I forbindelse med Tag Stilling Mand - initiativet og debatten om kriminalisering af prostitutionskunder, har der flere steder lydt protester mod et forbud. Protesterne kommer fra mænd, og er rettet mod feminister, der i ligestillingens navn vil fratage kvinder retten til at arbejde som prostituerede. Mændene anklager feministerne for at have en moraliserende og nedladende tone, for ikke at lytte til de prostituerede og for at argumentere på et “bevidst uoplyst grundlag”, som Kristian Villesen formulerer det på bagsiden af Information 23. marts.

Nuvel. Jeg er en af disse feminister.

Jeg har læst bøger og interview med prostituerede. Jeg har mødt dem på nettet og sat mig ind i de erfaringer, der er hos de sociale instanser, der arbejder med prostitution. Specielt har jeg interesseret mig for undersøgelser baseret på prostitueredes og prostitutionskunders egne udsagn.

Da jeg ikke ved nok om, hvordan en kriminalisering af prostitutionskunder vil virke, skal det ikke her dreje sig om, hvorvidt en kriminalisering vil være det bedste middel til at begrænse prostitution. Det skal dreje sig om, hvorfor forsøget på at gøre diskussionen om prostitution til et spørgsmål om frihed kontra seksualmoral er både hyklerisk og dobbeltmoralsk.

Sex eller penge

Her er min påstand: de, der hævder, at jeg og andre, der ønsker at begrænse prostitution så meget som muligt, baserer vores holdninger på en personlig og snerpet seksualmoral, bygger deres argumentation på en u-udtalt forudsætning om, at prostitution er udtryk for seksuel frigørelse.

Men prostitution handler kun om sex, så længe man fastholder at se på det fra kundens synspunkt. Spørger man de prostituerede selv, svarer langt de fleste, at de er i branchen pga. pengene. De er ikke i branchen for at udleve deres seksualitet. Kunderne er i branchen for at udleve deres seksualitet.

Det er ikke troværdigt, når de vrede debattører igen og igen refererer til den nystiftede Sexarbejdernes Interesseorganisation, som er stiftet af syv prostituerede med støtte fra det såkaldte Seksualpolitisk Forum. Disse syv prostituerede - ud af anslået 6.000 i Danmark - har fået uforholdsmæssigt meget spalteplads og bliver igen og igen fremhævet som “de prostitueredes sande stemme”. Det er de ikke, de er deres egen stemme, som udgør én promille af det samlede billede.

Håndjern og halsbånd

Det feministiske synspunkt handler heller ikke om, at vi har en særlig forestilling om, hvordan den kvindelige seksualitet er eller burde være. Vi lever heldigvis i en tid, hvor der er swinger-klubber nok og lak, læder og latex til os alle. Hvis kvinder har lyst til at gå med håndjern og hundehalsbånd og dyrke underkastelses-sex, er det samfundets fornemste opgave at blande sig udenom.

Min pointe er, at alle disse seksuelle specialiteter, som kvinder har gode muligheder for at dyrke, hvis det er det, de vil, netop er det modsatte af prostitution.

Fortaleren for kvinders frihed til at prostituere sig må gøre sig klart, at han eller hun ikke taler for en seksuel frihed, men for den prostitueredes frihed til netop at suspendere kontakten med sin krop og seksualitet. Som jeg har hørt en prostitueret formulere det:

Det er en illusion at tro, at man kan sælge en vare og samtidig beholde den. Som prostitueret sælger jeg min seksualitet.”

Hyklerisk er det derfor ud over alle grænser at en forening med navnet Seksualpolitisk Forum gør sig til fortaler for prostitution. Den frihed, den prostituerede udlever, er friheden til at kapitalisere på sin intimsfære, med de psykiske og seksuelle konsekvenser det har. Det er for manges vedkommende friheden til i større eller mindre grad at ødelægge deres personlige seksualitet.

Retten til at gå i hundene

Da jeg på et tidspunkt diskuterede dette med en prostitueret - én af de syv - endte det med, at hun bad mig blande mig udenom, hvorvidt hun levede sit liv på en måde, der var selvdestruktiv. Og her har hun selvfølgelig en pointe. Enhver minimalstatstilhænger vil sige det samme: staten skal ikke lægge sin klamme, formynderiske hånd på, hvordan dens borgere forvalter deres frihed.

På den anden side er det dog rimeligt, at ville diskutere omfanget af vores ret til at gå i hundene.

Selvfølgelig har de fleste prostituerede selv valgt det, men de har jo ikke valgt det på et fiktivt tag-selv-bord af alverdens muligheder. Livet er ikke Palles Gavebod, og de fleste prostituerede har som mange andre mennesker truffet et valg mellem to ubehagelige alternativer. Parallellerne er mange.

Rygning, eksempelvis. Er det ikke alle menneskers frie valg, om de vil ryge på trods af de helbredsmæssige omkostninger? Og dog har vi netop fået en meget restriktiv rygelov, der ikke blot skal beskytte mod passiv rygning, men også beskytte rygerne mod deres eget frie valg. Det samme kan siges om alkoholisme - flokken på bænken har selv valgt det, men det er jo ikke enden på diskussionen om, hvad vi som samfund kan - og måske i højere grad burde - gøre for at begrænse alkoholisme.

Eller hvad med de hjemløse? De færreste hjemløse er født med en guldske i munden, men der er stor variation i, hvorfor de er havnet i en situation, hvor de er tvunget til - eller selv har valgt at bo på gaden. Alligevel beskylder vi ikke dem, der på samfundets vegne skammer sig over den menneskelige falliterklæring det er, at antallet af hjemløse er voksende, for blot at være drevet af et problematisk forhold til deres egen sovepose og spejdertid.

Ude i verden, hvor fattigdommen og ekstremerne er større, er der endnu flere mennesker, der frit vælger at gøre ting, jeg ikke ønsker at støtte. Fattige familier sender deres børn på arbejde 11 timer om dagen til en sulteløn, og de har selv valgt det. Men elementet af frivillighed får os ikke til at holde op med at kritisere børnearbejde. Og vi kritiserer det ikke for at sabotere familiernes livsgrundlag eller børnenes cv. Vi kritiserer arbejdsgiverne, der udnytter at andre menneskers valgmuligheder er mere begrænsede.

Andre fattige mennesker får bortopereret den ene nyre, som de sælger til organdonation. Men synes vi, det er i orden at tage imod den, blot fordi den er givet frivilligt? Nej, vi ønsker selvfølgelig at forbyde den trafik, fordi ingen mennesker skal sælge ud af sig selv på den måde. Behovet for nyrer skal løses ved frivillig donation, og sælgeren skal have nogle helt andre vilkår.

En sag, to sider

Prostitution er ikke organhandel. Men det er handel, og eksisterer som sådan kun, fordi der er et marked bestående af købere og sælgere. Købere, der for 98 procents vedkommende er mænd og sælgere, der for 85 procents vedkommende er kvinder. Købere, der udgør et gennemsnitligt udvalg af danske mænd, og sælgere, der generelt er lavere uddannede og mere socialt belastede end gennemsnittet. Blandt andet er andelen af incest-ofre overrepræsenterede.

Alligevel hører jeg ingen af de debattører, der langer ud efter feministerne på de prostitueredes vegne, beskæftige sig med prostitutionskøbernes andel i problemet. Det er, som om kunderne betragtes som en konstant faktor, ja nogle gange nærmest en del af løsningen på de prostitueredes problemer. Sådan en situation ser jeg ikke. Jeg ser en situation, hvor mænd har et frit valg med hensyn til, hvordan de vil forvalte deres seksualitet. Seks ud af syv udlever deres seksualitet i gensidige relationer, mens én ud af syv lukrerer på at nogle kvinder har haft færre valgmuligheder end andre.

Mit problem

Min pointe er ganske enkel: Den kendsgerning, at noget i større eller mindre grad foregår frivilligt, er ikke en joker, der lukker spillet. Det er et lille kort i en større kabale med mange ubekendte.

Vil man deltage i forsøget på at løse denne kabale, er det en god idé at fokusere mindre på modpartens (formodede) motiver og mere på sin egne.

Det har jeg gjort, og her er, hvad jeg er kommet frem til:

Jeg har ikke et problem med sex.

Jeg har et problem med at mænds udlevelse af seksualitet falder sammen med kvinders tab af seksualitet. Og jeg har et problem med den blinde tro på menneskets frihed blandt de frie markedskræfter.

Nanna Kinch er cand. mag. i religionsvidenskab