Blandt klimaforskerne er der i dag konsensus om, at en gennemsnitlig global temperaturstigning på over 2,4 grader vil føre til klimaforandringer, som bliver verdensomspændende, irreversible og katastrofale. Ifølge nogle forudsigelser har vi kun ti år til at afværge dette rædselsscenarie.
I de industrialiserede lande er der imidlertid stærk modstand imod at ændre på de produktions- og forbrugsforhold, som har skabt problemerne. Man foretrækker i stedet 'tekniske fix' som mere effektive filtre, biobrændsel og atomkraft.
Over hele verden mod-arbejder transnationale selskaber og private virksomheder, at statsmagten gennemfører tvungne reduktioner af kultveilteudledningen. Man sætter i stedet sin lid til markedsmekanismerne som f.eks. i den omsiggribende handel med 'karbonkreditter', som ifølge kritikere i realiteten svarer til at give forurenerne carte blanche til at fortsætte med at forurene.
U-lande bliver tabere
I udviklingslandene findes ingen større vilje til at bryde med den vækst- og forbrugsmodel, man har overtaget fra de industrialiserede lande. Holdningen er, at det er op til de industrialiserede lande selv at foretage de første omstillinger, og at de i fald må bære hovedparten af byrden ved den omlægningsproces, der skal begrænse drivhusgasemissionerne.
I debatten om klimaforandringerne anerkendes princippet om et 'fælles, men differentieret ansvar' af alle parter. Men heri ligger også, at de industrialiserede lande må bære den største byrde i bestræbelserne på at afværge en klimakrise, eftersom det er disse landes økonomiske udvikling, der har frembragt denne krise.
Det anerkendes også, at den globale indsats for at redde klimaet ikke skal fratage udviklingslandene deres ret til større udvikling og større velstand.
Som altid er djævlen at finde i detaljerne. Som analytikere som Martin Khor fra Third World Network har påpeget vil den globale reduktion i drivhusgasser til 80 procent af niveauet fra 1990'erne inden 2050, som mange nu anser for uomgængelig, som minimum kræve en reduktion på 150-200 procent af drivhusgasudledningen i de industrialiserede lande, hvis princippet om det 'fælles, men differentierede' ansvar og anerkendelsen af ulandenes ret til udvikling skal følges.
Er regeringerne og befolkningerne i de industrialiserede lande rede til at yde de nødvendige ofre?
Såvel psykologisk som politisk må man desværre be-tvivle, at industrilandene i den nuværende fase er indstillet på denne omstilling. Den gængse opfattelse er, at de velstående samfund både kan leve op til deres forpligtelser om drivhusgasemissioner og fortsætte deres økonomiske vækst og høje levestandard, hvis blot de sørger for at gennemføre en omlægning fra fossile til ikke-fossile brændstoffer.
Ydermere er holdningen, at de obligatoriske reduktioner, som skal realiseres efter multilateral aftale mellem nationerne, skal ske på markedets præmisser, hvilket blandt andet vil sige i form af handel med emissionslicenser.
Det underforståede budskab er: De tekniske fiks og 'karbonmarkedet' vil gøre overgangen til klimatisk bæredygtige samfund forholdsvis smertefri - og hvorfor ikke - tillige profitabel.
Imidlertid er der også en erkendelse af, at mange af disse teknologier er årtier fra at nå det bæredygtige stade, og at selv en storstilet satsning på de ikke-fossile alternativer ikke vil kunne garantere en fastholdelse af de nuværende økonomiske vækstrater.
Det står samtidig klart, at jo mere landbrugsjord, der omlægges til produktion, desto mindre arealer bliver der til at dyrke spiselige afgrøder, og desto større usikkerhed vil der knytte sig til den globale fødevareproduktion.
Den uafviselige konklusion på dette må være, at det herskende paradigme om økonomisk vækst udgør en af de alvorligste hindringer for en seriøs global indsats for at modvirke fatale klimaforandringer.
Det helt fundamentale problem er, at vi har etableret en produktionsmåde, hvis væsentligste dynamik er omformningen af levende natur til døde varer - en proces, hvis biprodukter er spild og omfattende forurening. Motoren i hele denne proces er forbrug - eller rettere: overforbrug - og motivet bag er profit eller kapitalakkumulation. Kapitalisme, kort sagt.
Det er denne produktionsmådes generaliserede udbredelse igennem de sidste 300 år og dens aktuelle spredning til udviklingslandene, som har forårsaget den eskalerende afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie og den hastige afskovning - de to væsentligste menneskeskabte processer, der ligger bag den globale opvarmning.
Fællesgoder privatiseres
Det er oplagt at se den globale opvarmning som den væsentligste fremtrædelsesform for den seneste fase i en historisk proces om privatisering af menneskehedens fællesgoder. Klimakrisen må forstås i sammenhæng med de avancerede kapitalistiske samfunds ekspropriering af økologisk rum. Dette stiller udviklingslandene i følgende dilemma: Før den økologiske destabilisering, som kapitalismen har ført med sig, blev erkendt i sit fulde omfang, var forventningen, at udviklingslandene ville følge de industrialiserede landes 'vækststadier'. Det står nu klart, at dette er umuligt uden at udløse et økologisk Armageddon. Kina er på vej til at overtage USA's førsteplads største udleder af drivhusgasser, men alligevel er såvel den kinesiske som den indiske elite opsatte på at kopiere Amerikas overforbrugskapitalisme.
For udviklingslandene må en effektiv indsats imod den globale opvarmning ikke blot inddrage nogle af dem i en ordning om obligatorisk reduktion af drivhusgasser, skønt dette er af essentiel betydning: I den aktuelle runde af klimaforhandlingerne kan hverken Kina eller Indien længere unddrage sig den obligatoriske ordning med henvisning til, at det stadig er et udviklingsland. Ej heller kan udfordringen for de fleste af de øvrige udviklingslande begrænses til overførsler af teknologi, som kan afbøde følgerne af den globale opvarmning eller til at hjælpe dem til at finansiere denne teknologis ibrugtagen, således som mange af deres repræsentanter syntes at mene under Bali-forhandlingerne.
Nok er disse skridt vigtige, men de bør kun opfattes som indledende manøvrer i retning mod en bredere global nyorientering imod et helt andet paradigme for økonomisk velfærd.
Brud med overforbrug
Selv om tilpasningerne nødvendigvis må være meget mere omfattende og gennemføres langt hurtigere i udviklingslandene, vil omstillingsmodellen for udviklingslandene grundlæggende være den samme. Hvad der kræves, er et brud med højvækst- og overforbrugsmodellen.
I modsætning til de nordlige magteliters strategi om at afkoble vækst fra energiforbrug må en omfattende klimastrategi i såvel i-lande som u-lande stile efter på en gang at mindske energiforbruget og øge livskvaliteten for de brede masser.
Blandt andet vil dette indebære, at økonomisk retfærdighed og lighed kommer til at stå i centrum for det nye paradigme.
Endemålet må være indførelse af en model, der sikrer lavt forbrug, lav vækst og højere lighed, forbedrer menneskers velfærd og livskvalitet for alle og samtidig bringer produktionen under en større demokratisk kontrol.
Det er usandsynlig, at eliterne i i- og ulande vil kunne enes om en så omfattende omstilling. Det mest sandsynlige er stadig, at de vil satse på tekniske fix og et markedsbaseret reduktions-system. Såvel væksten som den globale kapitalismes system anses stadig for at være sakrosankte.
Men stillet over for truende dommedagsscenarier kan menneskeheden ikke tillade sig at vælge selvdestruktionens kurs. Nok er den vej, der ligger foran os, vanskelig at gå, men det overvældende flertal vil ikke være til sinds at begå socialt og økologisk selvmord for at gøre det muligt for en minoritet at bevare sine privilegier.
Uanset hvordan den gennemføres, må en gennemgribende reorganisering af produktion, forbrug og fordeling blive slutresultatet for menneskehedens indsats for at afværge klimakaos og omfattende miljøsammenbrud.
I denne henseende repræsenterer klimaforandringerne både en trussel og en anledning til at gennemføre de sociale og økonomiske reformer, der har været udskudt alt for længe, og er blevet saboteret af de herskende eliter, der er opsatte på at bevare og udbygge deres privilegier.
Forskellen i dag er, at selve menneskehedens eksistens og planetens skæbne afhænger af, at vi får institutionaliseret et økonomisk system, der hverken bygger på feudalt herredømme, kapitalakkumulation eller klasseudbytning, men på retfærdighed og lighed.
I det nye kollektive sociale og økonomiske system, som skal skabes, er der næppe tvivl om, at også markedsmekanismerne vil have plads. Men vil der også være plads til kapitalisme? Vil kapitalismen som produktions-, forbrugs- og distributionsmøde kunne overleve vores bestræbelser på at finde en effektiv løsning på klimakrisen?
Walden Bello er chefanalytiker i tænketanken Global South
Oversat af Niels Ivar Larsen
Sten Stenbæk
7. april, 2008 #
Ikke meget nyt eller revolutionerende i den artikel. Bortset måske fra at man skal reducere udledningen af drivhusgasser med 150- 200 %. Altså, det forstår jeg simpelthen ikke. Er det en fejl, eller menes der at Europa skal hive CO2 ud af luften og begrave den i et omfang svarende til det dobbelte af hvad vi nu udleder?
Tåbeligt. Det er det eneste tal i artiklen og giver slet ingen mening.
Erik Rolfsen Nissen
7. april, 2008 #
Ja, det kan meget vel vise sig at være en nødvendighed.
Se
http://www.columbia.edu/~jeh1/2008/TargetCO2_20080317.pdf
men spørgsmålet er, om det er teknisk muligt.
Hans Birgir Hansen
8. april, 2008 #
Dansk regering er medskyldig i den globale opvarmning
og forurening siden oliekrisen i 1973 - 1974, denne nye
decentrale energiteknologien kunne have reddet verden.
Den ny decentrale energiteknologi har kun været omtalt i
færøeske aviser, folketinget fik denne kvalt i danske avis
er og medier der ikke turde omtale, denne offentlig i dk.
Menneskeheden er offer for en, global sammensværgel
se der ikke har fået sandheden at vide om denne nye de
centrale energiteknologi kan reducere 90% udslip idag.
Den gør op med den gamle sentrale energiteknologi og
all varmeteorier og varmelære og uddannelse og lærebø
ger og den fejbaseret menneskehed i hele verden idag.
Den praktiseres verden over, i det skjulte hvor dansk reg
ering har tjent miljarder, på fjernvarmenettet, i Danmark
og eksport af, denne nye decentrale energiteknologien.
Denne gør alternativ og vedvarende energi, værdiløs i dk
og alle Danmarks vindmyller, der er pinde til lågen på lig
kisten hvert enkelt menneske, bliver lagt ned i engeng.
v.h.Hans Birgir Hansen
Tórshavn/ Færøerne
PH
8. april, 2008 #
Set i relation til andre debatter om ny-puritanisme, er denne CO2-fetischisme ganske underholdende.
Bjørn Holmskjold
8. april, 2008 #
Walden Bello er chefanalytiker i tænketanken Global South er en meget tænkende mand, som har set skriften på væggen.
Han mangler blot modet til at konkludere, at de som vil overleve, så også helt konkret må bekæmpe de, som i deres enfoldighed ikke vil overleve.
Anderledes kan det nemlig ikke være!
For sagen er nemlig den, at en meget stor del af verdens befolkning i forvejen er meget lidt informeret om ret meget andet, end blot dagen og vejen. Hvorimod størstedelen af dem, som burde være informeret, og derfor burde kunne begribe tingene i de større sammenhænge, alene bruger deres ”intellekt” til at berige sig selv, så de kan forbruge endnu mere, end i dag. Hvorfor de bestemt ikke ønsker, at der skal ske ændringer af nogen art, som kan true deres økonomiske interesser, og dét, som de mener kun er et yderst rimeligt forbrug (der omregnet til et globalt ressourceforbrug svarer til tre jordkloder). Tilbage er der ganske få, som også er informeret, men som ikke tænker kortsigtet, men tænker langsigtet på helheden og fremtiden.
De få vil da være op imod de mange!
De mindst begavede af de mest oplyste tror naivt, at dette problem kan klares indenfor demokratiet. Hvor jo netop de fleste af vælgerne end ikke tænker på fremtiden. Derfor siger det sig selv, at den demokratiske vej ikke er farbar – i traditionel forstand. For der vil, på grund af egocentrismen, hverken være et vælger-flertal, endsige nogen interesse for en ændring. Derimod har de tusindtallige gode undskyldninger for ikke at gøre noget… Før den dag, hvor det kan gøres uden at skade det hellige privatforbrug. Desuden findes det politiske parti ikke, som har en helhedspolitik, der disponerer med en opbremsning, eller noget andet alternativ til det accelererende overforbrug.
Det er derfor det bliver en krig at overleve!
Ifølge den vestlige tænkning er det derimod velkendt og anerkendt, at man må angribe forebyggende, dersom nogen eller noget udgør en trussel mod verdenssamfundet. Bush-doktrinen kaldes dette princip, som de demokratiske lande mere eller mindre accepterer, som værende en fuldgyldig og nødvendig politik. Danmark er bl.a. på den baggrund en aktiv del af besættelsesmagten i Irak og Afghanistan.
Det er derfor helt legitimt at angribe dén eller de, som man blot antydningsvis mener udgør en trussel mod verdenssamfundene. Ifølge Bush-doktrinen forudsætter doktrinen ikke et demokratisk flertal, forinden man kan angribe dén eller dem, som man vurderer, som værende en trussel mod verdenssamfundene. Man kalder blot sine handlinger: ”Krigen mod terror”.
Udgør en politik eller en aktivitet en trussel mod det miljø, som jo er en forudsætning for verdenssamfundets overlevelse, da er det en politik eller aktivitet, som omfattes af Bush-doktrinen. En politik eller en aktivitet, som betinger sådanne trusler er derfor helt legitime mål for forebyggende angreb. For dén eller de, som afstedkommer sådanne trusler, er, igen helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen, at betragte som terrorister!
Bidrager man, f.eks. på grund af fanatiske økonomiske interesser, til at ødelægge miljøet, som er en forudsætning for verdenssamfundenes overlevelse, da er dén eller de naturligvis at betragte som øko-terrorister, og som sådan en reel trussel, der skal bekæmpes!
Vi ikke blot må, for det forventes rent faktisk af os, at vi i verdenssamfundenes interesse forsvarer miljøet ubegrænset, og det med alle til rådighedstående midler.
Bush-doktrinen åbner dog mulighed for at vælge side. Princippet er her, at enten er man med, eller også er man imod. Derfor må det enkelte menneske træffe et valg. De, som herefter er imod, er efterfølgende at betragte som øko-terrorister.
Det bliver på den måde en nødvendig krig mod øko-terroristerne, om verdenssamfundene da skal overleve. Men det positive er, at denne krig kan holdes indenfor de principper, som er almindeligt accepteret i et civiliseret samfund.
Hvilket jo må siges at være et godt udgangspunkt!
På spørgsmålet om, hvad vi kan gøre for at modvirke den omfattende nedbrydning af miljøet, må svaret naturligvis blive, at vi ikke blot må, for det forventes rent faktisk af os, at vi i verdenssamfundenes interesse forsvarer miljøet ubegrænset, og med alle til rådighedstående midler. Hvilket er normal praksis, og helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen.
Man skal blot huske at understrege sine handlinger med, at de udvirkes i overensstemmelse med de gældende principper i henhold til ”Krigen mod terror”, og at de som sådan er til fordel for verdenssamfundenes overlevelse.
Lad herefter de, som kan forstå, forstå det der skal forstås. Ligesom de, der intet forstår, må få at føle konsekvenserne af deres uforstand.
Bjørn Holmskjold
Svend
8. april, 2008 #
Niels Ivar Larsen får svar som han spørger...
Walden Bello orginal text bære overskriften "Will CAPITALISM Survive Climate Change?" Det oversætte Hr. Larsen til "Overlever VI klimaforandringerne?" Hvorfor? Var overskriften for stor en mundfuld for redaktionen?
Artiklen kan læses på orginalsproget her: http://www.focusweb.org/will-capitalism-survive-climate-change-3.html?It...
Niels Ivar Larsen
8. april, 2008 #
Min overskrift, som selvfølgelig var den korrekte oversættelse af Bellos, er blevet ændret af redaktionssekretæren og ikke med min velsignelse - et spørgsmål om pladshensyn øjensynlig.
Søren Fosberg
8. april, 2008 #
Hej Bjørn - vil du ikke fortælle hvordan du konkret vil tage magten, hvordan du vil skelne ven fra fjende og hvilke metoder du mener skal tages i brug?
Mvh Søren
Niels-Holger Nielsen
8. april, 2008 #
Kære Svend
Nu tager du ordene ud af hænderne på mig. Det skulle have været mit indlæg. I mellemtiden har vi så fået et svar af Niels Ivar Larsen (NIL), som er meget interessant. Først og fremmest bliver man nødt til at spørge, om det er noget, der forekommer tit, at redaktionssekretæren finder på ikke-dækkende overskrifter på oversatte artikler og kronikker? Meget uheldigt og inkompetent. Jeg forstår godt at NIL ikke ville være med på den, om han havde haft valget. Hvad jeg derimod ikke forstår er, at NIL har lavet en så umanerlig dårlig oversættelse af Walden Bello, som sine steder er mindst lige så dårlig som redaktionssekretærens maltraktering af overskriften. Som fx denneher, hvor Bellos original (måske oversat fra spansk):
”In the South, there is little willingness on the part of the southern elite to depart from the high-growth, high-consumption model inherited from the North, and a self-interested conviction that the North must first adjust and bear the brunt of adjustment before the South takes any serious step towards limiting its greenhouse gas emissions.”
bliver til:
”I udviklingslandene findes ingen større vilje til at bryde med den vækst- og forbrugsmodel, man har overtaget fra de industrialiserede lande. Holdningen er, at det er op til de industrialiserede lande selv at foretage de første omstillinger, og at de i fald må bære hovedparten af byrden ved den omlægningsproces, der skal begrænse drivhusgasemissionerne.”
Når nu Bello udtrykkeligt benævner agenterne for denne tingenes tilstand, hvorfor forholder NIL så læserne dette? Eller denne her:
”Yet, confronted with the Apocalypse, humanity cannot self-destruct.
It may be a difficult road, but we can be sure that the vast majority will not commit social and ecological suicide to enable the minority to preserve their privileges. ”
som bliver til:
”Men stillet over for truende dommedagsscenarier kan menneskeheden ikke tillade sig at vælge selvdestruktionens kurs. Nok er den vej, der ligger foran os, vanskelig at gå, men det overvældende flertal vil ikke være til sinds at begå socialt og økologisk selvmord for at gøre det muligt for en minoritet at bevare sine privilegier.”
NILs ”kreative genskrivning af forlægget, som også omfatter manipulation med mellemoverskrifter og omflytninger af sætninger eller sætningsdele på en unødvendig måde er til stor skade for Bellos originale udtryk. Selv om det er nemt at se, at NIL faktisk skriver et udmærket dansk er læsningen tit ledsaget af en mærkelig fornemmelse af inkonsistens og præcission. Man fornemmer tit, at det her kan da ikke være bragt i et internationalt organ med et vist ry? Der breder sig tit en irritation under læsningen af hans artikler, som i sig selv er ødelæggende for budskabet. Ofte har man en anelse om, at NIL, når han løber ind i et ord han udmærket forstår, men ikke lige kan huske den præcise oversættelse af i sammenhængen, griber til en ”kreativ” omskrivning, som sparer ham for et opslag eller to i ordbogen. Hvilket der også er flere eksempler på i denne artikel. NILs oversættelser har været kritiseret før, men han fremturer. Det betyder ikke nødvendigvis, at han er en doven eller dårlig oversætter. Det kunne også betyde at der er tale om en linie fra redaktionens side, fx. at den ikke vil give ham den tid, som det tager at lave en ordentlig oversættelse. Svaret blafrer i vinden.
Walden Bellos artikel er særdeles interessant set i sin sammenhæng. Bello, som er sociolog af profession, har hidtil mest været kendt som antiimperialist, kritiker af WTO og globalisering. Med et vist aktivistisk islæt tør man vel sige. Han har indtil for nyligt ikke ofret megen tid og opmærksomhed på klimadebatten. Men han er nu, sammen med mange andre deltagere i netværket, kommet til den konklussion, at klimakampen er den strid, som de spørgsmål, som de traditionelt har været optagede af, må ses i lyset af. Når så radikale venstrefløjsfolk foretager et så stort skift, vel nærmest et paradigmeskift, så lover det godt for den fremtidige klimakamp, som hidtil har været alt for præget af det diffuse grønnes dominans. De har traditionelt ikke været i stand til at gennemføre en konsekvent kapitalismekritik, hvilket har betydet, at de ikke har kunnet adressere klimakampen tilstrækkeligt præcist. Det tror jeg ikke går i længden, fordi folk vil blive demobiliserede og frustrerede af de gode ønskers evige forlis på spindoktorernes lumske skær. Jeg argumenterer ikke for at vi skal indlede en øjeblikkelig klassekamp for et socialistisk samfund i traditionel forstand, men blot for at det er nødvendigt at adressere kritiken af forhalertaktikken. At Walden Bello heller ikke er drevet af veneration for planøkonomi a la Moskva eller Beijing fremgår tydeligt af en enkelt sætning af herværende artikel: ”In the social and economic system that will be collectively crafted, I anticipate that there will be room for the market.” Hvad han ikke mener, at der bliver plads til fremgår ligeledes af artiklen. Det forekommer mig at man i gamle dage på Inf. ikke var så bange for at fjerne billedet til kronikken hvis andre hensyn krævede det. Her havde det været på sin plads med en ordentlig introduktion i stedet for. I stedet får vi at vide, og EL gentager det i dagens avis, at Bello er chefanalytiker i tænketanken Focus on the Global South. Hvad jeg har kunnet google mig frem til er, at han er administrerende direktør (CEO) i tænketanken Global South, som der står på tankens hjemmeside. Og det er jo noget andet. I øvrigt synes jeg, at ordet tænketank nok ikke er det bedste i sammenhængen. I hvert fald hvis man kommer til at tænke på CEPOS, CATO Institute eller tilsvarende liberale modstykker. Det er ikke mit indtryk at Global South har så mange penge at gøre godt med, ligesom det umiddelbart virker mere netværkspræget og aktivistisk. Hvad er i øvrigt en chefanalysator? Er det analytikernes chef (en slags mellemleder), som evt. bestemmer hvilke af de andres analyser, der er relevante og/eller rigtige, er det den person, som tager sig af de overordnede analyser eller sammenfatter de menige analytikeres analyser, eller er det bare en ærestitel? Nok mest det sidste, for under originalartiklen står der nemlig, at han er senioranalytiker.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg håbede på en fornuftig forklaring på de 150-200% reduktioner i drivhusgasudledningerne fra de velstående lande, da jeg kastede mig over originalen, men her er NIL helt præcis, og man bliver ikke klogere af at læse originalen. Umiddelbart er jeg meget enig med Erik Rolfsen Nissens tolkning og henvisning til James Hansen et al, og vil blot gøre opmærksom på et skrift af australierne David Spratt og Philip Sutton, som hedder Climate Code Red, og er udgivet af Friends Of the Earth, Australia. Det kan købes som bog, men kan hentes kvit og frit her: http://www.climatecodered.net/ hvor spørgsmålet behandles lidt mere indgående.. Rapporten er i øvrigt særdeles anbefalelsesværdig til alle, der ønsker overblik over hvor klimakampen står lige nu og i nærmeste fremtid. Et på alle måder anbefalelsesværdigt skrift. 100 tætskrevnw A4-sider med overvældende kildehenvisninger. Et must!
venlig hilsen
Erik Rolfsen Nissen
8. april, 2008 #
Der er ingen nypuritanisme i debatten om bæredygtighed og ingen CO2-fetischisme i de fakta, der er om sagen. Helt uden underholdningsværdi for verdensforagtere er det dog ikke, men brug hellere lidt tid på at læse
http://www.climatecodered.net/
Enig med Niels-Holger Nielsen. Et must.
ole falstoft
8. april, 2008 #
For mig at se er demokratiets overlevelse i fare.
Jeg tror:
For at en global omstilling skal kunne lykkes er det nødvendigt at sikre at de demokratiske processer fungerer, ikke kun i de nuværende demokratier, men også – og det er den store udfordring - der hvor der i dag ikke er demokrati. Man kan ikke forvente at folk skal bringe ofre, hvis man ikke samtidig giver dem forståelse for baggrunden og medindflydelse på processen. Jeg tror ikke på at omstillingsprocessen vil lykkes uden en form for folkelig legitimitet.
Folk skal have mulighed for at debattere dette åbent og globalt.
Det er faktisk muligt at ændre folks bevidsthed, hvis man give dem mulighed for at forstå problemets omfang.
Jeg frygter:
Demokratiets svaghed er, at politikerne er bange for at tage de nødvendige beslutninger og at binde sig til upopulære aftaler, da de jo gerne vil vælges igen. Derfor er det nødvendigt med et folkeligt engagement, for at vise politikerne, at vi vil have, at de tager ’upopulære’ bindende beslutninger, der er nødvendige. Det folkelige pres er vigtigt se f.eks. hvad der sker i USA i øjeblikket.
Problemet er, at der ikke er meget tid at løbe på, og de skridt der skal tages ikke kan undgå at ’gøre ondt’, så udfordringen er gigantisk. Der til kommer at vi lever i en meget ulig verden, så hvordan kan vi blive enige om at fordele ’smerten’?
Der er brug for at opbygge internationale organisationer med en beslutningsdygtighed og gennemslagskraft som vi endnu ikke har set, hvis man globalt skal kunne fastholde landene på de langsigtede mål.
Lykkes det ikke for de demokratiske samfund at løfte opgaven, tror jeg det demokratiske samfundssystem er i fare på længere sigt. I stedet tegner der sig et billede af et samfund styret af autoritære teknokrater, hvor beslutninger tages for ’det fælles bedste’, eller endnu værre: et socialdarwinistisk mareridt af alles kamp mod alle. Så har vi noget valg?
.
Bjørn Holmskjold
8. april, 2008 #
Hej Søren Fosberg
"Hej Bjørn - vil du ikke fortælle hvordan du konkret vil tage magten, hvordan du vil skelne ven fra fjende og hvilke metoder du mener skal tages i brug?"
Det er ikke så svært... psykoanalyse af adfærden (den ubevidste, nonverbale adfærd) er en meget effektiv måde at skelne mellem hvem der agerer rettro og vantro.
Bjørn Holmskjold
Søren Fosberg
8. april, 2008 #
Helt ærligt Bjørn - det svar får du ikke mange tilhængere på. Kan du ikke gøre det lidt bedre?
Mvh Søren
Bjørn Holmskjold
9. april, 2008 #
Søren Fosberg
Jeg søger ikke tilhængere.....!
Desuden kan det ikke gøres bedre.
Bjørn Holmskjold
Niels Ivar Larsen
9. april, 2008 #
Jeg mener bestemt ikke min oversættelse er dårlig, selv om har jeg fået
øje på et par ærgerlige korrekturfejl, som redaktionssekretæren åbenbart heller ikke har fanget - tidspres er et uundgåeligt vilkår i dagbladsbranchen.
Avisoversættelser nødvendigvis redigeres efter indholdsmæssige væsentlighedskriterier, så de for det første formidles så klart og pointeret som muligt, for det andet passer til den afmålte plads. Og her der meget sjældent overensstemmelse mellem originalens og oversættelsens omfang, alene fordi dansk fylder mere - ca. 15 procent mere – end engelsk . Avistekster er som udgangspunkt brugstekster, og de normer der gælder for hensyn til ’litterær værkhøjde’ ved andre typer oversættelser gælder ikke uden videre for avisprosa. Det er ikke anderledes på andre aviser - jeg begyndte min avisoversætteløbebane på Politiken og følger stadig retningslinjerne herfra.
Ideelt set bør teksten i oversat stand fremtræde, som om den var skrevet direkte til Information, men det gør originalen meget sjældent i udgangspunktet, fordi den er skrevet til et andet publikum i et andet land med et andet forudsætningsniveau.
Overdreven tækstnærhed og medtagelse af alle for en dansk offentlighed uvedkommende detaljer vil kun skabe støj på linjen og være en helt forkert måde at udnytte mine kræfter på. Eller som et berømt oversættermotto lyder: La traduction est comme une femme --- lorsqu'elle est belle, elle n'est pas fidèle; lorsqu'elle est fidèle, elle n'est pas belle ... (Oversætteren er som en kvinde - når hun er smuk, er hun ikke tro, når hun er tro, er hun ikke smuk).
Purister må opsøge originalen, hvis de ikke har tillid til oversætteren. Sådan er det. Foreløbig har en 20-30 redaktører på forskellige forlag og aviser haft tillid til undertegnede i over 10 år.
Ole Falstoft
9. april, 2008 #
Ok
Skal vi så bevæge os videre og snakke om indholdet?
P. Lauritzen
9. april, 2008 #
Der er ikke noget. Det er bare en globaliseringsmodstander, der har rettet fokus mod FN's seneste politiske beslutning om, at klimaforandringerne sker pga. menneskelige aktiviteter.
En forklaring på en reduktion på 200% får vi vist heller ikke. Måske er sociologer ikke så gode til procentregning.
Steen Ole Rasmussen
9. april, 2008 #
DER ER STADIG NOGET RÅDDENT I STATEN DANMARK
Den nøgne og videnskabeligt ukvalificerede benægtelse, af den udbredte og aldeles videnskabeligt kvalificerede beskrivelse af sammenhængen mellem afbrændingen af fossile brændsler og den globale opvarmning, gungrer videre i de fleste medier, i takt med de indskrænkede økonomiske og politiske ønsker om i kraft af rå magt, at tilsidesætte den for dem selv ubekvemme sandhed. Sandheden er en smerte i røven på de økonomisk højtflyvende!
Nettet flyder over med dette hovmod og rådden selvretfærdighed i form af de mange lakoniske og inkonsistente forsøg på at legitimere den selvdestruktive adfærd og de selvnegerende kommercielle succeskriterier.
De højtflyvende tror, de med deres provokerende og arbitrære proklareringer om sammensværgelser, kan overbevise andre end sig selv om det rigtige i, at det videnskabelige system blot er en sammensværgelse, der har rottet sig sammen mod dem, de succesrige, med det formål at få del i deres del af kagen.
De tror alt ligger under for deres egne destruktive succeskriterier, at alle motiver er lige så nedrige som deres egne, og at påstanden, om at de storforbrugende og storsvinende kan forbruge sig ud af alle og enhvers mangelsituation, ikke for længst er afsløret som løgn.
Og når de har afsløret deres ekstremt selektive omgang med sandheden, med kaskader af ekstremt ensidige referencer til WWW, hvor man kan finde udsagn til støtte for alt og det modsatte, lige som i bibelen, så griber de til det sidste middel; Videnskaben er udemokratisk, siger de, fordi den mod deres vilje har bevist, at deres adfærd fører os alle ad helvede til!
Pludseligt er det som om den politiske og demokratiske diskurs skulle være kompetent til at kvalificere, hvad der er sandt og falskt i forhold til forudsigelserne om fremtidens vejr! Som om det giver mening at forlange demokratisk indflydelse på DMI's prognoser, bare fordi prognoserne ikke lige passer ind i de herskende former for selvforståelse og selvdestruktiv adfærd.
Således er det en fejl i de syges hjerner, når videnskaben er politisk, altså imod dem med dens ubekvemme sandhed. Og når den så ikke bøjer sig for deres eget politiske pres, så er det også en fejl, så kan den pludseligt ikke blive demokratisk eller økonomisk nok!
Man ser til stadighed denne argumentationsstruktur i debatterne og behandlingen af emnet i mediebilledet, på nettet og i det politiske system.
Så mange selvmodsigelser kunne i sig selv indikere, at man befinder sig umiddelbart over for noget meget stort og problematisk. De kroniske løgneres maniske adfærd er med til at forstørre billedet på dettes omfang. Betændelse er på samme måde en form for sygdomsbehandling.