Jeg går på den mest inspirerende uddannelse og kan se frem til et af de mest betydningsfulde job i samfundet. Alligevel skal jeg have tudet ørene fulde af pressens og politikernes fordomme om læreruddannelsen, mens jeg læser om de nye tiltag til en 'forbedret læreruddannelse'.
Lærerstuderende kan ikke stave, og der er ikke nok fokus på fagligheden på seminarierne. To fordomme af mange jeg støder på i medierne. Jeg vil ikke garantere, at alle lærerstuderende staver fejlfrit. Jeg siger heller ikke, at forholdene på seminarierne ikke kunne blive en hel del bedre. Men det er åbenbart bedre forsidestof at skrive om, hvor dårlige de lærerstuderende, seminarierne eller hele folkeskolen er, end at bringe en solstrålehistorie om dagligdagens helte.
Jeg går selv på den første årgang af den nye læreruddannelse og har derfor som prøveklud mærket, hvordan den uddannelsesreform indføres, og hvilke fejl den kan indeholde. Det er demotiverende at arbejde for forbedring af denne studieordning, når nye tiltag til uddannelsen peger i retning af, at den får kortere levetid end forventet. Nogle problemer er decentrale og skal bekæmpes på seminarier og professionshøjskoler, mens andre faktorer vedrører læreruddannelsen generelt.
Læs mere om
Taxametersystemet er styrende for seminariernes økonomiske ressourcer, og dermed er seminarierne også afhængige af antallet af studerende og ikke mindst beståede elever. Med de nye tiltag til alternativer til læreruddannelsen som Århus Universitets og Ritts Super-læreruddannelse frygter jeg for endnu ringere forhold for de studerende. Konkurrencen om de lærerstuderende vil skabe ringere læreruddannelser pga. taxametersystemet. Desuden kan man stille spørgsmålstegn ved, om en universitetsgrad (på tre år mod seminariernes fire år) kan rette op på uddannelses nuværende problemer såsom lærerens status, færre ansøgere til læreruddannelsen osv. Tværtimod kan man frygte, at en sådan institution ikke formår at kvalificere de kommende lærere i samme grad som seminarierne.
Seminariets fornemste opgave ligger i at uddanne de studerende i en balancegang mellem tre faktorer: faglighed, de pædagogiske fag og praktik. På et universitet med forelæsninger vil det være meget svært at lære de studerende om didaktiske overvejelser som undervisningsdifferentiering og arbejde med forskellige læringsstile. Jeg mener bare: hvor er den illustrative sammenhæng?
Risikoen er, at en universitetsuddannelse vil skabe endnu større afstand mellem praksis og uddannelsesinstitution. I stedet er lærerstuderendes efteruddannelsesmuligheder mere interessante at ændre. Den bachelor-grad, en lærerstuderende får efter fire år på seminariet, bør sidestilles med en hvilken som helst anden bachelorgrad og altså kvalificere den studerende til videreuddannelse uden brugerbetaling. Det er ikke rimeligt at videreuddannelse på KU er forholdsvis gratis, mens videreuddannelse på DPU kan koste ca. 20.000 pr. år for kandidatuddannelsen.
Stop den nedladende holdning til lærerstuderende og folkeskolelærere ned. Fortæl også de mange positive og enestående historier!
Marie Hejlskov Larsen studerer på Blaagaard Seminarium
