Mens Socialdemokraterne stadig – under indtryk af SF’s voldsomme vækst i opinionsmålinger – kaldes kriseramt og dømmes ude i kommentarer og analyser, forsøger partiledelsen at sætte en ny, revideret strategi igennem, som skal skabe grundlag for en valgsejr.
I mandags fik ledelsen opbakning til ’anden fase’ af den nye strategi, som i forlængelse af Mette Frederiksens godkendte ’sololøb’ med de ’ni punkter’ skal bringe en dynamisk og flerspektret partiledelse på banen med stor tydelighed i den offentlige debat.
Det nye S-hold består udover Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt af Mette Frederiksen og Nick Hækkerup. De tre sidstnævnte skal lede tre hurtigtarbejdende arbejdsgrupper, som inden sommerferien skal barsle med nye oplæg om:
- den nye ulighed (Mette F.),
- vækst og konkurrenceevne (Helle T.) og
- en ny ’velfærdsbalance’ (Nick H.)
Som en første fase af den nye strategi har vi allerede set Helle Thorning-Schmidts Kalundborg-tale den 28. februar, hvor formanden lancerede en ny, hård integrationspolitik som et nødvendigt supplement til den stramme indvandringspolitik.
Et angreb på den ’snigende’ privatisering af sundhedsvæsnet gennem arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, fremført for tre uger siden af Henrik Sass Larsen, og Mette Frederiksens ni teser, en meget vidtløftig og delvist selvmodsigende inspirationsliste, inspireret blandt andet af en gruppe unge socialdemokrater omkring tidsskriftet Vision, som opfordrede Mette Frederiksen til at skrive efter i en kronik i Politiken i januar at have lanceret ’29 velfærdspligter’ som et nødvendigt supplement til den socialdemokratiske valgkamps 29 velfærdsrettigheder.
Disse seks udspil skal så samles op i en samlende, bredere ’fortælling’, der skal give et billede af en ny socialdemokratisk platform og præsenteres for offentligheden før sommerferien. Den nye strategi, som i sin nuværende udformning kun er lidt over en måned gammel, er blevet til efter en lang og grundig evaluering af det forstemmende valgresultat på de indre linjer – og kun i begrænset omfang påvirket af ’krisen’, som ’den anden Muhammed-krise’ og Søvndals udlændingepolitiske medie-stunt udløste.
Valgsucces i 2005
Op til valget i november 2007 fulgte partiledelsen en strategi, der var stærkt påvirket af det for Socialdemokraterne meget gunstige resultat af kommunalvalget i november 2005.
Kommunalvalgsejren var den nye partiledelses første succes, den kom overraskende efter en krisepræget udvikling i kølvandet på den første Muhammed-krise.
Bagefter forstod partiledelsen resultatet sådan, at socialdemokratismen blandt vælgerne havde det meget bedre, end de nationale meningsmålinger lod formode: Derfor skulle Thorning holde fast i sin linje.
Ifølge analysen havde Socialdemokraterne tabt i 70’erne og 80’erne, fordi Anker Jørgensen, Svend Auken og Ritt Bjerregaard tabte økonomisk troværdighed med truende statsbankerot.
Og Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft havde tabt i slutningen af 90’erne frem til 2001, fordi partiledelsen gik fejl af de markante signaler om S-vælgernes dybe uro og bekymring over den liberale udlændingepolitik.
Hvor Poul Nyrup havde genoprettet den økonomiske troværdighed, var Helle Thornings primære opgave fortsat at genoprette troværdigheden i ’værdipolitikken’.
Bredere ledelse
Strategien frem til valget satsede på at skabe enighed i gruppen – efter at hovedparten af den gamle venstrefløj var gået i kølvandet på Frank Jensens nederlag. Den ’værdipolitiske troværdighed’ skulle så suppleres med en klassisk fordelingspolitik: Velfærd frem for skattelettelser.
Men nederlaget i november viste, at det ikke var nok. I forlængelse af evalueringsprocessen er nu udviklet strategien om en bredere, synlig ledelse og et bredere udbud af udspil.
Mette Frederiksen har haft svært ved at tilpasse sig ’højrelinjen’ i værdipolitikken, men en kompromismulighed tegner sig med hendes aktuelle lancering af hendes ni punkter, der giver basis for klassisk socialdemokratisk retorik, som begejstrer kernetropperne i og uden for partiet uden at stå i konkret modsætning til den nye linje.
Hvor man i begejstring over den nye og stadig skrøbelige enighed i S-gruppen op til 2007-valget havde spillet ’safety-first’, føler S-ledelsen, som trods den meget omtalte krise og de lave opinionstal ikke er blevet seriøst truet, at der er plads til flere nuancer i partiets offentlige image.
Et vigtigt supplement til den hidtil dominerende partiledelse er ud over Mette Frederiksen også Nick Hækkerup, en succesrig borgmester med en meget konkret og operativ vinkel på velfærdspolitikken.
Skatten
I den nye holdopstilling får Mette Frederiksen fornøjelsen af at stå for uligheds-projektet, der giver anledning til meget klassisk retorik, som kommer på prøve, når den vigtigste årsag til de senere års stigende ulighed, boligpriserne, fortsat skal fredes skattepolitisk.
Nick Hækkerup skal søge ’nye balancer’ i velfærdspolitikken for ikke mindst at fastholde middelklassens solidaritet med velfærdsprojektet.
Og Helle Thorning skal med sin nyvundne autoritet med et projekt om ’hvad skal Danmark leve af’ vise økonomisk realisme og bæredygtighed på et tidspunkt, hvor en generel økonomisk afmatning kan gøre nye brister i Socialdemokraternes økonomiske troværdighed livsfarlige.
Derfor skal man fortsat ikke udelukke, at Socialdemokraterne kommer til at bidrage til et regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne. På et tidspunkt, hvor mange økonomiske indikatorer er gået i sort, vil det være dybt risikabelt på bare lidt længere sigt at stå side om side med den mest uansvarlige del af fagbevægelsen om helt urealistiske lønkrav.
