Luk øjnene og fremkald billeder af den franske middelhavskyst. Hvad dukker op? Højhuse i vandkanten, larmende landeveje, skærvestrande og pizzariaer i øldunst? Eller krystalblåt bølgeblink, pinjeklædte klipper, stilfuld lystsejlads og udsøgte fiskemenuer?
Lidt af hvert, ikke sandt? Og en noget broget oplevelse. Det er i hvert fald sådan, min cyklende husstand for 15 år siden oplevede sit forsøg på at forcere Den Franske Riviera i langsgående retning. Vi svor, at når Frankrig inde i land er så rart, er der ingen grund til at vove livet i den heftige biltrafik og vildtvoksende byvækst ude ved Middelhavet. Vi har siden holdt os til at trampe hyldekørsel i bjergkæderne oven for det menneskeskabte helvede.
Men se: I år lå påsken jo så forbandet tidligt, at sydfranske bjerge kunne forventes klædt i sne og kulde og næppe at udgøre en passende kørebane for cyklister. Altså valgte vi - med en vis bæven - at gøre turen langs kysten.
Og hurra: Godt er det, når noget er bedre, end man forestiller sig.
Anger og besindelse
Der er nemlig sket noget på den franske middelhavskyst. En slags anger og besindelse har indfundet sig. Byspredningen er dysset noget ned og nogle steder endda søgt forskønnet.
Og hvad angår cyklingen, synes Sydfrankrig ramt af en massepsykose. Faktisk en massecyklose. Folk cykler i stærkt stigende mængder. Ikke bare de fastelavnsrisklædte gamlinge, der om søndagen klyngevis pruster op ad bjergskrænter. Men også familier, yngre kvinder og mænd, alle triller de overalt på de tohjulede. For motionens og oplevelsens skyld. At bruge cyklen som almindeligt fornuftigt transportmiddel for at nå fra det ene sted til et andet synes forbeholdt indbyggere fra nordligere egne.
Uanset formålet: Cyklister myldrer langs Middelhavet. Og som det ofte er tilfældet, kan det være svært at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. For de franske myndigheder har indrettet et omfattende net af cykelstier; nogle på nedlagte jernbanestrækninger, andre på nyanlagt selvstændigt cykelspor. Har stierne fremkaldt cyklisterne - eller omvendt?
Når man har sin egen behagelige bane at cykle i, får man mere overskudsenergi til at glæde sig over, hvor meget der stadig er dejligt ved middelhavskysten. Selv om man skal finde sig i, at de bilfri baner fremkalder flokkevis af hensynsløst slingrende rulleskøjteløbere. Satans rulleskøjteløbere, der nu tror, at Middelhavet tilhører dem.
