Den ene kvinde er stærkere end den anden. Og smukkere. Og klogere. Deres kroppe emmer af drømme og begær, og du stirrer på dem, så du helt glemmer at mærke, hvor manipulerende de også er. Og ondskabsfulde. Og brutale.
Det ligger ligesom bare i historien, at Prinsesserne og deres mor handler, som de nu engang må. For Vivian Nielsen har gendigtet Anne Marie Løns roman, så du ikke kan få nok af disse sære kvinder og deres kontante omgang med virkeligheden - og så du bare har lyst til at kaste dig over romanen bagefter, for dog ikke helt at blive forladt af disse jyske kvinders vanvid.
Og Peter Schrøder har iscenesat, så kroppene vælter rundt i liderlighed og gummistøvler hen over Poul Fly Plejdrups effektfyldte trægulvsscenografi, hvor de menneskelige afsavn er lige så uendelige som træplankerne.
Et par lysestager, et par lommelygter, et par breve. Rekvisitterne er få og præcise, og de får forestillingen til at dreje videre mod den uundgåelige ensomhed, mens dejen hæver, og køerne bliver malket. Og Henrik Baloo Andersens cellomusik minder om svundne tiders falmede idealer.
Glem lykken
Prinsesserne er blevet Vendsyssel Teaters store hit. Den blev nomineret til en Reumert sidste år - som "årets store, lille forestilling", hvordan den så end kunne havne i den kategori, når den er en absolut stor forestilling. Nuvel. Det lykkelige er, at forestillingen nu er på turné på Gladsaxe Ny Teater og på vej videre til Odense og Århus og tilbage til Hjørring. Og at Per Holst fra Asta Film har besluttet sig til at producere en film over forestillingen med Peter Schrøder som instruktør.
For Prinsesserne handler ikke bare om Vendsyssel. Prinsesserne handler om alle de steder i Danmark for 100 år siden, hvor lykken var et fremmedord, og stavnsbinding var en realitet. Hvor det handlede om at overleve og undgå sladder. Eller i hvert fald at klare skærene.
Skuespillerne undgår så fint at gøre sig hverken elskelige eller usympatiske. De udlever bare deres egne skæbner; tilskueren må tage dem, som de er.
Marianne Mortensen har en storesøster-urkraft, der giver gåsehud, og Merete Nørgaard har en lillesøsterskrøbelighed, der giver våde øjne. Naturpiger med hvert deres begær og hver deres hemmelige løgn. Og Helle Merete Sørensen har en moderlig smerteresignation, der giver hjertebanken.
For hvorfor er det nu, at man ikke kan elske dem, man er tættest på? Og hvorfor bliver nogle kvinder smukke, når de hævner sig?
Smag Hansen
Mændene er kun bifigurer i denne forestilling, hvor de døde børn tager kvælertag på alt levende. Til gengæld er mændene både nogle helvedes karle og nogle himmerigsmundfulde på samme tid. Tag blot Hans Holtegaards uhumske horebuk af en gårdejer. Eller Kresten Andersens omsorgsfulde sorgven af en kusk. Eller Rolf Hansens smækre handyr af en kok og hans trofaste tilbeder af en gårdmandssøn. Alle mænd spiller ensemblespil med største lydhørhed, så forestillingen hele tiden samler sig i stigende intensitet - sammen med Julie Riis stædige kvinde, der agerer udnyttet tjenestepige, så man bliver helt mør over lænden af at se på hende.
Hendes monolog som ung pige, der er ude at tjene, rammer måske allerflottest romansusets vidder og fortællingens grundlæggende undren. For hvordan kunne det gå prinsesserne sådan?
Det er tilsvarende lidt af en gåde, hvordan Vivian Nielsen så ubesværet formår at skabe sin stribe af betagende forestillinger om kompromisløse kvinder: Asta Nielsen, Thit Jensen, Marie Krøyer - og om lidt Jeanne d'Arc. Men det gør hun. Og tak for det.
Jo Vendsyssel Teater er blevet overhældt med anmelderroser siden urpremieren. Men her kommer så også Informations kærlighedserklæring - med tak til forestillingens ukuelige dronninger.
Prinsesserne. Dramatisering: Vivian Nielsen (2006) efter Anne Marie Løns roman (1996). Instruktion: Peter Schrøder. Scenografi: Poul Fly Plejdrup. Lys: Jens Klastrup. Musik: Henrik Baloo Andersen. Vendsyssel Teater. Gæstespil på Gladsaxe Ny Teater til 17. apr., Odense Teater 23-30. apr., Svalegangen, Århus 7-21. maj. Og Vendsyssel Teater til august. www.vendsyssel-teater.dk
