Nogle af de værste forbrydelser mod menneskeheden blev begået i de kommunistiske regimer i Sovjet, Kina og Cambodja, lyder det i en ny oplysningskampagne, som den svenske regering har iværksat. Oplysningskampagnen omfatter både undervisningsmateriale, foredrag, udstillinger og lærervejledning.
Men det tilkommer ikke magten at udpege "de mørkeste dele" af historien, mener de 387 svenske samfundsforskere og historikere fra over 25 forskellige universiteter fra Malmö til Umeå, der indtil nu har underskrevet et "opråb mod statslig kampagnehistorie":
"Det kan ikke være statens og regeringens opgave at erstatte almindelig his-torieundervisning med kampagnehistorie og i detaljer diktere, hvordan historien skal tolkes og anvendes," lyder det fra akademikerne, der kritiserer oplysningskampagnen 'Brott mot mänskligheten under kommunistiska regimer', som den statslige myndighed Forum För Levande Historia (FFLH) har udarbejdet til undervisning i gymnasierne på den liberalkonservative regerings opfordring.
"Få sætter spørgsmålstegn ved behovet for i skoleverdenen at diskutere erfaringerne med undertrykkelse under kommunistiske regimer såvel som under andre regimer med store menneskelige ofre og lidelser på samvittigheden," skriver akademikerne i opråbet, og fortsætter:
"Men få er også de, som kan negligere de stærke ideologiske aspekter af regeringsstyrede kampagner inden for historieundervisning i skolen."
Fare på færde
En af de første, der underskrev opråbet, var professor Ulf Bjereld fra Statskundskab på Göteborg Universitet. Han definerer sig som 'kristen socialdemokrat', og understreger, at underskriverne på opråbet repræsenterer et bredt politisk og fagligt spektrum.
Ulf Bjereld mener, at oplysningskampagnen ville have været mere troværdig, hvis den havde handlet om forbrydelser mod menneskeheden generelt og ikke rettet sig specifikt mod kommunisme:
Fakta
Se de svenske akademikeres opråb på: www.historieuppropet.se
eller på Dagens Nyheter:
http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?a=756994
Se materialet til kampagnen ’Brott mot mänskligheten under kommunistiska regimer’ på: www.levandehistoria.se
Læs artiklen ’Kjemper om historien’ på: www.klassekampen.no/52622/mod_article/item/null
"Når det bliver knyttet til en bestemt ideologi, er der fare på færde," sagde Ulf Bjereld til den norske avis Klassekampen i sidste uge, hvor han fik opbakning af Åsa Linderborg, kulturredaktør på den svenske avis Aftonbladet:
"Jeg forstår ikke, hvorfor der skal hæftes en eller anden isme på. Og vi behøver ikke den til enhver tid siddende regerings syn på, hvilke historiske begivenheder, som skal på pensum," sagde Åsa Linderborg, der har en baggrund som historiker og højskolelektor.
Hun bryder sig ikke om statsstyret historieskrivning, der "følger politiske konjukturer":
"Denne idé blev oprindelig sat i gang i 2001 af Folkepartiets Lars Leijonborg, efter at Vänstern fik et godt valg til EU-Parlamentet og efter optøjerne mod EU-topmødet i Göteborg i 2001. Bekymringen handler ikke om, at eleverne mangler viden om f.eks. Gulag, men snarere om, at venstrefløjen går frem."
I et diktatur
Åsa Linderborg håber, at opråbet vil stoppe regeringens oplysningskampagne:
"Det minder om det, man så i Frankrig for nogle år siden, da regeringen ville have, at skolerne skulle fokusere på kolonialismens positive sider. Da var det netop et akademikeropråb, som var med til at standse den type undervisning."
Johan Perwe, informationsmedarbejder i Forum För Levande Historia, afviser, at oplysningskampagnen om forbrydelser mod menneskeheden under kommunismen skulle have en ideologisk slagside, og bebuder at FFLH vil lave lignende projekter i fremtiden, og afdække de negative konsekvenser af f.eks. kapitalisme og kolonialisme.
I lærervejledningen til kampagnen om kommunistiske regimer står:
"I et diktatur står historie-skrivningen altid i statens tjeneste," og opråbet fra de svenske akademikere slutter derfor af med spørgsmålet:
"Hvilken konklusion risikerer gymnasieeleverne at uddrage fra det, når det gælder den nu påbegyndte kampagne?"




Frederik SJ
10. april, 2008 #
Så piver marxisterne over, at eleverne rent faktisk får resultaterne af kommunisme at se - ynkeligt.
Peer H
11. april, 2008 #
Hvis historikerne ikke gør deres arbejde, kan politikerne vel med en vis ret gå ind og blande sig.
Det går ikke alt for godt herhjemme, men svenskerne har desværre ikke været for gode til at udpege konsekvenserne af det 20. århundredes ekstreme ideologier!
Luca Flintrup
5. oktober, 2008 #
Det er da ingen hemmelighed at stort set alt historiemateriale om kommunisme ikke er andet end en omgang kapitalistisk propaganda - som ikke kan bruges til noget sagligt.
Det må være Sveriges eget problem hvis de vælger at uddanne og manipulere deres gymnasieelever. Det er dem der kommer til at kende til en anden sandhed end sandheden - og det må blive svenskernes fremtidige problem, ligesom det desuden bliver danskernes.
Per Thomsen
5. oktober, 2008 #
"Den svenske regering vil oplyse gymnasieelever om forbrydelser mod menneskeheden under kommunistiske regimer, men bliver beskyldt for ideologisk 'kampagnehistorie' i et opråb fra 387 svenske akademikere 'af forskellig politisk observans'"
Endnu engang får danskerne baghjul af svenskerne. I vores land har vi jo for længst accepteret at det er regeringen der skriver børnenes historiebøger og har ansvaret for den rette ideologiske indoktrinering...
sulpicia romana
5. oktober, 2008 #
Kommunistiske "forbrydelser mod menneskeheden" ....på listen glimter en særlig forteelse som eksemplificerer kommunistisk forbrydelse:
Sovjets "ulovlige aggressionskrig", besættelse, indsættelse af marionetregering og morderiske fremfærd i det land Afganistan.
For at imødegå den internationale kritik påstod de røde at de blot forsvarede sig mod den fra syd truende islamisme og terrorisme mod deres grænser. Hvilket naturligvis må affejes som letgennemskuelig kommunistisk propaganda....