Vujanovic vinder valget i Montenegro

Socialisten Filip Vujanovic har vundet præsidentvalget i Montenegro og kan dermed tage hul på sin anden embedsperiode. Montenegros præsident, Filip Vujanovic, erklærede sig søndag aften vinder af præsidentvalget i den lille Balkan-stat.

"Vi vandt, vi vandt for os alle, for vort Montenegro, for en bedre fremtid," sagde Vujanovic i en sejrstale til sine tilhængere fra Socialisternes Demokratiske Parti.

Vujanovic sikrede sig sejren i første valgrunde med 52 procent af stemmerne. Omkring 69 procent af de cirka 500.000 stemmeberettigede montenegrinere deltog i valget.

Præsidentposten er overvejende af ceremoniel karakter, men valget betragtes som en prøve på det socialistiske regeringspartis popularitet.

Det er første gang, Montenegro holder præsidentvalg, siden landet opløste den løse union med Serbien efter en folkeafstemning i maj 2006.

Siden har Montenegro oplevet stærk økonomisk vækst, hurtig tilnærmelse til EU og øget turisme. Modkandidaten Nebojsa Medojevic havde forud for valget advaret om, at socialistpartiets omfattende politiske magt øger risikoen for, at der opstår et netværk af ødelæggende politiske tjenesteydelser.

Ritzau


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her