30 aktivister fra gruppen ‘Borgere for reklamefri by’ har i nat udskiftet 250 reklameplakater i København med overdimensionerede klistermærker. Dette skriver politiken.dk.

»Når vi som københavnere er ude i byen, kan vi ikke sige fra overfor reklamer. Derhjemme kan man sige nej tak til reklamer ved at sætte et klistermærke op ved brevsprækken. Og det er lidt det samme, vi har gjort rundt om i byen« udtaler en anonym repræsentant fra gruppen.

Ny aftale om reklamer på kommunale bygninger

Københavns Kommune har d. 4. marts indgået en 5-årig aftale med AFA JCDecaux om salg af reklamepladser på kommunens ejendomme. Aftalen skønnes at give kommunen en indtægt på 43 mio. kr. i perioden.

»Vi er godt tilfredse med aftalen. Det er vigtigt fremover at se på alternative former for indtægtskilder til finansiering af kommunens mange serviceforpligtelser«, siger Per Justesen, kontorchef i Center for Byudvikling, Økonomiforvaltningen. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

På denne måde bevæger Københavns Kommune sig i en ganske anden retning end en række andre storbyer. Bystyret i Paris indførte således sidste år en række nye reglementer for reklamering, som bl.a. betyder at det er blevet forbudt at reklamere indenfor en radius af 300 meter omkring historiske monumenter og bygninger. De nye regler vurderes at medføre at 60 procent af Paris’ reklamer må fjernes.

Noget lignende gælder for Sâo Paulo i Brasilien, hvor borgmesteren for nyligt har valgt at forbyde reklamer i bybilledet.

Udover reklamepladser på Københavns Kommunens ejendomme, har kommunen også udbudt reklampladser på bl.a. køretøjer og sågar de ansattes beklædning.

Reklamer ikke et problem i sig selv


Hans Peter Hagens, arkitekt, og formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse mener imidlertid ikke at man fuldstændigt bør forbyde reklamer i København. Han maner dog til besindighed.

»De nye bannertryk rummer store tekniske muligheder og der er ingen der siger at det skal være grimt. For eksempel havde Thorvaldsens Museum et stort bannertryk med billeder indefra museet, under ombygningen sidste år. Det havde en informativ karakter.«

Hans Peter Hagens kritiserer dog også at borgerne i København er »tvangsindlagte til at kigge på motiver de ikke har lyst til«, og understreger at kommunens nye aftale, må følges op med større ansvarlighed og kritisk sans.

»Det er vigtigt at reklamerne ikke får forrang over den oprindelige arkitektur. Eksempelvis kan nævnes telefonkiosken på Kongens Nytorv, som har været pakket ind i bannerreklamer i snart et år - man begynder at undre sig over, om der overhovedet bliver bygget, eller om stilladserne bare står der for reklamernes skyld.«

Tal fra Dansk Oplagskontrol viser at der er sket en forøgelse af reklamer i det offentlige rum. I 2006 omsatte Danmark for 405 millioner kroner ved reklamer i det offentlige rum. Det er en stigning på cirka 20 procent siden 2002.

Et videoklip fra nattens aktion kan ses via youtube: