Hvis aktivisterne i Paris satte sig ind i Kinas historie, ville de forstå, hvor meget Kina allerede har rykket sig mod Vesten. Men det kan de ikke, fordi de er forblændet af budskabet om den harmoniske fred, der strømmer fra tibetanernes religiøse overhoved, Dalai Lama. Det mener filosoffen Arno Victor Nielsen, der ser aktionerne mod OL i Beijing som et udtryk for en vestlig intellektuel overklasse, der gerne vil engagere sig i en god sags tjeneste, men uden at forstå konsekvenserne af deres handlinger.
For budskabet om fred er uden reelt politisk indhold, og konsekvenserne af aktionerne i Paris og London, hvor den olympiske fakkel blev slukket, skader det olympiske projekt, der blev skabt for at fremme netop freden.
“Caffe latte-segmentet, eller den vestlige intellektuelle overklasse om du vil, de kan dyrke Dalai Lama, fordi han netop er så kønsløs og apolitisk, at han bliver et rent symbol på Det Gode. Og hvad vil Dalai Lama? Ingen ved det. Og de mennesker, som gerne vil have en guru, der ikke peger i én bestemt retning, fordi det vil komme i konflikt med deres eget liv, de vælger Dalai Lama,” siger Arno Victor Nielsen, der mener, at demonstranterne er historieløse i deres tilgang til Kina.
“Når man skal vurdere menneskerettighedssituationen i Kina, bliver man nødt til at se på Kinas historie, og Kina har allerede rykket sig enormt i vestlig retning. Netop ved at lukke Kina ind på verdensmarkedet, har Vesten indirekte undermineret det kommunistiske økonomiske system, og det er kun et spørgsmål om tid, før Kina også må rette ind efter vestlige værdier,” siger Arno Victor Nielsen.
Han mener, at slukningen af den olympiske fakkel svækker effekten af OL.
“OL blev skabt netop med det formål at skabe fred i verden og som et redskab til at skabe dialog med lande, som man ikke på forhånd er enige med. Hvis verdens politiske ledere bliver væk, går glansen af OL, og dermed bliver effekten af OL og Kinas åbning i forbindelse med legene også svækket,” siger Arno Victor Nielsen.
Danskere for boykot
En opinionsmåling fra Gallup i går viste, at over 50 procent af danskerne går ind for, at politikerne skal boykotte den olympiske åbningsceremoni i Beijing.
Arno Victor Nielsen vurderer, at balladen omkring den olympiske fakkel er blevet så symbolsk, at politikere fra både Norge, Sverige og Tyskland har været nødt til at melde ud, men uden at det får politiske konsekvenser.
“Når kulturminister Brian Mikkelsen siger, at han måske vil boykotte åbningsceremonien i Beijing, taler han blot opinionen efter munden, men når det kommer til stykket, vil man ikke tage konsekvensen, for der er alt for mange handelsaftaler med Kina på spil,” siger Arno Victor Nielsen.
Global medieoffentlighed
Ifølge ekstern lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet René Karpantschof, er aktivisterne og politikerne en del af den samme globale medieoffentlighed, med sin egen logik:
“At slukke den olympiske fakkel er en symbolsk handling, der med meget få midler skaber enorm international opmærksomhed, og det tiltrækker aktivister, der ikke nødvendigvis måler på, om Tibet er den vigtigste sag. Ligeledes med Brian Mikkelsen, der øjner en mulighed for at markere sig som en mand med faste værdier,” siger René Karpantschof.
Kommentarer
Endelig var der nogen, der meldte ud, at man er nødt til at bruge begge øjne.
Vesten er nødt til at holde op med at være så en-øjet i deres vurdering af Kina og krisen med Tibet - der er altid en historie bag enhver krise og uden kendskab til den, kan krisen ikke løses.
Den eneste vej frem er kommunikation med Kina - og OL er da netop kommunikation. Lad nu være med at forsøge at være alvidende og bedrevidende, når I nu ikke er det…
Kom tilbage når I har læst og forstået Kinas og Tibets historie, så kan vi begynde at løse konflikten rigtigt - istedetfor at pege fingre og sige du er dum!
Det er ikke fakkelslukkerne, der “skader OL’s budskab”, men IOC, der har valgt en slyngelstat som vært. Så enkelt er det.
Per Vadmand,
Man kan vel også med en vis ret hævde, at det var modigt og ambitiøst af IOC at give værtsskabet til Kina, i håb og formodning om, at Kina ville være opgaven og ansvaret voksen? Og at IOC dermed udviste den ultimative tillid og anerkendelse til Kina og Kinas ledelse, ved at tro, at de havde vilje og evne til at rette op på de mest betændte forhold i landet?
Er det ikke lidt nemt, at placere det fulde ansvar på IOC? Uanset om det måtte skyldes at IOC var uansvarlige, eller/og meget naive…
“IOC dermed udviste den ultimative tillid og anerkendelse til Kina og Kinas ledelse, ved at tro, at de havde vilje og evne til at rette op på de mest betændte forhold i landet?”
Den ultimative naivitet? Eller den ultimative korrumpering? Det er jo offentligt kendt, at OL går til den højstbydende.
Per Vadmand,
Jeg synes stadig den entydige ansvarsplacering er lidt for letkøbt.
Jeg godtager, at IOC har været meget naive og uansvarlige. Jeg kan se, at Kina ikke har levet op til den tillid de blev vist. Og vi ved, at IOC i tidens løb har haft meget store problemet med korruption, og da værdien af et OL er støt stigende, er der næppe grund til at antage at godbidderne er blevet mindre; tværtimod.
Mit ærinde er ikke at holde hånden over IOC eller Kina.
Men IOC tilkendegav vel med deres beslutning om at tildele OL til Kina, at de ville inkludere Kina i det gode selskab af velfungerende lande? IOC må have vurderet risiciene ved dette sats nøje, både politisk og økonomisk (sponsormæssigt), og åbenbart have valgt at risiciene var små?
Ligeledes må det vel antages, at Kina kun ville lægge billet ind, hvis de mente at den internationale opmærksomhed på dette nationale prestigeprojekt, var til deres fordel?
Noget gik bestemt galt undervejs…