Hvis ikke Kina indleder en dialog med tibetanerne, vil kulturminister Brian Mikkelsen blive væk fra De Olympiske Leges åbningsceremoni i Beijing. Brian Mikkelsens udtalelse kommer efter de seneste ugers overgreb på tibetanerne.
"Vi er stærkt bekymret over udviklingen i Tibet, over menneskerettigheds-krænkelserne, over at religionsfrihed og deres kultur krænkes. Derfor vil jeg sammen med udenrigsministeren til sommer vurdere, om Kulturministeriet skal deltage i åbningsceremonien," sagde Brian Mikkelsen til TV 2 Nyhederne i aftes.
Kulturministeren er blot den seneste i en lang række af politikere, som truer med at boykotte OL-åbningen.
Først var det den franske præsident, Nicolas Sarkozy, der overvejede at holde det officielle Frankrig væk fra åbningsceremonien ved sommerens OL i Beijing. Også Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, anser en boykot som retfærdiggjort, hvis der ikke kommer noget tegn på forlig mellem Kina og Tibet.
Tysklands kansler, Angela Merkel, og flere af hendes ministre deltager ikke i åbningsceremonien ved De Olympiske Lege. Også den norske regering og opposition har advaret om en mulig boykot af åbningsceremonien.
Truslen kommer, efter Amnesty International i en rapport har påpeget, at Kina bryder menneskerettighederne hyppigere nu, end da nationen blev tilkendt OL-værtskabet.
"Det er urovækkende, når det bliver påpeget, at folk bliver arresteret eller holdt nede, fordi de snakker om OL," siger den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, til NRK.
Han vil tage sagen op med de kinesiske myndigheder. Samtidig er både Amnesty International og Tibets åndelige og politiske leder Dalai Lama imod en sådan boykot.
Sensitive over for signaler
Idrætspolitisk ordfører for SF, Pernille Frahm, er enig med nordmændene i, at Kina ikke har levet op til de løfter, de gav, da de fik tildelt De Olympiske Lege. Og hun synes derfor, at det er vigtigt at markere afstand til den måde, Kina behandler deres minoriteter på, deres politik over for Tibet og Kinas politik over for demokratibevægelser.
"Den norske udmelding er en symbolpolitisk markering. Danmark skal gøre det samme, for symboler er vigtige," understreger Pernille Frahm.
"Meget af det her handler om symboler, og kineserne er meget opmærksomme på symbolik. En officiel boykot vil lægge det pres, der gør, at Kina vil lempe på pressefrihed og menneskerettigheder, være lydhør over for kritik og muligvis tvinge Kina tilbage til en dialog med Tibet," siger hun.
Også Enhedslistens idrætspolitiske ordfører, Per Clausen, mener, at diskussionen om deltagelse eller boykot først og fremmest drejer sig om signaler, og at Danmark fra officiel side bør blive væk fra åbningsceremonien.
"Boykotten skal naturligvis følges op af andre aktiviteter, der kan styrke kampen for menneskerettigheder i Kina," siger Per Clausen.
Sportsfolk bedst til sport
Hos Dansk Folkeparti deler Morten Messerschmidt opfattelsen af, at det officielle Danmark bør takke nej til at deltage ved OL og lade atleterne repræsentere landet.
"For tiden melder en lang række af EU's politiske og øvrige notabiliteter fra til legene: Kansler Merkel, parlamentsformand Pöttering, Prins Charles og andre. Fortsætter det sådan, bliver det en meget sluttet skare, der vil stå skulder ved skulder med de kinesiske ledere - og det vil være et forkert signal. Derimod synes jeg, at sportsfolkene skal tage af sted. Den menige kineser glæder sig til disse begivenheder, og de danske sportsfolk har trænet længe til disse Lege," siger Morten Messerschmidt, der mener, at sportsfolk skal gøre, hvad de er bedst til:
"Det er sport. Så tager vi politikere os af at sende politiske signaler," siger Morten Messerschmidt.
Men ifølge idrætspolitisk ordfører Per Ørum Jørgensen (K) har sporadiske politiske signaler fra enkelte lande ingen værdi:
"Det vil være at løbe en åben dør ind. Men hvis et samlet EU vælger at boykotte åbningsceremonien, så et det et helt andet stærkt signal, hvor Danmark bør følge trop. Men så vil der være tale om en værre situation end nu. Dialog er stadig kodeordet i forhold til Kina. Og det afgørende er fokus på menneskerettighederne og et pres på at få Kina til at agere anderledes, end de krænkelser, vi ser i dag," siger han.
Megafonkritik nytteløs
Socialdemokraternes idrætspolitiske ordfører, Flemming Møller Mortensen, mener, at Danmark til sommer har den absolut bedste mulighed for at udtrykke og vise vores holdning til såvel international eliteidræt, som andre emner, hvor politisk holdning er af betydning.
"Da det nu er Kina, der er værtslandet, er det helt naturligt, at vi fokuserer på de områder af kinesisk regeringsførelse, der efter socialdemokratisk opfattelse ikke er demokratiske eller efterlever menneskerettighederne," siger Flemming Møller Mortensen og fortsætter:
"Dalai Lama kender kineserne. Og han opfordrer alle og enhver til netop at tage til Beijing til OL og benytte enhver lejlighed til samtale, for at vise venskab, udveksling og vilje til fremskridt. Når man er der, kan man påvirke og kritisere. Amnesty International siger det samme. Dér ved man også, at megafonkritik og skæld ud aldrig nogen sinde har virket til fordel for større respekt for menneskerettighederne - i Kina i almindelighed og Tibet i særdeleshed," siger Flemming Møller Mortensen.
Anders Samuelsen er enig. Både med sin socialdemokratiske kollega, Dalai Lama og Amnesty International:
"Drop boykot. Dyrk noget sport," lyder meldingen fra Ny Alliance. Han tror ikke, at Norge ender med at boykotte OL. Og det skal Danmark heller ikke.
"En eventuel boykot skal begynde et helt andet sted - nemlig med økonomisk boykot. Norges udmelding er symbolsk og ikke andet. Mit håb er, at OL bliver et sted, der er fri for politik - og fri for politikere, der har behov for at hæve den moralske fane, uden de er villige til at betale det mindste for det. For var de det, ville de tale for økonomisk boykot," siger Anders Samuelsen.




Frans Pedersen
7. april, 2008 #
Det ville være dejligt, hvis nogen gad at granske den sino-tibetanske virkelighed lidt dybere. Tibet har aldrig været et selvstændigt land, og i øvrigt er nogle af de værste dokumenterede massakrer mod tibetanere begået af Storbrittanien under kolonitiden. Tænk hvis man gangede urolighederne på Nørrebro med 200 i forhold til befolkningstal, så ville man se at uroligheder i dette kæmpe land er vand i forhold til.
J. Nyegaard
7. april, 2008 #
Hvordan kan en minister i en dansk regering som aktivt støtter en amerikansk regering som systematisk overtræder menneskerettighederne bl.a. på Guantanamo basen, i Irak, Afghanistan og sågar i USA, overveje at boykotte et andet land som gør det samme?
Og så er Brian Mikkelsen sørme partifælle med en justitsminister som aktivt påtvinger danskerne ytringsfrihedsbegrænsende overvågningstiltag, måske i strid med Grundloven...
Skulle man feje foran sin egen dør Brian?
M. Asmussen
8. april, 2008 #
"Det er billeder som de her, der har fået de danske politikere til at diskutere om man skal boycotte OL i Beijing" DR Update 7. april
Og man ser henholdsvis indiske og nepaliske politifolk banke løs på tibetanske demonstranter. Så blænder man et billede ind af nogle tibetanske munke med et Beatles-citat på et papskilt.
Efter alle de løgne om Saddams forbrydelser og masseødelæggelsesvåben
gider medierne ikke engang gøre sig umage, når de lyver for den hjernedøde danske befolkning.
Selvom den antikinesiske propaganda er så infantil og gennemskuelig er hele "den frie verden" hoppet på den. Man lærer ikke.