Modernitet er en by i Amerika - og Jylland

Det begynder med et forår i en landsby i Iran og en invasion af myrer. Ud under de gamle mure i Huset ved moskeen kravler et brunt tæppe frem:

"Tusindvis af unge myrer, der for første gang så solen og mærkede dens varme på ryggen, puffede og skubbede til hinanden. Husets katte lå ved siden af hooz'en (et bassin, red.) og så til på afstand, mens de undrede sig over den bevægelige masse. Børnene holdt op med at lege og kiggede på det under, der bevægede sig på fliserne. Fuglene sang ikke længere, men fløj ned på granatæbletræets grene og strakte hals for at følge myrerne."

Myreinvasionen klares med en sura fra Koranen og røg fra urter, men man aner nok, at der venter beboerne i det velfungerende fællesskab noget værre. Det gør der også: revolution, storpolitik, amerikansk popkultur, Khomeini-tilhængere og invasion fra Irak.

Men se lige på uddraget igen, og læg så mærke til den forenklede Disneystil, varslingen serveres i. Menneskeliggjorte myrer og fugle, katte og børn, der reagerer som én organisme på det forstyrrende element. Resten af romanen afslører, at der ikke er tale om en bevidst naiv fremstilling af en idyl, som overdrives for senere at blive ødelagt, men derimod om den iranske eksilforfatter Kader Abdolahs begrænsede litterære talent.

Huset ved moskeen er fortalt meget ujævnt. Når ikke stilen er Disney, refereres der på telegramvis. Disse hop i tiden tilskrev jeg i et velvilligt øjeblik forfatterens ønske om at efterligne en mundtlig fortællings kantethed, men romanen har ikke noget andet metalitterært på tapetet, der tyder på, at Abdolah har taget stilling til, hvordan han vil skildre det gamle Irans møde med det moderne.

Moderne 'Mærkedage'

Undervejs (og vejen føltes lang) i læsningen kom jeg hele tiden til at tænke på to andre gode værker, nemlig Jens Smærup Sørensens Mærkedage og Marjane Satrapis Persepolis. Sidstnævnte af indlysende årsager, og Mærkedage fordi også den skildrer en gammel ordens forvandling til en moderne uorden. Men Smærup giver os ikke nogen gode grunde til at græde over, at intet er som i gamle dage, men derimod et portræt af de første moderne mennesker i Staun (eller hvor som helst). Axel Lundbæk, der som adoptivbarn kan se sig selv udefra, klarer skærene i modsætning til f.eks. stakkels Orla Jensen, fordi han netop ikke kan. Oveni er Mærkedage selv som roman så absolut moderne, fordi den ser på sin egen fiktionalitet udefra - og f.eks. placerer sig i Litteraturhistorien.

Her er Kader Abdolahs roman bare et sølle myreflittigt Orlapjok, der også springer til med regibemærkninger og forklaringer af diverse iranske traditioner. F.eks. det persiske nytår, Norooz:

"Man begynder allerede to uger i forvejen med hovedrengøring i husene. For at hilse foråret velkommen planter man hvede på tallerkner -"

Sådanne passager, der ikke har det fjerneste med skønlitteratur at gøre, har jo kun fået lov at være der, fordi den vestlige forlægger har ment, at den såkaldte roman skal give andre vesterlændinge et indblik i en fremmed verden. Det er da også lige præcis denne begejstring for introduktionen til Iran, som de glade anmeldere af Abdolahs forrige bog, Kileskrift, citeres for på omslaget. Men kan man så til sammenligning forestille sig, at Mærkedage på samme vis var begyndt at forklare stolpe op og ned ad vægge i forsamlingshuset om konfirmationsritualer og traditioner? Nej, vel.

Men kitsch har jo også det skønne ved sig, at der ofte er noget man alligevel ikke kan stå for. I Huset ved moskeen fandt jeg denne linje hen imod slutningen, hvor den værste forråelse er overstået, og det alligevel viser sig, at der midt i rædslerne var gode mænd, man kunne stole på. En af dem er Hushang Khan. Han ved også, hvordan man håndterer kvinder:

"Man skal ikke vænne kvinder til sine arme. Lad hende bare sove alene en enkelt nat, det er sundt for hende."