Bushs provokationer

Efter mere end syv år i Det Hvide Hus er George W. Bushs popularitet i Europa på et lavpunkt. Ikke desto mindre har præsidenten været så heldig at opleve et politisk skifte i kontinentets to største lande, Frankrig og Tyskland, hvis to nye ledere opfattes som pro-amerikanske. Og det på et tidspunkt, hvor Bushs forhold til Vladimir Putin er blevet temmeligt anstrengt, i takt med at den russiske præsident har strammet sit greb om staten og økonomien samt indskrænket mediernes og oppositionens manøvrerum.

Man skulle derfor tro, at det ikke er i USA's interesse at lægge sig ud med Rusland, Frankrig og Tyskland i en sag, der ret beset ikke har alvorlige sikkerhedspolitiske konsekvenser for USA og Europa. Spørgsmålet er: Hvorfor skal Ukraine og Georgien lige nu gives grønt lys til at søge om medlemskab af NATO? Det indlysende svar er: Fordi de to lande passer som fod i hose til Bushs nykonservative ideologi, altså spredning af frihed og demokrati som et bolværk mod islamisme og tyranni. Det var Bush, der i ord og handling støttede orange- og rosenrevolutionerne. Nu skal de belønnes med et NATO-medlemskab trods Ruslands bitre modstand og de to landes temmeligt tvivlsomme demokratiske generalieblad. I Georgien har præsident Mikheil Saakasjvili med hård hånd slået ned over for oppositionen. Ukraine er en skrøbelig enhedsstat delt lige mellem en russisk og en ukrainsk befolkning, som næppe bliver lettere at styre i kraft af NATO-medlemskab. Snarere tværtimod.

Det er svært at fatte, hvorfor NATO-medlemskab skal trækkes ned over hovedet på over halvdelen af en opponerende ukrainsk befolkning. Georgienere er mere positivt indstillet, men inden en løsning af de to russiske udbryderrepublikkers - Sydossetien og Abkhasien - status ville det være halsløst at binde NATO-landene op på den kollektive selvforsvarsparagraf. Hvis det skulle komme til en militær konflikt mellem Georgien og Rusland, kunne NATO blive tvunget til at kæmpe mod russiske soldater. Det er ikke et perspektiv, som bekymrer Bush. Præsidenten vil blot oppuste sit pauvre udenrigspolitiske testamente med to små gevinster: Georgien og Ukraine snuppet fra den russiske bjørns livtag og sikre i Vestens fold. Men det er et bekymringsværdigt perspektiv for Europa, så der er grund til at takke Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien for at tale USA's præsident midt imod på NATO-topmødet i Bukarest.

Set fra et vestligt synspunkt har NATO's østudvidelse indtil nu været en succes. Men de forudsigelige følger i form af autoritære tendenser og fremkomsten af en farlig nationalisme i Rusland har været uklogt håndteret. Hvorfor provokere Moskva med et missilforsvar i Polen af ringe defensiv værdi mod endnu-ikke udviklet iranske missiler? Hvorfor stille to tidligere sovjetrepublikker af historisk betydning for Rusland NATO-medlemskab i udsigt? Hvis det fremmede demokrati og sikkerhed i Østeuropa, ville idéen være værd at overveje. Intet tyder på det lige nu. EU-medlemskab ville derimod kunne realisere disse mål uden at fremmedgøre Rusland. Engang kunne USA diktere europæisk sikkerhedspolitik. Den tid er nu ovre.