"Jeg ejer ikke et fjernsyn," siger Jon Kessler, da Information møder ham dagen før hans udstilling The Palace at 4. A.M. åbner på Louisiana.
Da man træder ind gennem den interimistiske port til hans værk The Palace at 4. A.M., forekommer denne påstand dog at være en sandhed med modifikationer. Det første der møder én, er over 100 flimrende fjernsyn.
Allerede på lang afstand kan man høre maskinkunstværket The Palace at 4. A.M. runge i Louisianas korridorer. To klik efterfulgt af en lang raslen kører i ring, som en metallisk, monoton melodi. Værket fylder både i rumfang, men også med sin larm, sine lugte og sin varme. De mange fjernsynsskærme er stablet som en pyramide i midten af rummet, og lyset fra de forskellige skærme spreder en sær diskoglans over rummet. Farverne fra et billede af præsident Bush blander sig med et filmklip World Trade Center. Militærfarver blandes med neonfarver fra uklare billeder med konturer af menneskeansigter. På væggene hænger Botox-pumpede læber fra manipulerede reklamedukker og smiler så syningerne er ved at sprække. Nøgne legetøjsfigurer snurrer rundt på metalpiedestaler med spredte plasticben. Medierne og menneskerne er i Jon Kesslers hænder ved at æde hinanden op.
"Jeg er en plastikkirurg," siger Jon Kessler, da han forklarer sin arbejdsmetode.
"Jeg tager fotografier, putter dem på noget metal, laver indgreb i billederne og manipulerer dem. Til sidst sætter jeg billederne op på en væg eller et stativ foran et kamera. Kameraet filmer. Og på tv-skærmen møder beskueren dette billede."
Kirurgiske indgreb
Umiddelbart en simpel arbejdsmetode. Men opstillingen på Louisiana viser, at det kræver noget af et overblik at holde styr på de adskillige meter ledninger og bunker af tandhjul, cykelkæder og metalskiver, som får hele den mekaniske videoinstallation til at producere et historisk tilbageblik på den virkelighed, vi befinder os i lige nu.
Blå bog: Jon Kessler
Jon Kessler:
Født i 1957 i Yonkers, New York
Udstillede første gang på Artist's Space i New york i 1983.
Har siden udstillet på museer og gallerier i USA, Europa og Japan.
John Kessler arbejder med video, mekanik, billedmanipulation og medier.
Ved siden af sin kunstneriske praksis er han professor i billedkunst på Columbia University.
Titlen til værket 'The Palace at 4. A.M' er taget fra Aberto Giacometti, der i 1932 skabte et af sine surrealistiske hovedværker med samme titel.
Men selv om billederne på fjernsynsskærmene stammer fra begivenheder, der er sket, opstår de i det øjeblik, beskueren møder dem. De enkelte billeder på de mange flimrende skærme bliver nemlig produceret på de mekaniske skulpturer, som også fylder godt op i rummet, og som alle er udstyret med et kamera, der optager al rummets aktivitet.
Men det er ikke kun billeder og dukker, der bliver filmet og vist på skærmene. Publikum indfanges i kameraernes linser, som Jon Kessler selv kalder 'snigskytterne'. Altid parat til at skyde et billede af dig, og lægge det ud til fri, offentlig afbenyttelse. Et desperat forsøg på at flygte fra linsen ender blindt, da et andet kamera straks fanger dig fra en ny vinkel,
"Kameraerne er det kontrollerende øje," forklarer Kessler.
"Det er kameraet, der styrer rummet, men det er publikum der færdiggør værkerne."
Fascinationen af overvågningssystemer bunder i en generel afmagt overfor den billedproduktion, som ifølge Kessler, er ved at drukne virkeligheden.
"Jeg er meget opmærksom på, hvordan billederne påvirker os og hele den måde som medierne skaber vores historie på. Hver dag bombarderes vi med tusindvis af billeder, og vi er konstant på jagt efter flere. Verden er blevet til en container for menneskets ekstreme billedforbrug. Man kan ikke undgår dem," siger Kessler, der ved hvad han taler om.
For selv uden fjernsyn er det umuligt ikke at kende til billederne af to tvillingetårne, der styrter sammen, eller til den væltende statue af Sadam Hussein, eller til andre begivenhederne, som har fyldt vore nethinder de seneste par år, og som nu fylder Louisiana. Verdens begivenheder skulle senere vise sig at få en stor betydning for Kesslers kunstneriske udvikling.
Taber
Jon Kessler kalder sig selv for kontrol-freak. Han kalder også sig selv for maskinkunstner. To betegnelser der umiddelbart går fint i spænd.
Men selv om man arbejder med maskiner, kan kunsten være svær at kontrollere. Det oplevede Kessler i 1990'erne, da han besluttede sig for at droppe kunsten, for i stedet at tjene penge.
"Der skulle bare ske et eller andet. Og da jeg ikke havde lyst til at forlade min kone, valgte jeg at forlade kunsten," siger Kessler, da han skal forklare hans kunstneriske krise.
Løsningen blev at skifte titlen som kunstner ud som legetøjsfabrikant. Som partner i et legetøjsfirma kom Kessler langt væk fra den kunstscene i New York, som han havde været en respekteret og kendt del af op gennem 1980'erne. Han begyndte at sige nej tak til besøg fra kunsthandlere og gallerister, og da han senere besluttede sig for at forlade sit galleri, var han ude af varmen. En kunstner, der ikke producerer i New York, er intet. Eller som Jon Kessler meget sigende beskriver det, mens han danner et L for looser (taber, red.) ud af sin tommelfinger og pegefinger:
"Uden galleri i New York er du en taber!"
Det var en titel, som ikke var fremmed for Kessler. De fleste har i dag glemt, at Kessler i sin tid forgæves søgte ind på otte kunstskoler før han gennem familiekontakter blev optaget på en kunstskole i starten af 1970erne. Men det har han ikke selv.
På kunstskolen lærte Kessler at tænke, men håndværket måtte han selv opfinde:
"Da jeg gik på kunstskole, handlede alting om konceptkunst. Man lærte ikke teknik på skolen, så jeg blev lært op i mekanikerforretningerne i Canal Street (New York), hvor jeg kom flere timer om dagen. Det var dér, jeg fik min uddannelse."
Jon Kessler stiftede familie og senere fik han en undervisningsstilling i billedkunst på Columbia University i New York. En stilling han besidder i dag som professor.
Døden rundt om hjørnet
Der skulle gå 10 år før Jon Kessler fandt tilbage til kunsten. I 2001 fik Kessler det, som han betegner som et wake-up call.
"Efter den 11. september ændredes mange ting for mig. Det blev pludselig en nødvendighed for mig at kommentere på den verden, der udfoldede sig omkring mig," fortæller Kessler, der var stærkt påvirket af terrorangrebet på World Trade Center, idet han og hans familie på det tidspunkt boede tæt på de to tårne.
Ud over at 11. september gjorde stærkt indtryk på ham personligt, ændrede det også hans måde at skabe kunst på. Han fandt fornyet inspiration i videomediet, der skabte dualitet til hans mekaniske skulpturer, der pludselig fremstod i en medieret form. Men også indholdet ændrede sig:
"Jeg gik fra at bruge mange kulturelle referencer i mit arbejde til et mere ekspressionistisk udtryk, der trak på mit eget had, min vrede og min paranoia."
The Palace at 4.A.M er et produkt af dette bevidsthedsskift, som Kessler beskriver som "uundgåeligt". På det tidspunkt, hvor han begyndte at arbejde med værket rykkede verden sig i et hastigt tempo. Det var umuligt at ignorere begivenhederne.
"Den ene dag sagde FN's Sikkerhedsråd, at der ikke var fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, og den næste dag erklærede Bush krig. Det var umuligt ikke at reagere på begivenhederne," siger Kessler.
Reaktionen førte til kunstværker, der efterfølgende ofte har fået påklistret mærkaten politisk kunst. Men selvom værkerne kommer med kritiske kommentarer til amerikansk politik, betragter Kessler ikke sig selv som politisk kunstner. Han ønsker på den anden side heller ikke at undsige sig en politisk virkning: "I min kunst forsøger jeg at give publikum en oplevelse, hvor de bliver en del af værket. For mig er det faktisk en politisk handling. Men jeg mener stadig, at publikum sagtens kan gå gennem udstillingen uden nødvendigvis at forbinde værket med politik, og i stedet fordybe sig i det visuelle udtryk, i mekanikken og æstetikken."
Kessler vil ikke lave propaganda, og hans kunst har ikke ét budskab. For ham handler kunsten om at kunne ramme beskueren eksistentielle spørgsmål:
"Hvordan får du beskueren til at føle, at de kun har nogle få minutter tilbage at leve i? Hvordan får man folk til at føle sig mere i live end nogen sinde før, fordi de kan føle døden rundt om hjørnet? Det er de følelser, jeg arbejder med," forklarer Kessler.
Disse spørgsmål hober sig op, når man forlader The Palace at 4.A.M. Fire porte, hvorpå der er klistret fire store motiver, leder ud af udstillingen. Således kan man selv vælge, om man vil stige ind i en militærjeep i Irak, gå gennem Sadams palads, blive slugt af George W. Bush's åbne gab eller om man vil træde ind gennem bagenden af en nøgen kvindekrop. Alle valgmulighederne forekommer lige apokalyptiske.
The Palace at 4. A.M. kan ses på Louisiana frem til 25. maj.
