Skål og skide være med det

Anders Fogh profiterede mere ved sin blotte tilstedeværelse ved laurbærfesten end litteraturen, der uvilkårligt blev taget til indtægt for den siddende regerings politik, skriver forfatteren Knud Romer.

Det er altså morsomt at se den ene forfatter efter den anden konkurrere med statsminister Anders Fogh Rasmussen om at bruge ordet 'frisind'. En statsminister, der kalder befolkningen for "socialistiske ballademagere", hvis de tillader sig at demonstrere. Og som bruger sit embede og Folketingets talerstol og en hær af spindoktorer til at personforfølge en dokumentarist som Christoffer Guldbrandsen, når han tillader sig at stille spørgsmål til Danmarks involvering i Afghanistan - mange ville have stukket piben ind og set sig om efter et andet job end kritisk journalistik.

Nu hvor der er gået b'er i dækningen af laurbærkåringen - 'bonderøve og bogorme' - så mangler der et b mere, som Anders Fogh introducerede i selskabet: body-guards. Jens Christian Grøndahl mener, at det skyldes "åndsformørkelse og fordomsfuldhed", hvis nogle forfattere ikke falder ind i klappekoret - og ikke skulle ønske at være i stue med nogen, de er uenige med. Selv var jeg placeret så langt fra talerstolen og så tæt på udgangen, at det snarere virkede, som om statsministeren helst ville være fri for at være i stue med en - og han demonstrerede sit frisind ved at stille bodyguards op, som kunne holde alle andre end Møllehave & co væk.

Anders Fogh kastede glans over festen ved at lade sine PET-folk ånde mig i nakken - hvor festligt og frisindet - og mine ører var ved at falde af, da min forlagsdirektør dagen efter kunne fortælle, at en af hans bodyguards havde som særlig opgave at tage sig af mig. Undskyld, hvad? Er han bange for, at jeg stikker ham ned med min laurbærnål? Er han blevet komplet paranoidforrykt? Det er ikke kun en dårlig vittighed, men får en til at tvivle alvorligt på de trusselsbilleder, som PET arbejder med - og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det ville se ud, hvis jeg anlagde fuldskæg og begyndte at gå i kaftan. For at holde dem lidt på stikkerne har jeg i hvert fald tilføjet mine emails en signatur med nøgleord som 'Jihad', 'Coke', 'Bombe', 'Gødning', 'Jyllands-Posten', så ved jeg da, at nogen læser dem.

Skæg og blå briller

Jeg sætter den tyske betegnelse for mit fag højt - 'freier Schriftsteller' med tryk på fri - og Fogh profiterer mere ved sin blotte tilstedeværelse ved laurbærfesten end litteraturen, der uvilkårligt bliver taget til indtægt for den siddende regerings politik (med afviklingen af folkebibliotekerne som bonuspoint). Leif Davidsen er selvfølgelig vant til mænd med skæg og blå briller fra sine romaner og bedre gearet til selskabet, men det er mig alligevel en gåde, hvordan han kan kalde så kold og hygiejnisk en tale for personlig - og hvorfor han bliver fornærmet, fordi jeg svarer, når en journalist ringer og spørger mig om min mening? Så meget endda, at han føler sig kaldet til at udpege min egen festtaler Mads Brügger som 'en såkaldt tv-kendis' - han var til stede som en af mine bedste venner - og udnævne det til "den dårligste festtale, jeg har hørt".

I modsætning til Foghs konfirmationstale udmærkede den sig i det mindste ved at være morsom, og jeg kan stadig se ansigterne for mig, da han kom ind på "det litterære parnas, som mere og mere ligner en tragikomisk bakkerevy instrueret med venstre hånd af Lisbeth Dahl. Suzanne Brøgger, der synger scat-jazz iført sixpence. Prostata-banden Kim Larsen og Klaus Rifbjerg, som leger kom fremmed med hinanden på fjernsynet."

Hvis man vil lede efter "intolerance, smålighed og mangel på frisind", kan det lige så godt være hos de laureater, der valgte at blive væk - sidste år. Og det er en hel del flere, end statsministeren kunne mønstre. En af dem, der rent faktisk kom, var Leif Davidsen, som vist ikke siger nej til gratis sprut - og tak for det.

Nu er alt igen ved det gamle, og de kan grine af Møllehaves Storm P vittigheder og synge med i kor på hans festsang - Denne dag er særlig, for nu får jeg laurbær/det er vældigt festligt, det er lige hvad det er - og fejre sig selv og Anders Fogh som litterater uden at være bange for at blive forstyrret af realitetsprincippet. Det har man bodyguards til at tage sig af.