Center for Journalistik på Syddansk Universitet har eksisteret i 10 år og tæller i dag en bacheloruddannelse, to kandidatuddannelser, to masteruddannelser, et hav af efteruddannelsesaktiviteter og i alt mere end 500 studerende. Centret arbejder i øjeblikket med at indføre nyt etikfag og journalistløfte i stil med lægeløftet. Også forskningen i journalistik er for alvor kommet i fokus: På tre år har centret skaffet mere end 10 millioner kroner i eksterne forskningsbevillinger fra forskningsråd og fonde. I dag rummer Center for Journalistik det største miljø for forskningsuddannelse inden for journalistik i Norden.
Center for Journalistik har søsat en stribe forskningsprojekter med relevans for den danske mediebranche. Det drejer sig blandt andet om forskning i mediesprog, journalisters arbejdsidentitet og arbejdsmiljø og forholdet mellem journalistik og politik sammenlignet med udlandet.


