Netop nu er det også som dansker yderst interessant at følge med i, hvordan det fremover vil gå med økonomien. Vil der komme en kraftig opbremsning, og hvor længe vil den i givet fald vare?
Det kan allerede nu ses i tallene, at en kraftig opbremsning er under udvikling i den amerikanske økonomi med udspring fra især boligmarkedet. Dollaren er endvidere - også som følge af Den amerikanske Centralbanks kriseafbødende rentesænkninger - faldet helt ned til omkring 4,75 kr., og en række valutaer, der mere eller mindre er bundet til dollaren, er fulgt med. Og hvad mere er, der er ingen udsigt til, at dollaren i den nærmeste fremtid igen vil stige.
Markante underskud på såvel betalingsbalancen som de offentlige budgetter og en ledighed til nu over fem pct. gør, at en lav valutakurs - via fremme af eksport og bremse på import - vil være det afgørende hovedinstrument i en genopretning. Dette scenaries relevans underbygges naturligvis af, at Den europæiske Centralbanks rentepolitik er fastlåst af kravet om prisstabilitet. Dette har banken fortolket således, at inflationen på mellemlang sigt skal ligge mellem nul og to pct. Og da inflationen nu i et stykke tid har ligget over tre pct. i Euroland, og der ydermere ikke er udsigt til aftagende inflation grundet ikke mindst fødevareprisernes og energiprisernes udvikling, hvis afledede effekter langtfra endnu er slået igennem, vil Den europæiske Centralbank ikke kunne sænke renten som i USA, hvis den skal overholde sin egen målsætning. Faktisk burde banken hæve renten, men de dystre udsigter har vel fået banken til at foretage en meget fleksibel fortolkning af ikke mindst, hvad der skal forstås som mellemlangt sigt! Udsigterne til divergerende renteniveauer i USA og Europa vil naturligvis underbygge den divergerende valutakursudvikling for dollar/euroen og dermed kronen.
Stærkere konkurrence
Danske virksomheder vil derfor fremover møde stærkere priskonkurrence. Hertil kommer, at udsigterne til aftagende vækst på en række vigtige danske eksportmarkeder især i Europa yderligere vil forringe eksportmulighederne. Lægges hertil, at den indenlandske efterspørgsel vil aftage - grundet ikke mindst stærk aftagende byggeaktivitet, mindre stigning i forbruget grundet lavere friværdier m.m. og de heraf afledte følger - er scenariet om overophedning af dansk økonomi blevet afblæst, ikke mindst af Nationalbanken i bankens kvartalsskrift fra marts i år. I dag er det da også svært at opstøve økonomer, der fastholder et perspektiv om overophedning af den danske økonomi efter sommerferien. Og dog.
De økonomiske vismænd anbefalede nemlig i deres seneste rapport en markant finanspolitisk stramning i finansloven for 2008. Denne anbefaling blev fastholdt og udbygget så sent som i januar i år i interviews til dagspressen. Men lige siden har de været bemærkelsesværdig tavse om finanspolitikken. Mon de - godt nok for sent - er gået i tænkeboks?
Jeg skal ikke skjule, at jeg anser vismændenes anbefaling om en markant finanspolitisk stramning i finansloven for 2008, der i øvrigt endnu ikke er vedtaget, og hvis virkninger derfor i bedste fald først ville være mærkbare efter sommerferien, hvor overophedningen er historie, som fagligt ubegrundet.
Hvis Nationalbankens vurdering holder, og det er jeg overbevist om, har vismændene nu to gange i træk og i helt afgørende situationer kommet med klart fejlagtige finanspolitiske anbefalinger.
Manglende moralitet
Nationalbanken viser i deres kvartalsskrift, at der i de seneste år er ført en meget uheldig ekspansiv finanspolitik, der stærkt har medvirket til at undergrave fundamentet for den ellers gode danske økonomi - både kortsigtet og langsigtet.
Denne udvikling bærer det nuværende vismandskollegium et betydeligt medansvar for. I 2006 undlod de således i tide at anbefale en finanspolitisk stramning. For god ordens skyld skal jeg anføre, at Nationalbanken stærkt anbefalede en finanspolitisk stramning via finansloven for 2007 i efteråret 2006.
Vismændene afvisning af en finanspolitisk stramning forud for vedtagelsen af finansloven for 2007 blev endvidere afgivet i en meget stærk form. De anførte i deres eget referat fra junimødet i Det økonomiske Råd, at en finanspolitisk stramning ikke engang skulle diskuteres. Alligevel har overvismanden flere gange ligefrem benægtet sit eget referat.
Disse alvorlige fejltagelser og den hertil knyttede manglende moralitet burde få overvismanden til at gå. Samtidig burde hans kollega fra CBS følge med, idet han har medvirket til to meget tvivlsomme universitetsansættelser, der tjente hans egne snævre interesser.
Ovenstående er på flere punkter udbygget i Christen Sørensens indlæg om ‘Finanspolitik, vismænd og troværdighed’, der indgår i det netop udkomne temanummer om finanspolitik i Samfundsøkonomen.
Christen Sørensen er professor, SDU, og fhv. overvismand
Kommentarer
Visne mænd og troværdighed
Christen Sørensen (CS) bringer i sit indlæg ”Konjunkturer, finanspolitik og vismænd” (Information, 9. april) et voldsomt angreb på vismandsinstitutionen. Baggrunden er, at CS mener at have belæg for, at vismændene ”to gange i træk og i helt afgørende situationer kommet med klart fejlagtige finanspolitiske anbefalinger”. Umiddelbart lyder det da også som et problem, hvis vismænd tager fejl to gange i træk. Men det reelle problem er imidlertid, at i relation til analyser af konjunkturer og konjunkturpolitik træder det tydeligst igennem, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. At vurdere en økonomis kortsigtede og uforudsigelige bevægelser vil uvægerligt basere sig på skøn (men selvfølgelig helst på så fagligt velfunderede skøn som muligt). Nogle gange skønner man rigtigt, andre gange forkert. Selve begrebet en ”fejlagtig anbefaling” er derfor meningsløst, da anbefalinger altid vil tage udgangspunkt i vurderinger, som er underlagt betydelig usikkerhed.
Dette problem synes CS da også at være bevidst om, idet han dels betinger sit udsagn af, at vurderingerne i Nationalbankens seneste Kvartalsrapport holder, og dels af at han selv tror de holder. Opfyldelsen af førstnævnte betingelse er naturligvis underlagt den samme store usikkerhed som alle andre konjunkturvurderinger. Sidstnævnte betingelse er opfyldt per definition, men spørgsmålet er, om det har nogen betydning, hvad CS er overbevist om? Det afhænger af hans troværdighed som økonom, og troværdigheden af den faglige vurdering han refererer til i sit indlæg. Indlægget giver dog ingen mulighed for at bedømme hans aktuelle faglige vurderinger. Læseren må blot forholde sig til, at han er professor ved SDU, og fhv. overvismand. For så vidt angår hans faglige kvalifikationer kan jeg dog bemærke, at et opslag i en database over internationale økonomipublikationer viser, at CS ikke er, eller har været, videre aktiv dér: For perioden 1974 til 2006 viser databasen ”EconLit” 0 (nul) internationale publikationer af CS.
Men heldigvis behøver man som læser ikke endnu en gang at fortvivle over, at diverse professorer og ”eksperter” har forskellige meninger og holdninger vedr. en konjunktursituation. CS slutter nemlig af med at anfægte den siddende overvismands moral, og foreslå hans afgang. Desuden mener han også, at en anden vismand bør forlade posten grundet nogle (i indlægget ubegrundede) dispositioner i forbindelse med ”tvivlsomme universitetsansættelser”. Disse perfide og injurierende udfald tyder stærkt på, at CS’s ærinde slet ikke var fagligt, men personligt. Således får han grundigt skudt sig selv i foden og hovedet - hvis hans formål med indlægget altså var at blive taget alvorligt som økonom.
Man kan egentlig undre sig over, at man ubegrundet kan få lov til at tilsvine andre mennesker på den måde, men det har i det mindste den sidegevinst, at CS’s faglige troværdighed nu er ikke-eksisterende. Selv tidligere overvismænd kan tilsyneladende visne med tiden.
Henrik Jensen, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
Det er meget underholdende når de “vise” skændes, men problemet er nu nok, at OverVisManden for det hele er liberalekstremisten Rasmussen.