I Londons gader har Kina netop fået en smertelig huskekage om, at dets olympiske slogan Én verden, Én drøm er sandt. I hver en by, som den olympiske flamme passerer igennem på sin verdensrundtur, venter samme modtagelseskomité: Tibetanere flager med nationale farver og sørger over deres nyligt nedmejede landsmænd. Falun Gong fremviser billeder af trosfæller, som er 'forsvundet' i Kinas 'genopdragelseslejre'. Darfurianere råber op om at få standset de massakrer imod dem, der støttes fra Beijing. Og almindelige mennesker i stort tal bakker dem op. Jo, de har alle én drøm: en drøm om et stop for menneskerettighedskrænkelser.
Men hov, var det ikke meningen, at Olympiaden skulle være et apolitisk fristed for det menneskelige fællesskab? Jo, men det er heller ikke demonstranterne, som har politiseret OL - det er Kina selv. Som Gao Zhisheng, en førende kinesisk menneskeretsadvokat, forklarede sidste år: "OL-værtsskabet har en klar politisk funktion for det kinesiske kommunistregime, nemlig at bevise for det kinesiske folk, at hele verden anerkender partiet som legitim regering, skønt det er skyld i massiv undertrykkelse, blodigt tyranni og forbrydelser imod menneskeheden."
(Siden han udtalte disse ord, er Gao 'forsvundet' - en skæbne, som ikke er ualmindelig for kinesiske menneskeretsaktivister. Herved har diktaturet bevist Gaos pointe.)
Fratage dem triumfen
Diskussionen går nu på, om vores politiske ledere skal deltage i OL's åbningsceremoni, eller om de skal blive væk for at fratage det kinesiske regime triumfen ved symbolsk blåstempling fra verdenssamfundet. Desværre er flere af dem uegnede til at tage moralsk stilling på vores vegne, for sidste år pressede vestlige regeringer Beijing til at modarbejde en betydelig udvidelse af menneskerettighederne i Kina.
Det gik sådan til: I de senere år har Kina været ramt af social uro i sine fabrikker og miner. Mere end 300.000 protester fandt sted i den kinesiske industrisektor i 2006. Forståeligt, for almindelige kinesere er lede og kede af at blive underbetalt med kunstigt lave lønninger og se deres kolleger og hænder og fingre i et produktionsapparat, der ikke kender til arbejdsmiljøhensyn, fordi vi i vor del af verden skal kunne købe ultrabillige varer. Modstræbende gav det kinesiske diktatur efter og tillod kinesiske borgere at danne frie fagforeninger. Det var et ekstraordinært opbrud imod større frihed i landet.
Panikken brød løs i Vestens regeringer. De vældige erhvervslobbyer, der har investeret så massivt i Kina, gjorde dem klart, at hvis ikke de kinesiske arbejdere blev banket tilbage til underkastelse, ville de bare begynde at kræve højere løn og sikrere arbejdspladser. Følgen heraf ville blive lavere profitter for 'vores' forretninger og højere priser ved kasseapparaterne. Så USA og Europa gjorde Kina klart, at det ikke var smart at tillade denne basale ret. Vores ledere slog et slag for ufrihedens sag og vandt. Loven blev opgivet. Kinesiske arbejdere må stadig knokle, til de styrter, og vi kan stadig købe billige kinesiske varer, men dermed har Vestens ledere også fortabt enhver moralsk ret til at tale for større menneskerettigheder i Kina.
Passiv brug
Indtil videre er boykotdiskussionen ikke kommet ud af stedet. Det skyldes, at den almindelige antagelse er, at vi kun har to muligheder: Enten lader vi os smilende og passivt bruge af kommunistregimets propagandaapparat, eller også må vi holde os væk og håbe på, at Kina en fjern dag i fremtiden vil et flerpartidemokrati med forfatningssikret ytringsfrihed.
Men der findes en tredje mulighed. Vores idrætsfolk kan tilbyde Kinas regering en aftale: Vi vil med glæde deltage i OL i Beijing, under forudsætning af at I opfylder tre enkle betingelser. Gør I det, vil jeres internationale anerkendelsesfest forløbe som en stor succes.
For det første: Løslad Kinas ti førende menneskeretsaktivister. Øverst på denne listen befinder sig Hu Jia, en 34-årig familiefar, der rådner op i fængslet, fordi han har tilladt sig at føre kampagne for aidsofres rettigheder og imod de miljøødelæggelser, der breder sig over hele landet.
For det andet: Invitér Dalai Lama til Beijing og tal med ham. Det er også i Kinas egen interesse. Den generation, der følger efter ham, er langt mindre rede til at vende den anden kind til for at få flere prygl. Tag ved lære af Israel, som i 1980'erne slog hårdt til imod Den Første Intifadas fredelige protester med prygl og kugler og høstede raketangreb og selvmordsbomber som gengæld.
For det tredje: Tillad en ægte FN-fredsstyrke i Darfur. Siden 2003 har Kinas regering dækket det sudanesiske folkemorderregime ind til gengæld for fuld adgang til landets olie. Kina vil kun stemme for indsættelse af fredsstyrker, hvis Sudans regering kan bevare en vetoret imod hvilke tropper, der kan blive tale om, og dermed er fred i den martrede region umuliggjort.
Og endelig: Lad os oprette en hjemmeside, der kan gennembryde Den Store Kinesiske Firewall og forklare, hvorfor vi sætter disse betingelser.
Multimilliardcirkus
Hvis den frie verdens idrætsmænd og -kvinder bakker op disse krav, er der stor chance for, at den kinesiske regering vil opfylde dem. Udsigten til at hele deres multimilliardcirkus flopper for øjnene af den ganske verden kan udmærket være et mindre onde end ydmygelsen ved at sluge disse tre krav.
Hvis vi skal bede vores ypperligste olympiske idrætsfolk om at give afkald på en optræden, de har trænet til i hele deres liv, er vi nødt til at tilbyde dem noget til gengæld. En ædel, men ineffektiv moralsk gestus, er ikke nok. Med det her skitserede forslag får de mulighed for at spille hovedrollen i at få Dalai Lama til Beijing, få frigivet ti heroiske menneskeretsforkæmpere og sendt en fredsstyrke til Darfur. Vi har fire måneder til at overtale dem til at gøre forsøget.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
