales Sola, klummist i avisen La Nación.

Præsident Fernandez kalder sin afgiftsforhøjelse et uundværligt led i regeringens erklærede politik om at omfordele velstanden til fordel for de fattige - de store landbrugere og den merkantile klasse må så holde for, mener hun.

Hun har afvist bøndernes beklagelser som 'de velbjærgedes protest'. Ikke desto mindre er det nu tre en halv uge lange opgør begyndt at gøre ondt på alle argentinere. Fødevarepriserne er steget med kometfart, og hylderne i supermarkederne er gabende tomme.

Striden handler i vidt omfang også om landets stigende afhængighed af soja som indtægtsbringende afgrøde. Efterspørgslen på soja er ganske vist betydelig, navnlig fra Asien, og giver Argentina værdifulde eksportindtægter, men den har også vakt bekymringer for den hjemlige fødevareproduktion. Kritiske røster har i stigende grad sat spørgsmålstegn ved det fornuftige i at satse så massivt på en enkelt afgrøde og påpeget de negative aspekter i form af tab af job i landbruget og eskalerende miljøproblemer såsom afskovning og vandforurening.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

De konservative storbønder og eksportører af sojaprotein til den animalske produktion i den vestlige verden ophævede strejken i går, efter at en kæmpe demonstration havde afsløret hvor lille en gruppe de repræsenterer, og efter at Kirchner havde sat dem i bås med bagmændene bag kuppet i 1976.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/campo/argentino/da/respiro/...

Argentina har satset store naturressourcer på en enkelt eksportafgrøde og det er yderst fornuftigt at hæve skatten på soja, som det er sket nu i Argentina.

Produktionen af svin, som vi er verdensmestrer i her til lands, er udtryk for et gigantisk og destruktivt spild af god landbrugsjord og udtryk for dårlig udnyttelse af de gode proteiner, som sojaen indeholder, og som kunne udnyttes meget bedre, ved at lade mennesker spise dem direkte, frem for at lade dem gå i gennem svinene.

Argentinas økonomi er også alt for afhængig af netop denne eksportvarer. Landet kunne få mere ud af at udnytte og forædle sine råvarer selv, frem for at sejle dem til udlandet og lade dem forædle her.





Et udpluk af ugens bedste

  • Sanserne, sundheden og hospitalsmiljøet

    Et psykiatrisk sundhedshus i Helsingør sætter tidssvarende fysisk dagsorden. For omgivelserne har betydning for helbredelsen, så nærmiljøet er vigtigt i planlægningen af om- og tilbygninger, fremgår det af en bog om Sansernes Hospital
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget
  • Dame i dårligt selskab

    Regeringsdeltagelsen ruinerer Rønns ry og rygte
  • guidetilgroenlivsstil.jpg

    Og lige pludselig handlede det hele om CO2

    Først var det atomkraft, så var det syreregn, så forsvandt ozonlaget, og nu handler alt om CO2. Så blev atomkraft godt alligevel, økologi var lige pludselig ude, og alt det med at købe lokalt blev en løgn. For forskerne kræver det kæmpe analyser at finde ud af den rigtige måde at handle på. For alle os andre er det noget rod
  • Nu kan kvinden også være et skvat

    En række kvindelige forfattere har lagt fløjshandskerne og offerrollen væk og beskriver skyggesiden af de kvindelige dyder. Velkommen til antiheltinden og kvinden som skvat
  • ff20080904-211444-pic-76299106.jpg

    'EF-Domstolens rolle kan godt tones ned'

    I forbindelse med balladen om Danmarks udlændingeregler, er EF-Domstolen blevet beskyldt for at politisere. Men sådan er domstolens rolle defineret, siger professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der dog mener, at det godt kunne være anderledes